Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anton Christensen

Oprindelige forfattere CBjø og LFred
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Anton Christensen, Jørgen Anton Christensen, 13.11.1869-9.4.1935, landøkonom. Født på Væde Hedegård, Veflinge sg. Odense amt, død på Frbg., begravet sst. C. havde fået en grundig uddannelse i landbrug på fynske og jyske gårde og havde været på høj- og landbrugsskole før han begyndte at læse på landbohøjskolen. 1897 blev han landbrugskandidat, og året efter tog han udvidet eksamen i grundvidenskaberne. C. blev snart efter knyttet til landbohøjskolen idet han 1899-1906 var assistent ved landbrugsafdelingen. I 1909 overtog han undervisningen i landbrugets redskaber og maskiner, og i 1917 ansattes han som docent i dette fag. På dette område hvor der i C.s tid skete en stærk udvikling ydede han en betydningsfuld lærergerning. Han var ikke blot optaget af den snævert faglige side, men gjorde en indsats for planlægningen af undervisningen, for de studerendes vilkår og for de færdige kandidaters beskæftigelsesmuligheder. Foruden virksomheden på landbohøjskolen fik C. tid til virksomhed på andre felter. Fra 1912 var han statskonsulent for redskaber og maskiner, og fra 1914 beklædte han posten som sekretær for statens redskabsudvalg. I disse egenskaber forestod han statens redskabsprøver og står som forfatter til 70 beretninger herfra. C. udfoldede en omfattende virksomhed som landbrugsjournalist, redigerede 1902-31 "Aftenposten"s landbrugstidende, som lærebogsforfatter og som bidragyder til samleværker og leksika, således til 2. udgaven af Dansk biografisk Leksikon. Den historiske interesse C. også besad fandt bl.a. udtryk i hans medarbejderskab ved Det danske Landbrugs Historie hvor han i bd. IV (1935) skrev om landbrugets redskaber og maskiner.

Familie

Forældre: gårdejer Jens C. (1828-1914) og Maren Nielsen (1828-98). Gift 15.4.1906 på Frbg. med Agnes Elisabeth Dagmar Kjeldsen, født 1.11.1860 i Kbh. (Trin.) (gift 1. gang 1879 med handelsfuldmægtig Celius Marius Sørensen, 1843-86), død 3.9.1935 på Frbg., d. af handelsagent, senere grosserer Jesper Lauritz K. (1836-1905) og Ane Pauline Lorentzen (1837-1911).

Udnævnelser

R. 1929.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Pedersen-Bjergaards Fjerkræavls- og binæringstid. VII, 1919 237f. H. Madsen i Tidsskr. for landøkonomi, 1935 302-4. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Lars Frederiksen: Anton Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288284