Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.G. v. Langen

Oprindelig forfatter PCNie
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

J.G. v. Langen, Johann Georg v. Langen, 22.3.1699-25.5.1776, dansk og tysk overjægermester. Født på godset Oberstedt i grevskabet Henneberg i Thüringen, død i Jægersborg, begravet i Gentofte k. 1716 blev L. page hos hertuginden af Sachsen-Meiningen, n.å. jagtpage hos hendes bror, fyrst Ludwig Rudolph til det selvstændige fyrstendømme Blankenburg i Harzen, og hermed begyndte hans karriere inden for jagt- og forstvæsen. Ludwig Rudolph lod ham foretage en uddannelsesrejse til hofferne i Stuttgart, München, Wien og Dresden. Navnlig det sidste sted fik betydning for hans senere virke som forstmand da en del af skovene i Sachsen blev drevet med nyplantninger af hensyn til bjergværkernes forsyning med træ, og 1713 kom, i Leipzig, et af de grundlæggende værker i europæisk skovbrugslitteratur, Sylvicultura oeconomica, af H. K. v. Carlowitz (1645–1714). Efter hjemkomsten 1720 blev L. jagtjunker. Hans første forstlige opgave bestod i opmåling og inddeling i afdelinger af skovene i Blankenburg, og han fik her sin yngre bror, Franz Philipp, til medhjælper. 1726 blev han udnævnt til forstmester, først for en del af skovene i Blankenburg, senere for dem alle. 1732 kunne han forlægge skovkort med tilhørende driftsplan der skulle sikre genopbygningen af de forhuggede skove og et stedsevarende skovbrug. L.s arbejde vakte opmærksomhed hos grev Christian Ernst Stolberg der besad det selvstændige, skovrige grevskab Wernigerode i den nordlige del af Harzen, og denne anbefalede ham og broderen til Christian VI der havde nævnt problemet med de forhuggede skove ved Kongsberg i Norge og de deraf følgende vanskeligheder med træ- og brændeforsyningen til sølvværket, lignende problemer for andre norske bjergværker, samt den skånselsløse tømmerhugst mange steder. De to brødre blev løst fra tjenesten i Harzen og 1737 begyndte de arbejdet som forstmestre med udgangspunkt fra Kongsberg. De fik tillagt betydelig myndighed og blev snart udnævnt til hofjægermestre, og L. blev leder af et nyoprettet generalforstamt hvortil der blev knyttet et betydeligt antal medarbejdere, dels tyske og dels norske. En af hovedopgaverne var at kortlægge store dele af landet og indtegne skovområderne. Korttegningen blev udført i målestok 1:100 000, og generalforstamtets kortlægning har senere været af stor betydning for norsk kartografi. 1740 blev der udstedt en skovforordning der lagde stærke bånd på udnyttelsen af skovene, og generalforstamtet skulle kontrollere hugst og eksport af tømmer. Efter Christian VIs død 1746 blev generalforstamtet ophævet efter norske protester. L. var dog 1743 rejst til Wernigerode for at sætte udarbejdelsen af en forstplan igang, og den videre ledelse og afslutningen af arbejdet i Norge blev overladt til Franz Philipp. I de følgende år arbejdede L. ved skovene i Braunschweig og var en tid leder af porcelænsfabrikken Fürstenberg. Men da overjægermester C. C. v. Gram 1762 henvendte sig til ham om at foreslå en forstmand der kunne forestå udarbejdelsen af driftsplaner for de kongelige skove benyttede L., der var ved at blive intrigeret ud hos hertugen, lejligheden til selv at melde sig til tjeneste i Danmark påny. Tilbuddet blev modtaget, og han ankom i efteråret 1763. Han kom til at forestå hvad der blev kaldt den Gram-Langenske forstordning for hvilken Gram var administrativ ansvarlig. Otte unge mænd der 1761 var sendt på forstlige studier til Tyskland og Frankrig blev sammen med to tyske holzførstere medarbejdere herved. I løbet af efteråret og vinteren 1763 blev der lagt plan for skovene i nærheden af Søllerød, og til ære for L. fik dette skovdistrikt navnet det Langenske revir. Planen bestod af skovkort og forstprotokol, og heri var indført taksation af vedmassen og plan for hugsten gennem de næste 100 år samt plads til optegnelser om hugst og plantning samt senere skovpleje. Den udarbejdede plan blev godkendt, og det blev vedtaget at der skulle arbejdes på samme måde ved planlægningen af de øvrige statsskove i Nordsjælland.

I løbet af de næste par år blev der tegnet skovkort, foretaget taksation og udarbejdet planer for de øvrige seks nordsjællandske skovdistrikter, ialt ca. 27 000 ha. – Skovene blev inddelt i hovedafdelinger og mindre afdelinger eller årshugster. Vedmassen blev takseret i hver afdeling, og der blev fastsat en omdriftstid på 100 år, dvs. at hele arealet inden for en hovedafdeling skulle forynges i løbet af 100 år, idet der hvert år skulle foretages hugst og påfølgende plantning eller såning i en årshugst. Blev denne plan fulgt kunne den være evigtvarende, idet man efter 100 år igen kunne hugge i den første afdeling hvor der til den tid ville stå en 100 år gammel bevoksning. Man gennemførte altså en regulering af hugsten så man ikke huggede mere end træerne samtidig voksede, dvs. et stedsevarende skovbrug, mens man tidligere havde hugget hvad der var brug for uden at tage hensyn til om skoven kunne præstere denne hugst. Der havde vel tidligere været udført plantning og såning i skovene, og man havde beskyttet disse skovkulturer og de selvsåede opvækstgrupper med hegn for at de ikke skulle blive ædt af vildt og kreaturer. Den Gram-Langenske forstordning satte system i skovdriften, således at nyplantning fandt sted straks efter hugsten, og hermed ville hele skoven i løbet af 100 år komme til at bestå af tætte bevoksninger i aldre fra ét til 100 år, og hver årgang ville dække 1/100 af arealet. Ovenstående beskriver kort princippet i de Langenske forstordninger. I Danmark ønskede man at producere store træer, og derfor blev omdriftstiden sat til 100 år, mens man i Tyskland og Norge, hvor store dele af hugsten skulle brændes til trækul til brug for bjergværkerne, som oftest regnede med en kortere omdriftstid for løvskov, mens nåletræernes omdriftstid blev sat noget længere, som oftest 80–100 år.

I Danmark havde man tidligere så godt som udelukkende plantet eg og bøg der også var de vigtigste træarter i de Langenske kulturer her i landet, men der blev nu også plantet andre træarter, fx de hjemlige, ask, elm, el og birk og indførte løvtræer som ahorn, hvidel, hestekastanie, samt nåletræerne rødgran, ædelgran, lærk og skovfyr, og det er især L.s indførsel af nåletræerne der har påkaldt sig opmærksomhed, fordi de tidligere næsten ikke havde været dyrket i de danske skove, og fordi de senere har fået så stor udbredelse. Da vildtet var talrigt og kvæg og heste græssede i skovene var det nødvendigt at indhegne de Langenske skovkulturer. L.s skovdrift var så forskellig fra hvad man var vant til at der snart rejste sig kritik: kulturer og indhegninger var kostbare, og i årshugsterne blev der hugget både gamle og unge træer, mens mange gamle, rådne træer fik lov til at blive stående andre steder i skoven. Kritikken medførte at den Gram-Langenske forstordning 1776 blev udsat i tyve år, og hermed var forstordningen reelt ophævet, idet der 1781 blev udstedt en forordning for de kgl. skove som indførte andre principper for skovdriften. I tiden 1763–76 var der foretaget hugst og kultur på ca. 1.000 ha, og rundt om i de nordsjællandske skove stod endnu i en lang årrække de Langenske plantager som vidnesbyrd om den Gram-Langenske forstordning, og endnu eksisterer rester af enkelte af dem. Den største er Klampenborg plantage i den sydøstlige del af Jægersborg dyrehave. Den omfatter ca. 95 ha og indeholder en halv snes forskellige træarter fra den oprindelige plantning. Det må betegnes som enestående, ikke alene i dansk, men også i europæisk skovhistorie at der er bevaret en bevoksning hvis tilblivelseshistorie er kendt i detaljer fra forstprotokollen, og som er grundlagt af den mand der kaldtes "fader til det ordnede skovbrug" allerede af sin samtid.

Annonce

Rester af L.s plantager finder vi fx i Tinghus ved Mårum, i Nødebo Holt og i Nørreskoven ved Furesøen hvor Danmarks højeste træ på over 47 m – en af de Langenske ædelgraner – stod til 1965 da det gik ud. I udkanten af L.s plantage i Nørreskoven har skovrider E. Laumann Jørgensen 1975 fået plantet en skovkultur efter de retningslinjer og med den træartsblanding som L. foreskrev omkr. 1765. Den er plantet for at hædre L. i anledning af 200-året for hans død 1776 som blev markeret både i Tyskland, Norge og Danmark. L. oplevede ikke at se forstordningen blive suspenderet. Da han kom til Danmark 1763 var han 64 år gammel, og 1770 blev han syg og var resten af sine dage sengeliggende og ikke ved sin fulde fornuft, og man måtte udpege to af hans medarbejdere til værger for ham. Ved hans død indførte præsten i Gentofte i kirkebogen: "Han var en god og hjælpsom mand og meget godgørende mod de fattige". Selv om den Gram-Langenske forstordning kun blev gennemført i Nordsjælland, og selv om den kun virkede 1763–76 har det været af den største betydning at L. gennem den blev knyttet til dansk skovbrug. L.s medarbejdere og elever fra den af Gram og L. oprettede skovskole på Jægersborg (ca. 1765–70) havde fået en forstlig uddannelse og var derfor i stand til at føre genopbygningen af de danske skove videre, selv om det blev efter andre retningslinjer end dem L. havde givet.

Familie

Forældre: riddergodsbesidder og officer Johann Ludwig v. L. (1655–1725) og Anna Charlotte v. Seebach. Ugift.

Ikonografi

Tegn. 1727 på kort (Niedersächsisches Staatsarchiv, Wolfenbüttel). Mal. ca. 1750 (Herzog Anton-Ulrich Museum, Braunschweig). Silhouet på tallerken samt buste, plakette og figur som skakbrik fra Fürstenberger Porzellanfabrik i 1750'erne (busten i porcelænsfabrikkens museum samt på det forstlige fakultet, univ. i Göttingen). – Mindesmærke 1885 på Steinsklippen nær Braunlage, Harzen. Mindetavle 1964 (våbenhuset, Gentofte k.). Mindesten 1969 for generalforstamtets mænd ved skovmuseet i Elverum, Norge.

Bibliografi

J. G. v. L.s testamente i Tidsskr. for skovvæsen 1, 1889 140–44 og i E. Laumann Jørgensen og P. Chr. Nielsen: Nordsjællands skove, 1964 59–62. – A. Oppermann: Bidrag til det da. skovbrugs hist., 1887–89 3–36. C. Lutken: Den L.ske forstordn., 1899. W. Evers i Neues Archiv für Niedersachsen IX, Bremen 1956–58 232–38. Arnt Opsal i Tidsskr. for skogbruk, Oslo 1957–67. Otto Wiese: Porzellan und Passion; samme: Aus der Chronik des "Rauchenden Schlosses" og samme: Das Schone und Fürstenberg, alle Hildesheim 1964. Dansk skovforen.s t. L, 1965 46–124. Torgeir Fryjordet: General-forstamtet 1739–46, Elverum 1968 = Norsk skogbruksmuseum. Særpubl. I. J. G. v. L. in seiner Zeit. Kat. ved Herm. Hebbel, Heinrich-Sohnrey-Schule, Boffzen 1970. Z. Rozsnyay i Forstarchiv LXVII, Hannover 1976 140–45 170–76.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Chr. Nielsen: J.G. v. Langen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293248