Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

M.K. Kristensen

Oprindelig forfatter AkMil
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

M.K. Kristensen, Morten Kristen Kristensen, 27.4.1880-26.3.1951, landbrugskonsulent. Født i Gedesby, død i Skælby, begravet Gedesby kgd. K. lærte landbrug bl.a. hos kvægopdrætteren gårdejer Chr. Bjerregaard, Elkenøre. Efter ophold på Næsgård agerbrugsskole 1898–1900 kom han til landbohøjskolen hvorfra han tog landbrugseksamen 1902. Sin virksomhed fik han i Jylland hvor han 1902–05 var lærer ved Klank højskole. I disse år fik han tillige kendskab til forsøgsvirksomhed som medhjælper ved Askov forsøgsstation 1902 og kom i forbindelse med landboforeningsarbejdet i Bølling nørre herred s.å. og i Kolding omegn og herred 1903. 1905–08 var han planteavlskonsulent for Ribe amts vestre landboforeninger. Idérig og ihærdig tog han fat på konsulentarbejdet, og med udpræget evne til at få landmændene i tale fik han hurtigt vakt interesse for gennemførelsen af lokale markforsøg og organiseret kursus for bosiddende landmænd. 1908 flyttede han til Skanderborg idet han efterfulgte Thomas Madsen-Mygdal som konsulent i planteavl for Foreningen af jydske landboforeninger, og i denne stilling varetog han i 25 år den vigtige opgave at samle og lede bestræbelserne til fremme af landsdelens planteavl. Han udfoldede en livlig og virkningsfuld agitation som taler bl.a. med sin store beretning på de årlige planteavlsmøder og i litteraturen især som medredaktør af Jydsk Landbrug. K. var en ivrig talsmand for de lokale markforsøg, og han organiserede planteavlsudstillingerne ved de årlige ungskuer hvor han gang på gang benyttede lejligheden til ved siden af den alsidige belæring at skabe interesse for nye opgaver som undersøgelser af kalk og mergel, rationel kartoffelavl, fremavl af sædekorn og forbedring af græsmarkerne. 1938 blev hans indsats på dette område belønnet med landhusholdningsselskabets store sølvbæger. Til støtte for fremavlen erhvervede foreningen 1917 på K.s initiativ gården Godthåb ved Skanderborg, og her indrettedes centralkontoret for det jyske planteavlsarbejde. Især fra 1916 satte han et arbejde ind på forbedring af de varige græsarealer, bl.a. oversatte han K. Schneiders bog Anlæg af vedvarende Græsgange, 1918, og hans arbejde førte til at de jyske landboforeninger 1919 oprettede græsmarkssektionen med K. som sekretær. 1933, medens hans virksomhed endnu var i kraftig udfoldelse, trak han sig tilbage fra stillingen som planteavlskonsulent for at give plads for yngre kræfter, men han fortsatte til 1946 arbejdet i græsmarkssektionen som samtidig udvidedes til også at omfatte vejledning i sædskiftespørgsmål. 1835–46 var han tillige konsulent for statens jordlovsudvalgs Vildmosekommission. Det jyske planteavlsarbejde har han beskrevet i en afhandling i Foreningen af jydske Landboforeninger 1872–1922, 1926 435–573. 1919–46 var K. konsulent for Dansk Andels Gødningsforretning hvis jubilæumsskrift Dansk Andels Gødningsforretning 1901–1916–1926, 1926 han skrev, og han har desuden skrevet småskrifter om rodfrugtdyrkning og andre planteavlsspørgsmål. Hans selvbiografi (se nedenf.) giver et udmærket billede af det landøkonomiske konsulentarbejde i første trediedel af århundredet. I adskillige andre landøkonomiske virksomheder var K. en virksom deltager, således også i statens redskabsudvalg og i bestyrelsen for Nordiske jordbrugsforskeres forening.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Christensen (1852–1909) og Mathilde Reinholdine Bjerregaard (1844–1924). Gift 29.10.1905 i Åstrup, Falster, med Petra Hansine Kehling, født 3.1.1876 i Næs, Åstrup sg., død 22.6.1947 i Skanderborg, d. af gårdejer Rasmus Hansen K. (1846–79) og Else Kirstine Nielsen (1849–1928, gift 2. gang 1887 med gårdejer i Næs Jens Larsen Kehling, 1842–1923).

Udnævnelser

R. 1922.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

M. K. Kristensen: En konsulents erindringer, 1950. – J. C. Overgaard i Jydsk landbrug XV, 1933 170–73. J. K. Haugaard sst. 1951 192f. Anton Christensen i Ugeskr. for landmænd, 1933 117f. H. Land Jensen sst. 1951 223. Vort landbrug, 1933 89. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aksel Milthers: M.K. Kristensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293025