Vincents Hahn

Vincents Hahn, Vincents Joachim Hahn, 22.12.1632-25.1.1680, overjægermester, gehejmeråd. Født på Hinrichshagen, Mecklenburg, død i Kbh., begravet i Roskilde domk., flyttet 1912 til Frue k. i samme by. Efter faderens død i kamp mod et kejserligt strejfkorps under trediveårskrigen flygtede moderen med H. og en anden søn til Rostock og derfra (ca. 1638) til Danmark hvor Peder Brockenhuus til Nordskov, en ungdomsven af afdøde, tog sig af dem. Da H. voksede til forestillede Brockenhuus ham for Frederik III som en jagt-begavet ung mand. Kongen fandt behag i ham og lod ham 1649-53 studere jagtvæsen ved det sachsiske hof. Da der ikke var nogen arv efter faderen vendte H. tilbage til det danske hof, opholdt sig her et par år, men sendtes atter 1656 med kgl. pension til Dresden hvor kurfyrsten udnævnte H. til kammerjunker. Ved udbruddet af den dansksvenske krig afbrød H. sine rejseplaner og vendte hjem, blev kornet i kongens livregiment, deltog i krigen i Skåne og på Lolland og steg til major i E. A. Ebersteins regiment. Efter statsomvæltningen udnævntes H. jan. 1661 til over- og hofjægermester for Danmark, fra jan. 1663 i samme funktion også for hertugdømmerne. Posten indbragte ham en årsløn på 1600 rdl., og jagtetaten omfattede 1670 77 personer med ialt 10446 rdl. (1671 forhøjet til 14580 rdl.). Til det gode embede føjede H. snart godserne Sparresholm og Jomfruens Egede som medgift i ægteskabet med Sidsel Kaas, et ægteskab som blev gennemtvunget mod hendes fars vilje.

H.s storhedstid oprandt med Christian V. Den jagtglade monark tildelte ham adskillige beviser på sin yndest, stadfæstede ham i embederne og udnævnte ham sept. 1670 til generalinspektør for de kgl. skove i Danmark og hertugdømmerne. I denne funktion stod H. som ophavsmand til den første skovforordning af 20.10.1670 der omhandlede skovenes bestyrelse, fredning og pleje og som er præget af H.s uddannelse i Sachsen. Et af de vigtigste punkter i forordningen, indførelsen af en regelmæssig, systematisk skovdrift i kronens skove, lykkedes det ham dog ikke at få gennemført i praksis. H. udnævntes til hvid ridder og nød forskellige begunstigelser (donationer af kronens tømmer, portofrihed). Allerede under Frederik III havde han stræbt efter at udvide og afrunde sine godsbesiddelser og han fortsatte hermed, idet han også her nød godt af den kongelige gunst. Efter at H. havde skiftet med sine børn af første ægteskab skænkede Christian V ham landsbyen Tøbberup (Smørum hrd.) der så godt som nedlagdes og 1673 gav plads for den adelige sædegård, Hjortespring, ligesom han fik overdraget en del ryttergods i Tryggevælde amt. 1673 fik H. Abrahamstrup gods for 6000 rdl. af kongen (rentekammeret havde sat godsets værdi til 6845 rdl.) og de udstrakte, men stærkt forhuggede skove uden betaling, og 1674 fik han tilladelse til at lægge 72 tdr. htk. i Egede by ind under Jomfruens Egede som han kort efter solgte til Sophie Amalie Moth. Sparresholm solgtes allerede 1662. H.s andet ægteskab øgede hans midler med 14000 rdl. i medgift. Han samlede nu sine bestræbelser omkring Abrahamstrup, tilkøbte sig ryttergårde under godset, yderligere gårde til supplering af besiddelsen og en del rettigheder som kongen ved det oprindelige skøde havde forbeholdt sig. 1677 fik H. nyt skøde på ejendommen som nu blev navngivet Jægerspris. Han viste sig som en driftig godsejer der iværksatte rydnings- og kultiveringsarbejder, opbyggede ladegården og etablerede en mindre avlsgård nordligst på det store gods. H. påbegyndte planmæssig drift og hugst i skovene der gav anledning til beretninger om hans forhugning af dem.

Også som godsherre fik han et dårligt rygte i overleveringen ("Jægermester Hane"), og utvivlsomt har H.s driftighed som landbruger og forstmand resulteret i øget hoveri for de undergivne bønder. Allerede 1679 vendte Jægerspris imidlertid tilbage til kronen. H. havde sept. d.å. af Christian V fået godset Seekamp ved Kiel som gave, og i okt. overdroges Jægerspris til kongen for 60.000 rdl. Denne sum er i senere fremstillinger blevet betragtet som urimelig høj, men i betragtning af H.s omfattende tilkøb af gårde, påviselige forbedringer samt det forhold at skoven nu blev værdisat, må det betegnes som en fordelagtig men ikke overraskende pris at opnå for en højtstillet embedsmand i kongens gunst. H. stod på dette tidspunkt Christian V meget nær. Han havde med glæde hilst Griffenfelds fald, og han optrådte i de følgende år som leder af en hofklike der støttet på Sophie Amalie Moth, kongens elskerinde, intrigerede mod storkansler Frederik Ahlefeldt og dronningen. Til det "H.ske parti" hørte den unge kammerjunker Adam Levin Knuth, generalerne Carl og Frederik v. Ahlefeldt, mecklenborgere som H. selv, grev Anton af Aldenburg, grev Conrad Reventlow, rentemester Henrik v. Stocken og H.s tidligere sekretær Peter Brandt som han fik gjort til zahlmester for hof-, land- og søetaten og 1678 til overzahlmester. H. var under den skånske krig kongens stadige ledsager, deltog i alle militære rådslagninger, selvom hans indflydelse her ikke kan vurderes selvstændigt. Han bidrog til at fjerne Johan Adolf af Pløn fra overfeltmarskalstillingen, var medlem af den kommission der efter slaget ved Lund nedsattes til hærens nyordning, blev 1677 meddirektør i det til bestyrelse af de samlede militære finanser oprettede generalkommissariat, i hvis forhandlinger han dog 1678 fritoges for at deltage, og han fik sammen med v. Stöcken aug. 1677 overdraget tilsynet med hofetatens økonomi. H. udnævntes 1678 til gehejmeråd og medvirkede, i skarp modsætning til dronningen, til at fjerne Danmark fra Brandenburg. 1679 blev han elefantridder, og kort efter døde han pludselig. – H. har som menneske og politiker fået et meget dårligt eftermæle. Han er blevet fremstillet som bondeplager og en kynisk stræber efter rigdom og magt, og man har tillagt det "H.ske parti" et betydeligt medansvar for den manglende kraft og enhed i dansk politik og krigsførelse under den skånske krig. H. var utvivlsomt en kyndig forstmand og jagtekspert, en energisk og driftig godsejer og -handler. Som udlænding var hans position i landet nøje knyttet til kongemagten, og under Christian V har han øvet en vis politisk indflydelse, selvom det næppe er muligt med sikkerhed at udskille H.s ansvar for dansk militær ledelse og udenrigspolitik i disse år. I 1800-tallets historieskrivning kom H. til at stå som typen på de tyske junkere, som den unge enevælde protegerede på bekostning af den danske adel til skade for landet.