Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Olufsen

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Olufsen, Oluf Christian Olufsen, 20.1.1763-19.5.1827, landøkonom, forfatter. Født i Viborg, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). O.s mor døde ved hans fødsel, faderen to år senere, og han blev derfor opdraget hos sin velstående mormor og fra niårs alderen hos den lærde provst L. F. Winther, Gedsted i Himmerland. Da det var hensigten at uddanne O. til at indtræde i mormoderens godsadministration kom han 14 år gammel på stiftamtmandskontoret i Viborg hvorfra han 1781 drog til Kbh. for at tage dansk-juridisk eksamen. 1783 blev han student, men var da allerede fanget af studiet af matematik og naturvidenskaberne. N.å. tog han landmålereksamen, og i de følgende år var han beskæftiget ved opmålings- og udskiftningsarbejder i det nordlige Jylland. Under den kortvarige krig i 1788 gjorde han tjeneste ved en bataljon som regimentskvartermester og auditør. 1790 besøgte han Norge og offentliggjorde anonymt sine rejseiagttagelser i Minerva 1791. O.s udvikling og karriere synes indtil begyndelsen af 1790erne svingende og uden fast mål. Han bevægede sig tilsyneladende fortrinsvis i æstetiske kredse, og han knyttede en nær forbindelse til embedsmanden og digteren Chr. Pram og dennes hustru, den af Jens Baggesen besungne "Seline". O. havde erhvervet sig gode kundskaber i latin og i de levende sprog, og han fulgte med i den europæiske skønlitteratur. Han leverede oversættelser, dels af sangene i syngespillet "Renaud d'Ast", dels af en tysk lærebog i naturlære, forsøgte sig med at indbyde til subskription på tidsskrifter og offentliggjorde i 1790 Jochum og Maren, en grovkornet, men vittig parodi på P. A. Heibergs syngestykke Selim og Mirza. Betydeligere var dog hans digte, offentliggjort dels i Minerva, dels i Nytaarsgaven 1792. Særlig det lange fortællende digt Rosen (Minerva, 1791) kan fremhæves for den friske skildring af den sjællandske naturidyl, menneskefremstillingens humor og den varmt udtrykte erotiske stemning i skildringen af hovedpersonen, en ung teolog og digterspires kærlighedshistorie. Som i alle O.s litterære frembringelser er formen særegen præcis indtil det prægnante og uden samtidens tendens til sproglig overlæsning eller svigtende formsans.

2.5.1793 havde komedien Gulddaasen premiere på Det kgl. teater og gjorde stormende lykke. Succesen har vist sig velbegrundet, og stykket har med held kunnet opføres endnu i vore dage (Det kgl. teater 1932, Odense teater 1957, Studiescenen i Kbh. 1969). Omkring en rask intrige placeret i den sjællandske provins og socialt spændende over almue, borgerstandens laveste lag til godsejermiljøet er tegnet en lang række præcise typer, sikrest i birollerne, svagere i de angivelige hovedpersoner. I de fire første akter forløber handlingen rask og med scenisk-dramatisk spænding, mens afslutningen i 5. akt. falder mere tamt ud. Ikke mindst i portrætteringen af den fedtede og deklasserede prokurator Faldsmaal skabte O. en rolle der med held har været formet af skuespillere som Olaf Poulsen og Elith Foss. Dialogen er livlig, personerne træfsikkert karakteriserede ved stående vendinger, og stykket rummer en række hib til samtidige forhold. Stykkket var indleveret anonymt, og gætterierne på dets ophavsmand var mange, men snart udpegedes O. som dets forfatter, ligesom han optræder på titelbladet ved den senere besørgede tyske oversættelse. Det har dog ikke forhindret eftertiden i på grundlag af en familietradition at udpege den iøvrigt totalt ubetydelige Chr. Hertz til forfatter af stykket, en opfattelse der siden blev hævdet af litteraturhistorikeren H. Schwanenflügel. Historikeren Johs. Steenstrup har dog både ud fra indre og ydre kriterier overbevisende argumenteret for O. som forfatter til Gulddaasen, og der synes i dag ikke megen grund til fortsat at fremdrage Chr. Hertz som eventuel ophavsmand til komedien. Når O. lod sit stykke fremkomme anonymt hang det dels sammen med hans opposition til P. A. Heiberg og dennes kreds foranlediget af den før omtalte parodi, men dels og nok først og fremmest med det forhold at O. netop i foråret 1793 var ved at begive sig ind på et virkefelt der lå fjernt fra den overvejende litterære og æstetiske verden han hidtil havde bevæget sig i. O. havde ansøgt og blev endnu i samme måned som Gulddaasen havde premiere udnævnt til lærer ved den landbrugsskole der skulle oprettes efter J. F. Classens testamentariske bestemmelser. Samme efterår begav han sig ud på en omfattende landøkonomisk uddannelsesrejse, ligeledes bekostet af det classenske fideikommis. Vinteren 1793-94 opholdt han sig i Göttingen hvor han knyttede nær forbindelse til den berømte fysiker G. C. Lichtenberg der på sin side i et brev til Goethe udtrykte sig meget overstrømmende om den unge danskers kvalifikationer som naturforsker og personlighed. O. fortsatte til Sydtyskland og Schweiz mens de politiske forhold hindrede besøg i Frankrig. I begyndelsen af 1795 ville O. være taget til Sverige, men blev anmodet om at rejse til England hvortil han ankom i forsommeren. Med hovedkvarter i London berejste O. i mere end et år England og det sydlige Skotland før han i eftersommeren 1796 vendte tilbage til Danmark via Hamborg. Udenlandsrejsens betydning for O.s landøkonomiske virksomhed og forfatterskab kan næppe overvurderes. Han vendte hjem som – med hans egne ord -"fuldkommen økonom" der helt havde helliget sig beskæftigelsen med landbruget og produktionslivet i videre forstand, og han kunne give udtryk for en afstandtagen til sin tidligere litterære virksomhed.

Hjemkommen til landet blev O. inddraget i forberedelserne til oprettelsen af landbrugsskolen der imod hans ønske blev placeret på Falster, på en parcel, det senere Næsgaard, under godset Carlsfeldt nær Stubbekøbing. 1797-99 etableredes selve skolen under stadige vanskeligheder med fideikommis'ets direktion og de stedlige godsfunktionærer. O.s plan for skolen blev udformet og approberet, men der viste sig kun ringe interesse for institutionen da den 1799 stod klar. Frem til 1801 indkom kun fem ansøgninger om optagelse, heraf kun en fra en bondesøn, og det var endda hensigten at undervisningen især skulle henvende sig til bondestanden. 1802 søgte man at give O. friere hænder for at øge tilslutningen, men det hjalp ikke, og ved udgangen af året måtte han give op. O. fortsatte dog i det classenske fideikommis' tjeneste, idet P. H. Classen stillede midler til rådighed for en art fortsættelse af virksomheden i Kbh. Først holdt O. velbesøgte landøkonomiske forelæsninger i det classenske bibliotek i Amaliegade, og 1806 etableredes et institut med forsøgsmarker m.m. umiddelbart uden for Østerport. Bygningerne blev dog fjernet allerede n.å. i forbindelse med forsvaret af hovedstaden og under selve belejringen blev anlægget totalt ødelagt (udfaldet i Classens Have).

Annonce

O. fortsatte dog sine forelæsninger i biblioteket og fik i 1811 i lighed med G. Begtrup på universitetet tilladelse til at udstede attester til teologer og jurister der havde fulgt forelæsningerne og som derfor ved besættelse af stillinger på landet skulle have fortrinsret. Det fremgår heraf at O.s landøkonomiske undervisning i Kbh. sigtede anderledes end på Falster og fortrinsvis rettede sig mod studerende og andre dannede.

Det classenske fideikommis stod også økonomisk bag O.s tidsskrifter, Oeconomiske Annaler, 1797-1810, og Nye oeconomiske Annaler, 1812-20 der klart står som de væsentligste bidrag til den landøkonomiske tidsskriftlitteratur i perioden. O. skrev selv mange bidrag, mest kendt er hans analyse fra 1805 af et parti dansk rug af særdeles slet kvalitet (Oeconomiske Annaler 1805, s. 75). Tidsskrifternes sigte var ikke snævert landbruget, men O. behandlede også emner som kommunikationsmidlernes forbedring, skovbrugets udvikling og egentlige nationaløkonomiske spørgsmål. O. udsendte desuden Lærebog i den danske Landoeconomie, 1805 der udsendtes i nyt oplag 1814, Anviisning til Hampens Dyrkning, 1810, og Anviisning for Landalmuen til at brygge Øl, 1912, alle rettet til bondestanden, mens han i bogen Danmarks Brændselsvæsen, 1811 gav en indgående kritisk gennemgang af dansk skovbrug og af skovforordningen af 27.9.1805. Han vendte sig heri mod flere af de af samtiden hævdede økonomiske argumenter bag skovdriften, advarede mod en for ensidig tysk påvirkning i forstvidenskab og økonomi og advarede mod store plantageanlæg i Jylland. Også i dette skrift giver han indgående iagttagelser over transport- og kommunikationsforholdene i Danmark og gør sig til talsmand for skabelsen af omfattende kanalanlæg.

1814 indvalgtes O. i Videnskabernes selskab og 1815 ansattes han som professor i statsøkonomi ved universitetet. Allerede i Oeconomiske Annaler havde O. i vidt omfang beskæftiget sig med nationaløkonomiske emner, og i Grundtræk af den praktiske Statsoeconomie, 1818, og i Bidrag til en statsoeconomisk Oversigt af Danmark, 1818-19 præsenterer han sig som den første betydelige danske økonom der helt har opgivet 1700-tallets danske merkantilisme og fremstår som elev af Adam Smith, eller måske rettere af dennes tyske elever. O. bringer her mindre nyt end på andre felter af sin virksomhed, og hans statistisk-økonomiske oversigt bringer forbavsende lidt konkret materiale. O.s økonomiske forfatterskab var "dårligt egnet til at bekæmpe den efterkrigsdeflation, som var de ti års særkende" (Hans Chr. Johansen). Til gengæld ydede O. som historiker et originalt og epokegørende arbejde med Bidrag til Oplysning om Danmarks indvortes Forfatning i de ældre Tider, især i det trettende Aarhundrede, 1821 der kan siges at grundlægge studiet af danske landbrugs- og landboforhold i middelalderen. Ud fra en indgående kritisk sans, kombineret med en praktisk viden om landskab og dyrkningsforhold giver O. en tolkning af de ældste kilder til landsby- og landbrugsorganisationen, og påviser at landsbyfællesskabet har været en naturlig, funktionel løsning i en given periode og en forudsætning for jordens opdyrkning. Historisk indsigt, kombineret med iagttagelse af landskabet og forståelse af landbrugets praksis ligger bag hans tolkning af de såkaldte "porshauger", jordstykker der tidligere har været under dyrkning, men som nu er forladt. Via den tyske agrarhistoriker Georg Hanssen er O.s resultater indgået i europæisk agrarhistorisk forskningstradition vedr. den ældre middelalder og oldtidens landbrug og landsbyorganisation. Posthumt udsendtes Collectanea til et antiqvarisk-topographisk Lexicon over Danmark, 1829, samlinger tilvejebragte dels ved selvsyn, dels ved studier. I skriftet Nogle physikalske og politiske Bemærkninger over den danske Stat fra 1811 fremkom O. med en meget pessimistisk vurdering af rigets levedygtighed baseret på hans iagttagelser over dets ulige bestanddele og strategisk svage grænser. Først i 1815 lod han, da hans profeti for så vidt var gået i opfyldelse, arbejdet offentliggøre. Et bemærkelsesværdigt bidrag ydede han også med afhandlingen Om Menneskets Rolle i den physiske Verden (Skandinavisk Literaturselskabs Skrifter, 1822) hvori han giver en total verdens-betragtning. O. viser hvorledes livskraften stadig arbejder målrettet, idet organismerne udvikles og forandres. I de forskellige epoker i jordens historie er der foregået omdannelser og forædling af organismerne ved disses stadige indgriben i hinanden og ved en stadig udvælgelse betinget af kampen for tilværelsen, hvor mennesket fremtræder som det sidste, ypperste led i udviklingen. Man kan ikke afvise at O. er påvirket af J. B. de Lamarck, men hans arbejde forekommer i mange henseender selvstændigt og peger i flere retninger frem mod Darwin, idet O. dog ikke giver udtryk for en materialistisk opfattelse. – Endelig forsøgte O. sig trods sit udsagn i 1796 påny som forfatter for teatret med komedien Rosenkjæderne der opførtes 1803. Dialogen er vittig, persontegningen undertiden træffende, men stykket savner forgængerens realisme og menneskelige sympati. Ligeledes forsøgte O. uden held at give et par børn en ret fremtrædende placering i stykket.

O. står som en mærkelig, mangesidigt begavet skikkelse der på en gang fornemmes som stærkt realistisk tidsbundet, men som samtidig synes med et forslidt udtryk eviggyldig. Gulddaasens replikskifter og karakterer har usvækket bud til et moderne publikum og hans metodiske betragtninger over kilderne til samfundsforholdene i dansk middelalder savner intet i prægnans og kritisk lødighed. Hans sprog er fra 1790erne og frem til hans død det samme præcise redskab for hans tanker, præget af en personlig udtryksform uanset om emnet er en landøkonomisk afhandling, en historisk undersøgelse eller et skønlitterært bidrag. På et bredt felt har O. ydet bemærkelsesværdige indsatser, svagest måske som egentlig økonom, ligesom hans agerdyrkningsinstitut på Falster for en eftertid må forekomme mærkelig urealistisk i forhold til de erklærede intentioner. Der er, synes det, uforklarlige spring i hans udvikling, ungdomsårenes lidet målrettede æstetiske virksomhed med skuespillet som pludseligt højdepunkt afbrydes af en årrækkes landøkonomiske virksomhed, hvor igen nye virkefelter synes at tage hans opmærksomhed omkring 1820. – O. som menneske berømmes af samtiden. Han blev højt værdsat af den pramske familie, stod i stadig venskabeligt forhold til Jens Baggesen og O. der allerede 1789 havde udsendt subskriptionsindbydelse til en oversættelse af Ossians digte påvirkede den unge St. St. Blicher til under dennes ophold på Falster at oversætte Ossian. Vennerne beundrede hans vid i samtale, og hans breve (til familien Pram) er vittige, prægnante i sprog og stil, prægede af eksakte iagttagelser og præcise karakteristikker. Om de tilsvarende egenskaber i hans trykte arbejder er talt tidligere. Men det er som om O.s egentlige personlighed kun vanskeligt lader sig fange på baggrund af samtidens værdsættelse, brevenes oplysninger og forfatterskabets mangfoldighed. Der fornemmes af og til hos O. en tendens til kynisme i bedømmelsen af menneskelige forhold, en skepticisme forbundet med en stadig stræben efter og fremragende evne til at afdække tingenes egentlige tilstand. O. trængte ind i en så kompleks mennesketype som prokurator Faldsmaal i Gulddaasen, men fælder ingen dom om god eller ond, han ser 1811 det bestående riges manglende livsmuligheder, men holder sin profeti tilbage, han afdækker 1821 mere af middelalderens samfundsforhold end historikere af faget på samme tid formåede, men det blev ved "bidrag". Med hele sin betydelige indsats som skønlitterær forfatter, historiker, nationaløkonom og landbrugskyndig står O. på en mærkelig måde i distance til sin samtid, analyserende dens materielle virkelighed, dens samfundsforhold og dens mennesker.

Familie

Forældre: rådmand Hans O., ejer af godset Hessel (ca. 1730-65) og Christine Testrup (ca. 1727-63). Gift 31.3.1801 på Frbg. med Mette Christine Rottbøll, døbt 6.7.1781 i Kbh. (Frue), død 15.6.1846 sst. (Frue), d. af professor, etatsråd Christian Friis R. (1727-97) og Catharina Hedvig Wohlert (1750-1811). – Far til C. F. R. O.

Ikonografi

Pastel af Chr. Hornemann (Fr.borg).

Bibliografi

Brevveksl. med ægteparret Pram i Pers. hist. t. 5.r.II, 1905 182-224 298-329; III, 1906 149-70 199-232; IV, 1907 121-65 (udg. særskilt med titlen: Brevveksl. mellem ægteparret Pram og O., 1907). – Dansk lit.tid., 1827 389-97. H. Schwanenflügel i Ude og hjemme II, 1878 4-6 14-17. A. Oppermann: Bidrag til det da. skovbrugs hist., 1887-89 = Tidsskr. for skovbrug X. Carl Behrens: Forfatterskabet til Gulddaasen, 1892. Johs. Steenstrup: Fra fortid og nutid, 1892 175-253. Harald Jørgensen og Fr. Skrubbeltrang: Det Classenske fideicommis gennem 150 år, 1942. Asger Lomholt: Det kgl. da. vidensk. selsk. I-IV, 1942-61. Ellen Jørgensen: Historiens studium i Danm. i det 19. årh., 1943. Hans Jensen: Dansk jordpolitik II, 1945 (reproudg. 1975) 12-14. Helge Nielsen: Folkebibliotekernes forgængere, 1960. Hans Chr. Johansen i Danske økonomer, 1976 især 118-23.-Papirer i Kgl.bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Christian Olufsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295355