Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.H. Winkel

Oprindelig forfatter AkMil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.H. Winkel, Janus Henrik Winkel, 26.5.1844-23.2.1933, landmand. Født på Dybvad i Vendsyssel, død i Hellerup, begravet sst. W. lærte landbrug på Brattingsborg og Sallerup-gård, studerede 1864-65 på landbohøjskolen og tog 1. del af landbrugseksamen, men afbrød på grund af en øjensygdom studiet og vendte tilbage til det praktiske landbrug. Han var forvalter på Tyrrestrup ved Horsens 1868, forpagter af Aunsbjerg ved Kjellerup 1869-83 og af Dybvad hovedgård 1881-95. I foreningslivet tog han megen del, var medlem af bestyrelsen for Silkeborg-Lysgård landboforening 1872-81, formand for Hjørring amts landboforening 1882-87, for Højrelandboforeningen Vendsyssel 1887-95 og dommer ved talrige udstillinger. W. var en kundskabsrig mand, levende interesseret i landbrugets tekniske og økonomiske udvikling og beskæftigede sig bl.a. med problemerne vedrørende mejeribruget og malkekvæget, specielt fodringen. Han var desuden en stadig fortaler for landbruget i erhvervspolitisk henseende, ofte med selvstændige synspunkter. Allerede fra 1876 bistod han N. J. Fjord ved forsøgsvirksomheden og havde på Aunsbjerg navnlig forsøg med svindet i ishuse. Et vigtigt bidrag til udviklingen af husdyrforsøgene og den praktiske fodringslære har han givet som ophavsmand til foderenheden der senere blev til den almindeligt anvendte skandinaviske foderenhed. Den er første gang anvendt i en af W.s årlige oversigter over mejeribruget i Tidsskrift for Landøkonomi (4.r.XIV, 1880). Efter Fjords død var W. på tale som afløser ved ledelsen af forsøgslaboratoriet. I hans skribentvirksomhed, især i Tidsskrift for Landøkonomi og Ugeskrift for Landmænd, kom efterhånden økonomiske problemer i forgrunden, og 1892 gav han i skriftet Landbrugets Benyttelse af Produktpriserne Aarrcekken 1872-1890 en på et udførligt statistisk materiale bygget redegørelse for konjunkturernes indflydelse på den omlægning der i disse år fandt sted i landbrugets produktion. 1896 flyttede W. til Kbh. og knyttedes til statens statistiske bureau, senere det statistiske departement hvor han medvirkede ved det landbrugsstatistiske arbejde til 1926. 1897 blev han sekretær for Det danske landbrugs toldbeskyttel-sesforening der var stiftet s.å., og han blev tillige statistisk medhjælper ved den af regeringen 1899 nedsatte landbrugstoldkommission. I forbindelse med dette arbejde udgav han Landbrugstold ude og hjemme, 1899 og Hvorfor og hvorledes kræver Landbruget Toldbeskyttelse?, 1901.

Familie

Forældre: godsejer, cand.jur. Adolph Nicolai W. (1809-85) og Oline Hansine Roulund (1824-1900). Gift 9.11.1877 i Kbh. (Trin.) med Mette Marie Jespersen, født 23.5.1844 i Viborg, død 7.11.1929 i Hellerup, d. af prokurator, senere herredsfoged, etatsråd C. M. J. (1809-73) og Frederikke W. L. Stockfleth (1817-45). – Bror til R. W. W. og Søren W.

Udnævnelser

R. 1888.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Ved Hjørring amts landboforen.s 50 års jubelfest 1895, red. V. Carlsen m.fl., 1895 76. Medlemsbl. for landbo-foren. "Vendsyssel" VIII, 1895 3117f. Thomas Larsen: En gennembrudstid II, 1922. Ugeskr. for landmænd LXXII, 1927 71 lf; LXXVIII, 1933 138f. Holger Ærsøe: Husdyrbrugsforsøgsvirksomheden i Danm. 1882-1942, 1943 = Beretn. fra forsøgslaboratoriet CC 103. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Milthers: J.H. Winkel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299411