Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. Hertel

Oprindelige forfattere CBjø og AkMil
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. Hertel, Hans Axel Valdemar Ib Hertel, 28.6.1859-5.2.1927, landøkonom. Født på Store Ravnholt, Dronninglund sg, død i Kbh., begravet på Frbg. H. blev student 1878 fra Borgerdydskolen i Kbh., cand.polit. 1882. Han blev derefter knyttet til faderens blad Ugeskrift for Landmænd som redaktionssekretær, og efter faderens fratræden var H. selv redaktør af tidsskriftet 1890–1900. Han skrev de første år mest om nationaløkonomiske emner, men efterhånden og navnlig under faderens omhyggelige vejledning skoledes han som landbrugsskribent, således at han trods manglende praktisk landbrugsuddannelse klart og kyndigt kunne behandle landbrugsforhold. Et stort, grundigt arbejde udførte han som sekretær i landhusholdningsselskabets to toldudvalg 1887 og 1893 og i den af finansminister H. Hørring 1899 nedsatte toldkommission. Efter dannelsen af Agrarforeningen 1893 var han i to år dennes sekretær og tog i disse år livlig del i det landøkonomiske oplysningsabejde ved foredrag i landboforeningerne og på Lyngby landboskole. 1901 blev han sekretær i landhusholdningsselskabet og 1906 redaktør af Tidsskrift for Landøkonomi. Begge poster beklædte han til sin død. H. var i 26 år det faste led i landhusholdningsselskabets tilværelse. Han var i sjælden grad indlevet i selskabets historie og tradition, og han gav i Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs Historie I–II. 1919–20 en udførlig og stadig grundlæggende fremstilling af de første 150 års virksomhed. H. var selv gennemtrængt af den almennyttige ånd som landhusholdningsselskabet havde været præget af gennem årene, og han værnede om selskabets traditioner med stilfuldhed. H. fik navnlig i samarbejdet med T. Westermann i dennes præsidentperiode lejlighed til at fremme selskabets aktiviteter i forlængelse af tidligere fastlagte linjer, men han var tillige af den opfattelse at selskabet skulle tage nye opgaver op, men efterhånden overdrage disse til selvstændige organisationer eller til staten, når tiden var moden dertil. I lighed med Westermann var han tilbageholdende med at hævde landhusholdningsselskabets ledende stilling som landbrugets repræsentant i erhvervspolitiske og udenrigske anliggender, og H. var en af de personer der forberedte oprettelsen af det senere landbrugsråd. Han repræsenterede reelt landhusholdningsselskabet i de afgørende forhandlinger og valgtes 1919 til medlem af det nyoprettede råd. Som redaktør af Tidsskrift for Landøkonomi fastholdt og viderførte han tidsskriftets karakter af kildeskrift til tidens landbrugsforhold og forum for det stadigt ekspanderende landbrugsvidenskab. Foruden i Tidsskrift for Landøkonomi udfoldede H. en betydelig litterær virksomhed. Han var medarbejder ved førsteudgaven af Dansk biografisk Lexikon hvor han skildrede især 1800-tallets landbrugere og landøkonomer, forfattede Andelsbevægelsen i Danmark. 1917 som endnu er af stor værdi og Hvad Bybefolkningen bør vide om dansk Landbrug, 1922, en letlæst, men kyndig introduktion til landets hovederhverv. Efter professor V. E. Maars død var han 1911–14 konstitueret om docent i almindelig landbrugslære ved landbohøjskolen.

Familie

Forældre: proprietær, senere redaktør, justitsråd J. V. T. H. (1831–96) og Ida S. Hertel (1831–1920). Gift 13.5.1887 i Kbh. (Frue) med Emilie Johanne Schmidt, født 28.4.1864 på Esrumgård, død 29.1.1919 på Frbg., d. af forpagter på Esrumgård, senere ejer af Eskemosegård, proprietær Johan Christian Carl S. (1831–84) og Frederikke Margrethe Rotwitt (1837–1917).

Udnævnelser

R. 1905. DM. 1919.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Landbobladet, 1899 nr. 1. Hans Appel i Mælkeritid., 1927 114f. L. O. [Pedersen] i Ugeskr. for landmænd, så. 81f. Chr. Sonne i Tidsskr. for landøkonomi, s.å. 105–10. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Aksel Milthers: H. Hertel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291218