Niels K. Dyrbye, Niels Kristian Dyrbye, 1.3.1895-18.10.1977, landbrugsskoleforstander. Født i Fårup, død i Hellerup, begravet på Sorgenfri kgd. Efter praktisk uddannelse ved landbruget og ophold på høj- og landbrugsskole blev D. landbrugskandidat 1921. 1921-22 var han assistent ved Statens grundforbedringsvæsen, og derefter 1922-31 lærer ved Korinth landbrugsskole, 1931-39 ved Sydsjællands landbrugsskole. 1930 var han blevet konsulent for Danmarks jerseyforening, og i de følgende år ydede han her en stor indsats for at fremme avlsarbejdet og øge rentabiliteten af kvægholdet. 1939 opgav han skolearbejdet for at hellige sig konsulentvirksomheden, men allerede n.å. blev han forstander for Lyngby landboskole. Under D. udvidedes og moderniseredes skolen, og 1957-58 flyttedes den til Hillerød. Han gjorde sig snart bemærket som en dygtig skoleleder, og 1948-66 var han formand for Foreningen af danske landbrugslærere. D. arbejdede på denne post for at modernisere landbrugsuddannelsen og forbedre støttemulighederne til skolerne og eleverne. 1948-54 var D. formand for Danmarks jerseyforening og han har gennem årene udfoldet en betydelig skribentvirksomhed i fagpressen. 1963 trak han sig tilbage fra forstanderposten, og 1969 udsendte han Den danske landbrugsskole 100 år, en historisk skildring af landbrugsundervisningen i Danmark.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Dyrby(e) Nielsen (1849-1930) og Maren Kollerup Christensen (1854-1923). Gift 17.4.1924 på Frbg. (Skt. Lukas) med Alma Dorthea Ingeborg Pedersen, født 2.9.1894 på Frbg., d. af karetmager og snedkermester Peter Kristian Martinus P. (1862-1951) og Maren Kirstine Andersen (1865-1937).

Udnævnelser

R. 1959.

Bibliografi

N. D.: Den danske landbrugsskole 100 år, 1969 45-53. – Dansk landbrug LXXIV, 1955 99f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig