Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Fabricius

Oprindelig forfatter EHP
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Fabricius, Hartvig Peter Christian Fabricius, 17.9.1887-14.8.1972, forpagter, organisationspolitiker. Født på Søholm i Køng sg., Præstø, død i Gentofte, begravet Præstø kgd. Efter studentereksamen fra Herlufsholm 1905 indledte F. den da nærmest klassiske videreuddannelse for sønner fra det store hartkorn: han blev elev og forvalter på større gårde, fik militæruddannelse (sekondløjtnant i fodfolket 1911) og kom på landbohøjskolen hvorfra han 1914 blev landbrugskandidat. Tre år senere købte han den 100 tdr. land store Nygård uden for Præstø, og i årene 1923-55 var han forpagter af Nysø gods' avlsgård, 1939-47 tillige af Jungshoved avlsgård. Fra første færd tog F. aktivt del i landbrugets organisationsvirksomhed, var medlem af bestyrelsen for Sydsjællands landboforening 1921-30 og af overbestyrelsen for De samvirkende danske sukkerroedyrkerforeninger 1924-37. Det var dog den stærke landbrugeruro i 1930ernes begyndelse der førte den standsbevidste og noget stejle forpagterskikkelse frem til de ledende poster: formand for Præstø amts afdeling i oprørsorganisationen Danske landbrugeres kødforsyning 1934-65 og landsorganisationens formand 1937-65. Hermed var vejen banet for medlemskabet af hel- og halvofficielle reguleringsorganer som landbrugsministeriets kvæg- og kødudvalg 1936-50 og okseeksport 1950-65. Da Centralforeningen af tolvmandsforeninger i 1942 skulle vælge ny formand kom F. via et landsmandat ind i organisationens bestyrelse og blev straks valgt til ny formand, en post han beklædte i 10 år. I hans formandsperiode opnåede tolvmandsforeningerne at blive officielt accepteret som det større landbrugs interesseorganisation, symboliseret ved at man fra 1953 fik del i uddelingen af fondsmidler fra forskellige eksportafgifts-ordninger. Tro mod sit patriarkalske erfaringsgrundlag kunne han virke ikke så lidt autoritær i sin ledelsesform, men over for synspunkter han opfattede som konstruktive kunne han være meget lydhør. I de senere år helligede han sig opgaver som medlem af landbrugsrådet 1961-66 og medlem af hedeselskabets repræsentantskab 1947-72.

Familie

Forældre: forpagter Lars Frederik (Fritz) Vilhelm F. (1845-1919) og Anna Rasmine Marie Thiset (1860-1923). Gift 30.10.1914 i Præstø med Ellen Andrea Jensen, født 9.4.1890 i Præstø, død 11.7.1965 i Næstved, d. af boghandler Andreas Johan J. (1861-1938) og Lise Amalie Franzen (1869-1932).

Udnævnelser

R. 1947. R1 1955.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. Ax. Hansen i Tolvmandsbl., 1972 478f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Helmer Pedersen: H. Fabricius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289317