M. Ahlmann, Malthe Sehested Hoff Ahlmann, 14.12.1844-12.7.1902, landmand. Født på Langholt ved Nørresundby, død sst., begravet i Horsens, Vendsyssel. Faderen der var købmandssøn fra Gråsten købte 1840 hovedgården Langholt med tilhørende gods. Efter at have gået i Ålborg latinskole og taget præliminæreksamen fra Sorø akademi kom A. til landvæsenet som han bl.a. lærte hos proprietær C. F. Carøe til Skærvad. 1868 overtog han forpagtningen af Striben som han ved faderens død 1884 arvede tillige med den anselige ejendom Langholt. A. havde et medfødt sundt blik for bedømmelse af husdyr og en klar fornemmelse af avlens ledelse. I løbet af få år havde han navn som en fremragende opdrætter af jyske heste og jysk malkekvæg. Allerede 1883 grundlagde han på Striben et stutteri af svære jyske heste hvorfra der udgik en række fortrinlige avlsdyr og nogle af de højest betalte hingste i Jylland. Ikke mindre anerkendt var A. som opdrætter af sortbroget jysk malkekvæg og Langholt-stammen regnedes blandt halvøens fineste. A. hjemførte derfor en mængde præmier fra dyrskuer og landmandsforsamlinger. Desuden interesserede han sig for mosekultur og plantning. A.s ejendomme besøgtes af en mængde interesserede danske og fremmede landmænd, og sammen med sin søster udfoldede han en storstilet gæstfrihed på Langholt. A. havde talrige tillidshverv. Fra 1888 til sin død var han formand for Ålborg amts landboforening, landets største landøkonomiske lokalforening, 1889–1902 medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelse. I foreningen af jyske landboforeninger var han medlem af bestyrelsen 1893–1902, 1. næstformand 1900–01, 2. næstformand 1898–1900 og 1901–02, medlem af husmandsudvalget 1892–1902. Fra 1898 til sin død var han medlem af statens planteavlsudvalg som repræsentant for de samvirkende danske landboforeninger, fra 1899 medlem af fællesudvalget for mosedyrkning; han var medstifter af agrarforeningen og i flere år medlem af dens overbestyrelse, 1898–1902 medlem af Ålborg amtsråd. 1892–1902 var han formand for Horsens-Hammer sogneråd, 1897–98 medlem af landstinget, hvor han tilhørte højre. Han var desuden medlem af adskillige regeringskommissioner bl. a. vedrørende told- og husdyrlovgivning. A. var først og fremmest den dygtige praktiker og gode samfundsborger, men han besad desuden betydelig almenmenneskelig dannelse og havde sans for åndelige spørgsmål.

Familie

Forældre: godsejer Nis Peter A. (1812–84) og Abel Johanne Christine v. Hoff (1814–85). Ugift.

Udnævnelser

R. 1892. D.M. 1896.

Ikonografi

Ålborg amts landboforening og andre venner rejste 1907 et af N. Hansen-Jacobsen modelleret mindesmærke med portrætfigur af A. ved Langholt. Blyantstegning af Vilh. Tetens ca. 1905 (Langholt). Foto.

Bibliografi

Aftenposten 5.8.1911. Ålborg tid. 12.7.1902. Ugeskr. f. landmænd s.å. 325–26. Nørresundby folkebl. 20.12.1905. Ugebl. f. Ålborg amts landboforen. 2.8.1907. Hippologisk t. 1930, nr. 15 og 16.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig