Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lars Jørgensen

Oprindelig forfatter AkMil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Lars Jørgensen, 28.1.1792-12.9.1849, landmand. Født i Udlejre, Ølstykke sg, død sst., begravet i Ølstykke. Den opvakte dreng fik en god undervisning og kom på Jonstrup seminarium, hvorfra han dimitteredes 1814. Han begyndte at undervise, men opgav det for at tage del i arbejdet på faderens gård som han bestyrede fra 1818 og overtog 1825. J. var en for sin tid sjældent oplyst og energisk bonde som derfor også snart fik adskillige lokale tillidshverv. Han var bl.a. sognefoged og lægdsmand, medlem af og seks år formand for sogneforstanderskabet for Ølstykke sogn. Ved Christian VIIIs tronbestigelse 1839 var han medlem af en lykønskningsdeputation fra Fr. borg amt, og han havde forfattet en adresse der overraktes kongen, og i hvilken der udtaltes ønsket om indførelsen af almindelig værnepligt. J. tog dog ikke videre aktiv del i 1840ernes bondebevægelse. For sin egn var han en foregangsmand ved indførelse af bedre driftsplan, hævdelsen af markfreden, rodfrugtdyrkning, træplantning og anvendelse af nye redskaber, og på hans initiativ oprettedes 1834 en landøkonomisk forening der bestod, til Fr.borg amts landboforening stiftedes 1843. Han fik oprettet en lånebogsamling og gjorde sig fortjent ved indsamling af oldsager.

Familie

Forældre: gårdejer Jørgen Andreasen (1760–1819) og Karen Olsdatter (1758–1832). Gift 7.9.1822 i Snodstrup med Johanne Margarethe Sørensdatter, født 6.9.1801 i Lille Rørbæk, død 30.4.1864 i Udlejre, d. af gårdejer Søren Andersen (ca. 1747–1822, gift 1. gang 1778 med Johanne Nielsdatter, ca. 1724–97, gift 1. gang med N. N.) og Ellen Larsdatter (ca. 1769–1825).

Bibliografi

Selmers nekrologiske saml. II, 1852 442–45. D. E. Rugaard: Fremragende da. bønder, 1871 160–66. Helge Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere, 1960 307f.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Milthers: Lars Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292399