Chr. F. Jensen, Christian Frederik Jensen, 9.10.1833-11.2.1891, landmand. Født i Vejishus ved Odder, død på Rodstenseje, begravet i Odder. J. lærte først forstvæsen, men gik over til landbruget og var underforvalter på Tjele. Fra sit 19. til sit 22. år bestyrede han moderens gård i Saksild og var derefter forvalter på Ørslev kloster, Gl. Estrup og Rodstenseje. 1865 blev han medejer af Holmgård i Viborg amt og boede her, til han 1869 forpagtede Rodstenseje ved Odder. Holmgård solgtes 1875. På Holmgård havde han begyndt med tillæg af rent jysk malkekvæg, og han fortsatte med held dette arbejde på Rodstenseje og oparbejdede her en god stamme af jysk malkekvæg. 1871 begyndte han desuden tillæg af korthornskvæg. Stamdyrene var købt i Skotland. På Ribe-Tønder egnen købte han nogle udprægede køer af Ballumracen og foretog krydsning med korthornstyre og Ballumkøer med et meget godt resultat. Rodstenseje blev et af forsøgsstederne for landhusholdningsselskabets hvede- og maltbygudvalg som J. var medlem af, og desuden blev der af broderen J. L. Jensen i stort omfang foretaget forsøg over bekæmpelse af plantesygdomme. Rodstenseje var et meget kendt og søgt lærested. J. havde en udpræget evne til at vejlede de unge landvæsens-lærlinge. Han var typen på de store landbrugere der førte an i første fase af landbrugets omlægning i sidste tredjedel af forrige århundrede.

Familie

Forældre: skovrider Jens J. (1797–1845) og Karen Rasmussen (1801–68). Gift 16.3.1866 i Vedslet med Ane Marie Christensen, født 17.5.1838 i Vedslet, død 1.10.1916 i Kbh., d. af gårdejer, kreaturhandler Christen Madsen (1812–77) og Maren Poulsdatter (1818–65). -Bror til J. L. J. (1836–1904).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Landbrug og landmænd i Danm., udg. M. Galschiøt, 1888 291f. Ugeskr. for landmænd, 1891,1 114.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig