Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hanne Nielsen

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hanne Nielsen, Johanne (Hanne) Ane Margrethe Nielsen, 11.9.1829-15.6.1903, smør- og osteproducent. Født i Øverød, Søllerød sg, død på Havarthigård, begravet i Søllerød. N. udgik ligesom sin mand fra velstillede selvejerbondefamilier i Søllerød. Hun var i hjemmet til sit giftermål som 19-årig, gjorde sig i skolen bemærket ved lærenemhed og forsøgte sig som ung pige med silkeormeavl ved plantning af morbærtræer ved gården. Hans Nielsen havde året før ægteskabet overtaget sin fødegård på godt 50 ha som han drev betydeligt frem, udvidede til 65 ha 1871 og på hvis jorder han anlagde et teglværk som han drev med stor økonomisk gevinst. Han tog ligeledes aktiv del i det lokale kommunale liv. Det var dog N. der gjorde gårdens navn kendt over hele landet gennem den mejeri- og særlig osteproduktion hun iværksatte. Indtil 1853 blev mælken fra gårdens besætning bortsolgt, men hun købte da mælkeproduktionen af manden og drev fra da af og til sin død mejeriet som en i økonomisk henseende adskilt forretning. Det var først og fremmest ostefremstillingen der skabte hendes ry. Hun begyndte med at fremstille norsk myseost, men efterhånden optog hun produktionen af en lang række europæiske ostetyper. Selv skabte hun Chr. IX osten, mens den senere Havarti ikke har baggrund i hendes ostefremstilling. I begyndelsen støttede hun sig til B. S. Jørgensen, men fra ca. 1860 samarbejdede hun med Th. R. Segelcke. Han stod i nær kontakt med Havarthigård og sørgede for at N. ved rejser – 1861 og 1862 herhjemme, og fra 1865 gentagne gange i udlandet -dels kunne præsentere sine produkter på udstillinger, dels kunne sætte sig ind i andre landes osteproduktion og -teknik. 1861-66 ombyggedes Havarthigård og nyindrettedes med hensyntagen til N.s virksomhed, og 1869-70 erstattede hun bøttesystemet med is- og vandmejeri. N.s osteproduktion opnåede snart stort ry i ind- og udland og vandt mange præmier. 1870 fik hun en anmodning fra hoffet om at levere ost og 1875 fik hun tilladelse til at bruge titlen hofleverandørinde. Ved sit sølvbryllup 1873 fik hun overrakt landhusholdningsselskabets store sølvbæger. I begyndelsen af 1875 åbnede hun sit eget udsalg i Industriforeningens bygning, senere flyttet til Jernbanegade. Her forhandlede hun til sin død en række hjemlige og udenlandske ostetyper, mens den beskedne smørproduktion afsattes i Holte foruden en fast leverance til hoffet. Havarthigård blev snart et søgt lærested. N. havde omkring 1000 elever, både kvindelige og mandlige. Hun var en streng og krævende læremester, og eleverne, ofte 10-15 ad gangen var ikke blot beskæftiget ved smør- og ostefremstillingen, men deltog i alt forefaldende arbejde indendørs på gården. N. var selv i mejeriet fra tidlig morgen, også i de seneste år hvor en pinefuld gigtsygdom gjorde det vanskeligt for hende at bevæge sig. Hun arbejdede hjemme til middagstid, hvor hun rejste til byen, ofte selv medbringende sine produkter. Her passede hun så sit udsalg til sent på eftermiddagen. N. var medlem af landhusholdningsselskabet og holdt adskillige foredrag om mejerispørgsmål, fx i Københavns amts landboforening. Trods manglende sprogkundskaber havde hun stort udbytte af sine rejser til udlandet, idet hun ved nøje iagttagelse lærte sig at eftergøre de kendteste ostetyper med stort held. Hun fastholdt gennem hele livet i optræden og påklædning sit udgangspunkt som gårdmandskone fra 1800-tallets midte. Overfor omgivelserne virkede hun indesluttet, med alderen barsk og præget af en ikke uforklarlig selvfølelse. Hun slækkede ingensinde på sin faglige ærgerrighed og forbandt denne med økonomisk målrettet energi og dygtighed. -Ved sin død stod hun som repræsentant for en svunden epoke. Omlægningen af dansk mejeribrug i 1880erne betød at N. som idealtype på den danske gårdmandskone og Havarthigård som forbillede for tilsvarende bedrifter ikke længere var aktuel. Heller ikke hendes indsats på osteproduktionens område kom til at sætte sig spor umiddelbart, idet mejeribruget næsten udelukkende satsede på smørfremstilling til det engelske marked. Frem til ca. 1880 stod N. imidlertid som det store forbillede, fremhævet af fagfolk, hyppigt omtalt og besøgt og betydningsfuld som læremester. Her var hendes indsats, gennem hendes høje faglige krav til eleverne, af blivende betydning for de følgende generationer af mejersker og mejerister. Uden selv at have nogen tilknytning til bevægelsen for kvindens frigørelse kom N. i sin samtid og i eftertiden til at stå som en markant kvindehistorisk pioner ved sin både fagligt og økonomisk selvstændige indsats i omlægningen af dansk landbrug.

Familie

Forældre: gårdejer Jacob Didriksen (1788-1861) og Ane Christine Andersen (1803-56). Gift 11.9.1848 i Søllerød med gårdejer Hans N., født 25.5.1822 på Havarthigård, død 30.5. 1902 sst., s. af gårdejer Niels Hansen (1779-1853) og Dorthea Olsen (1793-1853).

Ikonografi

Mal. af Ludovica Thornam. To træsnit, det ene 1880. Foto.

Annonce

Bibliografi

Ugeskr. for landmænd 5.r.I, 1876 645-51. H. Appel i Mælkeritid. XVI, 1903 489-95. J. J. Hansen sst. 1929 759-61. Anders Kjellerup sst. 1937 1104-07. B. Bøggild: Mælkeribruget i Danm., 3. udg. 1907 22-26. Siliam Bjerre i Tidsskr. for da. folkeoplysn. IV, 1931 126-34 233-42. Kvinden i Danm., red. Lisbet Hindsgaul og Kate Fieron, 1942 336-39. Hans Ellekilde i Søllerødbogen 1945 86-115 (optr. i Slægtsgården, 1946 nr. 22-24). Nordeuropæisk mejeri t. XLIV, 1978 283-89 (m. eng. og ty. tekst).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Hanne Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294983