Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Thorstensen

Oprindelig forfatter KHoer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peder Thorstensen, d. ca. 1175, herre til Burgh (Pedersborg) nord for Sorø. T. var gift med ærkebiskop Absalons faster Cæcilie om hvem det hedder i Sorø klosters gavebog at hun skænkede klosteret to bol i Førslev og ikke måtte give mere for sin ægtefælle der i klosterets første tid var dets største fjende. Hans borg lå på den smalle landtange mellem Pedersborg og Tuel søer, og han beherskede således den eneste forbindelse klosteret havde med omgivelserne over land der var af så afgørende betydning for driften af dets fjernereliggende ejendomme. Pedersborg erhvervedes endelig 1205 for klosteret ved et mageskifte mæglet af Roskildebispen Peder Sunesen med den af T.s dattersønner, kammermesteren Jens Ingerdsen, der da ejede fæstningen. Og klosteret måtte give nogle af sine bedste ejendomme i bytte. En rundkirke på stedet der er konstateret ved udgravninger (Poul Nørlund i 1930erne og Tage E. Christiansen i 1960erne) er sikkert opført i T.s tid. De bevarede rester viser at den tåler sammenligning med Sune Ebbesens i det nærliggende Bjernede; den blev nedrevet antagelig kort efter munkenes erhvervelse af stedet og erstattet med den nuværende kirke på bankens top. T. stod i borgerkrigenes tid som flere af Hvideslægtens medlemmer på Svend Grathes side, men gik kort før 1157 over på Valdemars side. Ifølge Saxo udmærkede T. sig især på det første vendertog, men var endnu med 1171 ved Rügen. Kort efter er han sikkert død.

Bibliografi

Poul Nørlund i Sorø. Klosteret, skolen, akademiet 1, 1923–24. Tage E. Christiansen i Det skabende menneske, tilegnet P. V. Glob I, 1981 143–57.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby: Peder Thorstensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298367