Thyge de Thygeson, Thyge Jesper de Thygeson, 6.11.1738-14.4.1822, godsejer. Født på Mattrup, død sst., begravet i Klovborg k. de T. blev oprindelig uddannnet ved handelen idet han kom på farbroderen Emanuel Thygesens kontor og 1756 overtog dennes forretning sammen med N. Ryberg under firmanavnet Ryberg og Thygesen jun. Kun nogle få år virkede han som selvstændig handelsmand. 1764 arvede han hovedgården Mattrup og i de følgende år var han stærkt optaget af at arrondere og udvide denne ejendom. Samtiden betragtede ham som en meget dygtig landmand, og det offentlige drog ligeledes nytte af hans praktiske kundskaber. 1764 var han blevet auskultant i kammerkollegiet, og 1768–71 virkede han desuden som tilforordnet i kammerkollegiet, i hvilken stilling han navnlig var beskæftiget med ryttergodsets bortsalg på Møn. Senere ledede han bortsalget af ryttergodset i Skanderborg amt, og ved denne lejlighed erhvervede han selv hovedgårdene Væbnersholm og Vilholt. Under debatten om landboreformerne stillede han sig afgjort på modstandernes side og han var blandt de jyske godsejere der 1790 protesterede mod de foregående års landbolovgivning, de T. havde ry for at være en både human og mild godsherre over for bønderne. 1776 optoges han i adelstanden under navnet de T., og hans ejendomme blev gjort til et stamhus. Året før sin død overdrog han dette til sin eneste søn, Niels de Thygeson.

Familie

Forældre: godsejer, senere kancelliråd Niels Thygesen (1700–52) og Helle Ammitzbøll (1713–55). -15.5.1771 på Fibg. med Sophie Charlotte de Cederfeld, født 19.12.1747 på Erholm, død 25.7.1797 på Mattrup, d. af amtmand Bartholomæus de Cederfeld (1715–83) og Cathrine Marie Brandt (1727–56). – Far til Niels de T.

Udnævnelser

Justitsråd 1767.

Bibliografi

I. Ammitzbøll: Medd. om familien Ammitzbøll og descendenter, Ystad 1902 40. Orion, udg. T. A. Becker II, 1851 45–49. Danske slotte og herregårde, red. Aage Roussell, 2. udg. XV, 1967 141.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig