Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Boye

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Georg Boye, 17.3.1906-29.10.1972, havearkitekt. Født i Kolding, død i Hørsholm, urne i Lyngby (Mariebjerg, skovafd.). Efter mellemskoleeksamen gennemgik B. praktisk gartneruddannelse 1923–27. Efter havebrugskandidateksamen 1930 var han fem år assistent hos stadsgartneren i Århus, virkede et par år som havearkitekt i Århus og blev medarbejder ved C. Th. Sørensens tegnestue i København 1937–43. Herefter virkede han dels som underviser, dels som skabende havearkitekt og dels som skribent. B. var levende engageret i debatten om havearkitektfagets uddannelsesforhold og var med til at skabe grundlaget og udformningen af undervisningen på landbohøjskolen. Her var han 1944–47 assistent ved tegneundervisningen under Georg Georgsen. Fra 1949–61 var han forstander for Det kgl. danske haveselskabs anlægs-gartnerskole, 1961–63 lektor ved landbohøjskolen og 1963–72 professor sst. Her fik han gennemført en linjedeling af undervisningen for de havebrugsstuderende, og en særlig linje for have og landskab blev oprettet på hans initiativ. Desværre slog hans kræfter ikke til for at få gennemført en yderligere udbygning af undervisningen. Som havearkitekt har B. projekteret en lang række værdifulde haveanlæg, især ved offentlige institutioner: Århus rådhus, 1937–41 (ark. Erik Møller og Arne Jacobsen), Herning mindepark, 1948, Næstved østre kirkegård, 1950, Rungsted skole, 1951 (ark. Steen Eiler Rasmussen), Ballerup plejehjem, 1953, Danmarks radio, T.V.-byen, 1960–67, Ringbo i Gladsaxe, 1961–63, (ark. Fl. Lund og Hans Hansen), Østifternes kreditforening i Kbh., 1962 (ark. Holst), ministerialbygningerne på slotsholmen, 1962–67 (ark. Th. Havning og Eske Kristensen); tegnestuen blev 1967 afhændet til havearkitekt Frank Pettersson. Som skribent var B. ikke særlig virksom, men er forfatter til to hovedværker inden for fagområdet: Anlægsgartneri, 1959, den første fagtekniske bog på dansk om anlæg af haver, parker og landskaber, og Havekunsten i kulturhistorisk belysning, 1972. Sidstnævnte må betegnes som B.s testamente, en genial gennemgang af havekunstens historie med stadige paralleller til den øvrige kulturhistorie og til den politiske og sociale udvikling, skrevet i et begejstret og moderne sprog, ikke overgået af tidligere eller samtidige bøger om emnet. "At lave haver med den hastigt opvoksende plantevækst er som at skrive i sand," skriver B. et sted, men hans bog bevarer det væsentlige i havekunsten for efterverdenen. B. var desuden medarbejder ved "Buske og træer", 1948 "Nord. ill. havebrugsleksikon", 1945–49 og ved Weilbachs kunstnerleksikon. B. var formand i Dansk havearkitektforening 1949–59, vicepræs. i Int. Federation of Landscape Architects 1956– 64 og medl. af kunstakademiets udvalg for havekunst fra 1952.

Familie

Forældre: sagfører, cand. jur. Georg Christian B. (1870–1906) og Edel Secher (1871–1961). -17.3.1933 med Karin Hallman, født 3.2.1902 i Stockholm, d. af arkitekt, stadsplandirektør Per Olof H. (1869–1941) og Agnes Margareta Wessberg (1873–1960).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Bibliografi

Åge Nicolaisen i Ugeskr. for agronomer og hortonomer, nr. 18, 1972. J. Arevad-Jacobsen Landskap, nr. 8, 1972.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: Georg Boye i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287464