Arnold Branth, Hans Jacob Arnold Christopher Branth, 7.8.1810-27.5.1891, landmand. Født i Sölfeld ved Altona, død på Klarupgård, Klarup sg., Ålborg amt, begravet i Klarup. Ved faderens død flyttede moderen til Kbh. hvor B. 1828 blev student, privat dimitteret, og 1834 juridisk kandidat. 1836 blev han kvartermester ved 3. jyske infanteriregiment i Ålborg men fik sin afsked ved hærreduktionen 1842 og købte s. å. Høstemark ved Ålborg som han ejede til 1856. 1849 blev han medejer og 1858 eneejer af Klarupgård gods hvortil han flyttede, og hvor han boede resten af sit liv, 1873 ejer af Sønder Elkær der s.å. blev forpagtet og 1882 overtaget af sønnen Harald B. På Klarupgård udfoldede B. en stor og på den tid i Jylland enestående virksomhed med dræning, jordernes forbedring og godsets arrondering idet han også sørgede for at godsets bøndergårde fik deres tilliggende samlet. Han oparbejdede en fortrinlig, jysk, gråbroget kvægstamme samt søgte at danne en stamme af sorte, jyske heste. Fra 1854 var han dommer ved landmandsforsamlingernes hesteudstillinger og tog ivrig del i de offentlige diskussioner om hesteavl; han var en energisk talsmand for den jyske landhest idet han hørte til den ældre landmandsgeneration som med dygtighed tilegnede sig V. F. A. Proschs lære om de rene racer i husdyravlen. 1858 blev han landvæsenskommissær, desuden var han stutterikommissær og forestod hingsteskuerne i Jyllands fire nordlige amter. B. var 1875–76 medlem af bestyrelsen for Foreningen af jyske landboforeninger, 1875–77 af stambogsudvalget og 1882–85 af husdyrbrugsudvalget. 1844 var han med til at stifte Ålborg amts landboforening hvis formand han var 1852–64; han virkede for udviklingen af denne forening der senere under sønnen Harald B.s formandstid blev landets største landboforening, og som 1888 udnævnte B. til æresmedlem. – Overkrigskommissær 1842. Etatsråd 1883.

Familie

Forældre: bogholder og kontrollør ved Hoherdam kobber- og messingværk, senere direktør sst. og møntmester i Altona, kammerråd Cajus B. (1780–1819) og Elise Emilie Stockfleth (1784–1841). -28.4.1835 på Frbg. med Euphrosyne Caroline Kalko, født 30.8.1814 sst., død 4.9.1890 på Klarupgård, d. af slagtermester, oldermand for slagterlavet Jens Peter Hilarius (Larius) K. (1775–1831) og Sidse Cathrine Höffner (1771–1835).- Far til Harald B.

Udnævnelser

R. 1889.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll og H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske slægter II, 1911 66f. Ugeskr. for landmænd, 1891,1, 31 If. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig