Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Dorph-Petersen

Oprindelig forfatter AChr
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H. Dorph-Petersen, Peter Henning Dorph-Petersen, 5.4.1844-17.1.1918, landmand. Født på Barfredshøj, Rerslev sg., Kbh.s amt, død i Århus, begravet i Rerslev ved Tåstrup. D.-P. blev student 1862 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og 1868 cand.polyt. 1868-69 var han ingeniør ved Det danske hedeselskab, juni-dec. 1869 ingeniør på Knuthenborg. 1870 lærte han landvæsen og blev 1871 forpagter, 1887 ejer af fædrenegården Barfredshøj som han opgav 1899. I denne periode tog han del i drøftelse af tidens landøkonomiske spørgsmål hvortil hans livlige ånd og alsidige kundskaber gjorde ham udmærket egnet. Han var medlem af bestyrelsen for Kbh.s amts landboforening, 1887-1900 amtsrepræsentant i kreaturforsikringsselskabet Kustos, 1888-1900 tillige revisor. Han havde særlig interesse for kvægbruget, fik en del præmier på dyrskuer, var en række år medlem af statstyreskuekommissionen og ydede dygtige bidrag til belysning af avls- og fodringsspørgsmål i en mængde velskrevne artikler i Ugeskrift for Landmænd, Landmandsbladet, Nationaltidende p.fl. blade. Sammen med forstander R. J. Petersen-Brørup udgav han festskriftet De danske Landmandsforsamlinger i det 19. Aarhundrede, 1900; i Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1893 skrev han en større afhandling Om Forholdstalvalgmaaden, skrev desuden talrige artikler i Salmonsens konversationsleksikon o.a.st. 1900-17 var han direktør for kreaturforsikringsforeningen Kustos og boede i Århus.

Familie

Forældre: godsejer Carl Frederik August Petersen (1813-86) og Charlotte Margrethe Dorph (1814-95). Gift 1. gang 30.5.1871 i Kristiania (Trefoldighedsk.) med Johanne Jone Antonie Hielm Berg, født 25.11.1840 på Bråten gård, Hjeløen i Kristiania fjord, død 19.1.1884 på Barfredshøj, d. af fængselsdirektør, overretsprokurator, cand.teol, og jur. Nils B. (1809-46) og Børgine Nilsine Hielm (1810-60). Gift 2. gang 7.12.1888 i Kristiania (Gl. Aker k.) med Karen Marie Nikoline Coucheron, født 5.6.1862 i Tromsø, død 16.2.1933 i Kbh., d. af skoledirektør, cand.teol. og phil. Peter Jacob Barthold C. (1828-1912, gift 2. gang 1877 med Cathrine Marie Konow, f. Smit, 1841-1917, enke efter konsul, købmand Francis K., 1838– 75) og Laura Nikoline Marie (Nina) Falsen (1843-68). – Far til K. D.-P. Bror til J. F. S. D.-P.

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Ugeskrift for Landmænd 1918.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anton Christensen: H. Dorph-Petersen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288908