Erhard Møller-Holst, ved dåben Møller Holst, 22.7.1825-22.12.1889, landøkonom. Født i Nyborg, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Efter at have gået i latinskolen i Nykøbing F. blev M.-H. student 1843, dimitteret af faderen. Han tog filosofikum og studerede teologi i nogle år, men helbredshensyn bidrog til at han forlod studiet, og 1849 valgte han at uddanne sig til kulturtekniker. På universitetet havde han tillige fulgt naturvidenskabelige forelæsninger, især med interesse for botanik, og på Vallø fik han derefter praktisk uddannelse i landmåling og engvanding. Han tog landmålereksamen 1850 og fortsatte uddannelsen ved rejser i Danmark og udlandet. Foruden engvanding studerede han dræning som i disse år var begyndt at vinde udbredelse, og som han lærte hos L. Vincent i Regenwalde i Tyskland 1851-52. Gennem henved tyve år drev han praktisk virksomhed som kulturtekniker og blev derved en af foregangsmændene for dræningens indførelse i Danmark. Hans interesser var dog alt andet end begrænsede til en enkelt side af landbruget, og med stor flid og virkelyst tog han fat på nye arbejdsområder. Allerede mens M.-H. opholdt sig i Tyskland havde godsejer E. Tesdorpf med økonomisk støtte af Jonas Collin (1776-1861) arbejdet med planer om et landøkonomisk ugeblad. M.-H. påtog sig opgaven, og med henblik herpå udstrakte han sin rejse til Belgien, Schweiz og Italien. 1853-54 berejste han England og Frankrig, og 1855 begyndte han udgivelsen af vort ældste landbrugsblad Ugeskrift for Landmænd som fra de første år fik en førende plads i det landøkonomiske oplysningsarbejde, dels gennem hans gode forbindelse med det praktiske landbrug og dels gennem hans levende sans for at følge fremskridtsarbejdet også i udlandet. M.-H. redigerede bladet til udgangen af 1873, fra 1866 sammen med J. V. T. Hertel. I fællesskab udgav disse to 1866-74 tillige Dansk Landbotidende der i modsætning til ugeskriftet særlig var skrevet for de mindre landbrugere. Foruden hvad M.-H. skrev i de to tidsskrifter udgav han i disse år bl.a. Bemærkninger om Engvanding, 1853 og Det danske Landbrug og dets Fremtid, 1864. Dertil føjede han en meget flittig oversættervirksomhed som omfattede en halv snes af udlandets mest ansete landøkonomiske skrifter, deriblandt F. Vorländer: Om Kunstenge, 1851, J. Liebig: Chemiske Breve. Ny Samling, 1854, J. A. Stöckhardt: Chemiske Markprædikener I–II, 1853-54, L. Vincent: Veiledning i Draining, 1857 der udvidedes til Vejledning i Rørlægning og Teglrørs-Fabrikation, 1871. Andre oversættelser omhandler agerdyrkning og kvægavl, og en række afhandlinger bl.a. af Liebig samlede han i Agriculturchemiske Meddelelser I–II, 1855-56. Ved siden af ugeskriftets oprettelse blev hans største litterære bedrift dog den seks bind store Landbrugs-Ordbog for den praktiske Landmand, 1877-83 som under hans omhyggelige redaktion blev af største værdi for samtiden og i det hele et fremragende værk i den danske landbrugslitteratur. I begyndelsen af 70erne begyndte M.-H. et nyt foretagende, som for ham selv snart blev hovedvirksomheden og for dansk som også for andre landes landbrug blev et værdifuldt pionerarbejde. 1869 fremlagde han en plan til reformering af landbrugets indkøb af markfrø der da foregik under højst usikre former, og 1871 oprettede han Dansk markfrøkontrol som 1878 fik navnet Dansk frøkontrol (1916 Statsfrøkontrollen). Ideen var M.-H.s egen, og arbejdsmetoderne til kontrollering af frøets ægthed, renhed og spireevne var hovedsagelig også hans eget værk, men han havde dog, inden virksomheden begyndte, haft lejlighed til at hente erfaringer fra den første frøkontrol som af Fr. Nobbe var oprettet 1869 i Tharandt i Sachsen. Trods mistillid, modstand og økonomiske vanskeligheder drev M.-H. med bistand af sin hustru for egen regning og ved et uegennyttigt, ihærdigt arbejde frøkontrollen frem til anerkendelse. Han fik videnskabelig botanisk medhjælp 1875 og opnåede fra 1882 at få økonomisk støtte fra landhusholdningsselskabet og fra 1884 af staten som efter hans død overtog frøkontrollen 1891. Hans litterære arbejde var også i denne periode af stort omfang og blev navnlig publiceret som en række både i botanisk og i praktisk henseende værdifulde tidsskriftafhandlinger om korn, frø og frøkontrol. Også for frøavlen virkede M.-H., og på hans initiativ stiftedes 1876 Foreningen for indenlandsk frøavl, hvis sekretær han var til 1880 da den udvidedes under navn af Foreningen til kulturplanternes forbedring, og han udrettede herigennem et grundlæggende arbejde til organisering af fremskridtsbestræbelserne i den danske planteavl. 1869 tog han initiativet til oprettelsen af Fond til landmænds uddannelse hvis ulønnede sekretær han var til 1888, og lige så hjælpsomt tog han del i arbejdet i understøttelsesforening, folkebibliotek, søndagsskole og husflidsforening. M.-H.s styrke var ikke en ypperlig begavelse, men han havde idérigdom og en utrættelig virkelyst. Under forhandlinger kunne han mangle klarhed i fremstillingen af sine ideer der undertiden ikke fik den tilslutning og anerkendelse de fortjente, men han havde evnen til at finde nye frugtbare arbejdsområder, og han arbejdede for sine planer med en ihærdig personlig offervilje der til slut skabte de praktiske resultater.

Familie

Forældre: adjunkt, senere sognepræst, sidst i Magleby og Holtug, konsistorialråd Christen M. H. (1798-1862) og Elise Marie Borch (1800-66). Gift 1. gang 12.1.1857 i Magleby, Stevns, med Gjertrud Johanne Holst, født 4.10.1824 i Horsens, død 31.10.1865 på Frbg., d. af adjunkt i Horsens, senere sognepræst i Slemminge Otto H. (1786-1833) og Ingeborg Kirstine Hansen (1796-1857). Gift 2. gang 13.6.1867 i Slemminge med Elise Marie Winther, født 6.11.1837 i Slemminge, død 15.4.1921 på Frbg., d. af sognepræst Frederik W. (1809-81) og Ida Vilhelmine Gesner (1809-88).

Ikonografi

Træsnit 1881 og træsnit efter dette 1882. Træsnit af H. P. Hansen. Foto.

Bibliografi

Slægtstavler over den jyske slægt Borch, ny udg. 1949. J. Chr. Bay i Medd. fra den botaniske foren. II, 1887– 91 188f. Berl. tid. 22.12.1889. Ugeskr. for landmænd XXXV, 1890 3-7; LV, 1910 503-08. Tidsskr. for landøkonomi, 1890 26f. Tidskr. for landtmän, Lund s.å. 71f. O. Rostrup: Dansk frøkontrol 1871-96, 1896. K. Dorph-Petersen: Statsfrøkontrollen 1871-1921, 1921. Samme i Naturens verden, 1921 471f. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 734-37; II, s.å. 304-08 (bibliografi).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig