Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Christian v. Gram

Oprindelig forfatter PCNie
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Carl Christian v. Gram, Charles Christian v. Gramm, 28.7.1703-25.1.1780, overjægermester. Født i Kbh. (Fr. ref.), død sst. (Holmens), begravet i Hammel k. G. blev 1725 jægermester ved parjorcejagten, 1731 hofjægermester og jægermester for den sjællandske øgruppe og Bornholm, og 1747 blev han udnævnt til overjægermester, dvs. chef for skov- og jagtvæsenet i Danmark og hertugdømmerne.

For at imødegå den af datiden så frygtede træmangel tog G. initiativ til at få sat system i skovdriften. 1761 sendtes otte unge mænd på forstlige studierejser i Frankrig og Tyskland, og på G.s opfordring indkaldtes Johan Georg v. Langen 1763 til at regulere skovbruget i de kgl. skove i Nordsjælland. G. og v. Langen udarbejdede en skovplan der medførte en total ændring af vort skovbrug idet man ved inddeling af skovene i afdelinger og fastsættelse af hugstens størrelse i forhold til vedforråd og træernes vækst, samt ved plantning og såning fik gennemført et stedsevarende skovbrug hvor hugsten ikke måtte overstige tilvæksten. G. gav v. Langen ret frie hænder mht. udarbejdelsen af skovplanerne for de enkelte distrikter, men det var G. der kendte de lokale forhold og havde ansvaret over for regeringen. Bøndernes rettigheder til græsning og hugst i underskoven måtte respekteres, og det var især på disse områder en stor fordel at G. kendte forholdene i de nordsjællandske skove indgående og som forhandlingspartner havde sin bror Fr. C. G. der som amtmand for Frederiksborg og Kronborg amter skulle varetage bøndernes interesser. Planerne for driften af de enkelte distrikter kaldes tilsammen den Langenske forstordning, siden 1964 den Gram-Langenske forstordning, og heri var indbefattet oprettelse af en skovbrugsskole på Jægersborg, v. Langen blev syg i 1770, og G. blev ene om at lede forstordningen som medførte betydelige udgifter til skovkultur, og som bl.a. af den grund blev udsat for skarp kritik. 1776 blev det bestemt at forstordningen skulle udsættes i tyve år, og G. var meget skuffet. 1778 trak han sig tilbage fra forstvæsenet, men fortsatte som jægermester til sin død 1780. 1778 blev D. N. v. Warnstedt som var indkaldt fra Holsten ansat som overforstmester. Der blev nu udarbejdet ny retningslinier for skovdriften i de kgl. skove, men det skal understreges at forudsætningen for at skovene kom på fode var at der var uddannet en stab af dygtige forstmænd under den Gram-Langenske forstordning. G.s betydning ved gennemførelsen af forstordningen er ofte blevet undervurderet fordi det var den dynamiske v. Langens principper for skovdriften der kom til udtryk i skovplanerne. Det er imidlertid sikkert at G.s indsats på det administrative plan og hans kendskab til de lokale forhold har været altafgørende for gennemførelsen af forstordningen. Gennem sin datter Sophie Magdalene Gram (1734-1810) gift med baron Jens Krag-Juel-Vind (1724-76) blev G. stamfar til greverne Frijs til Frijsenborg. – Kammerjunker ca. 1720. Kammerherre 1734. Geheimeråd 1749. Geheimekonferensråd 1763. Hv. R. 1741. L'union parfaite 1752. Bl. R. 1768.

Familie

Forældre: overjægermester Friedrich v. G. (1664-1741) og Henriette Henry de Cheusses (død 1703). Gift 4.3. 1733 på Frijsenborg med komtesse Birgitte Christine Friis, født 22.7.1715, 14.7.1775 i Jægersborg, d. af greve Christian F. til Frijsenborg (1691-1763) og Øllegaard Gersdorff (1687-1734).

Annonce

Ikonografi

Afbildet som barn s.m. moderen på mal. af Justus v. Bentum, 1706. Afbildet som buste på mal. af P. Als, 1762, forestillende C. S. Plessen (Sierhagen i Holsten). Mal. 1769 (Frijsenborg), litograferet 1899 af I. W. Tegner. Tegnet silhouet (Fr.borg). Relief (Hammel k.).

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé III, 1896 358f. Ch. Lutken: Den Langenske forstordning, 1899 især 3-8. E. Laumann Jørgensen og P. Chr. Nielsen: Nordsjællands skove gennem 200 år, 1964 især 27-43. P. Chr. Nielsen i Dansk skovforen.s t., 1965 61-65.

Referér til denne tekst ved at skrive:
P. Chr. Nielsen: Carl Christian v. Gram i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290155