Adolph Lacoppidan, Hans Johan Georg Adolph Lacoppidan, 4.9.1811-12.1.1885, landøkonom. Født i Svendborg, død på Frbg., begravet i Åstrup, Falster. L. tog farmaceutisk eksamen 1831 og var derefter i nogle år medhjælper ved apoteker i Slesvig og Holsten og 1834–38 amanuensis ved det kemiske laboratorium under G. Forchhammer, samtidig med at han virkede som manuduktør i kemi. Trang til selvstændig virksomhed førte ham til landbruget, og efter to års uddannelse ved praktisk landbrug købte han 1840 gården Fjederholt syd for Herning. Han drev den i fire år under vanskelige forhold og købte derefter Ubberupgård ved Kalundborg som han ejede til 1855. Hans hovedvirksomhed blev dog ikke landmands-, men landbrugslærergerningen. Allerede på Ubberupgård havde han haft landvæsenselever, og 1856–79 var han overlærer ved Den Classenske agerbrugsskole på Næsgård. Til lærergerningen var han fortrinlig egnet. Hans grundige teoretiske kundskaber og praktiske erfaring, hans lyse forstand og livlige sind skaffede ham stor indflydelse både på eleverne og de landmænd som han kom i berøring med. I væsentlig grad bidrog han til at styrke skolens anseelse, og han fornyede undervisningsformen. På landhusholdningsselskabets opfordring skrev han en Agerdyrkningslære der udkom 1860, og som med sin store udbredelse (16 000 ekspl.) og mange oplag (6. opl. 1883) kom til at indtage en særlig fremtrædende stilling i tidens landbrugs-litteratur. Den var i lange tider det mest læste danske landbrugsskrift og blev af megen værdi for alle klasser af landmænd, selv om den særlig var beregnet for de mindre jordbrugere. Både i England og Sverige udkom den i oversættelse. L.s fortrin som landbrugsforfatter skyldtes for en væsentlig del hans kemiske uddannelse der gjorde det muligt for ham at formidle de store fremskridt i agrikulturkemien som bl.a. ved Justus von Liebigs arbejde havde fundet sted omkring midten af århundredet.

Familie

Forældre: apoteker Carl Adolph L. (1764–1843) og Elisabeth Juliane Marie Toftegaard (1775–1860). Gift 14.2.1840 i Tjæreby ved Skælskør med Karen (Caritta) Mathea Sophie Friederichsen, født 4.6.1814 i Espe, død 27.6.1901 på Frbg., d. af proprietær Knud Frederik F. til Skovsgård (1784–1822) og Elisabeth Mette Cathrine Hald (1788–1869).

Udnævnelser

R. 1869.

Ikonografi

Træsnit 1881, efter dette træsnit 1885. Tegn. af Wenzel Tornøe og mal. af samme, 1882. Foto.

Bibliografi

[F. Hansen Møller:] Stamtvl. over familien Lacoppidan, 1914 22f. Ugeskr. for landmænd 6.r.IX, 1885 54–56. [Helm. Krarup:] Gamle minder el. det Hammerum herred som forsvinder, 1889–91 152f. Harald Jørgensen og Fr. Skrubbeltrang: Det Classenske fideikommis, 1942 553–63.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig