H. P. Heide, Hans Peter Heide, 26.2.1811-3.5.1895, landmand. Født i Hier, Broager sg, død i Kbh., begravet i Hatting. H. lærte landvæsen på et par gårde i Sønderjylland, kom 1832 til Holsteinborg og senere til Mogenstrup ved Næstved som forvalter, bestyrede et stort brændevinsbrænderi og ølbryggeri, til han 1836 kom til Knivholt ved Frederikshavn hvor han anlagde og drev et teglværk indtil 1840, da han forpagtede teglværket på Bygholm ved Horsens. Her boede han til 1876 da han flyttede til Rådved Kærsgård (ved Horsens) som han ejede 1858–85. Han flyttede derefter til Horsens og 1893 til Frbg. – H. var en dygtig praktiker med sans for videnskabens betydning for landbruget og med mod til at føre an i det landøkonomiske fremskridt. En række artikler i Ugeskrift for Landmænd bærer vidnesbyrd om hans vidtspændende interesser. Sin største betydning fik han inden for det landøkonomiske foreningsliv hvor han i 1860erne og 70erne spillede en afgørende rolle. Han var medstifter af Sorø amts landboforening der senere gjorde ham til æresmedlem, og han havde en væsentlig andel i oprettelsen af Horsens landbrugsforening 1862 som han var formand for 1862–76, men navnlig bidrog han mere end nogen anden til dannelsen af Foreningen af jydske landboforeninger 1872 som var den første sammenslutning af landboforeningerne inden for en landsdel. Han blev da også foreningens første formand 1872–74 og 1875–76 og æresmedlem 1879. Han havde da været med i ledelsen af flere af landmandsforsamlingerne og også her været med til at skabe en nyordning (Horsens 1861), og ligeledes som medlem af landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd 1872–87 viste han sin organisatoriske dygtighed. En mængde andre offentlige, særlig landøkonomiske, hverv blev ham betroet, og bl.a. var han en kort tid (konservativt) medlem af folketinget for Bjerrekredsen (1864–65).

Familie

Forældre: teglværksejer Claus H. (ca. 1777–1837) og Cecilie Petersen (1778–1853). Gift 1. gang 1.12.1841 i Frederikshavn med Sophie Dorthea Antoinette Hygom, født 21.2.1822 i Hals, død 13.1.1858 i Hatting, d. af lotterikollektør, fh. apoteker i Hjørring Jacob Christian H. (1788–1882) og Louise Marie Gehrken (ca. 1793–1878). Gift 2. gang 18.8.1860 med Christiane (Jane) Adelaide Hygom, født 19.5.1829 i Frederikshavn, død 21.12.1925 i Charlottenlund, søster til 1. hustru.

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1872.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Landbrug og landmænd i Danm., udg. M. Galschiøt, 1888 131f. Horsens avis 4.5.1895. Ugeskr. for landmænd, s.å. 233f. Foren, af jydske landboforeninger 1872–1922, red. J. K. Haugaard, 1926 42–54. V. Elberling: Rigsdagens medlemmer gennem 100 år I, 1949 211.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig