P.A. Lehn

P.A. Lehn, Poul Abraham Lehn, 9.10.1732-24.10.1804, baron, godsejer. Født på Berritsgård, Lolland, død på Hvidkilde ved Svendborg, begravet i Sørup k. L. arvede 1757 efter faderen Berritsgård og Højbygård på Lolland, og ved en farbroders død 1767 endvidere de fynske godser Hvidkilde, Nielstrup og Lindskov. 1775 købte han Orebygård på Lolland og 1784 erhvervede han fra C. D. Reventlow (1775–1851) Lungholm gods. Af de fynske besiddelser oprettedes s.å. baroniet Lehn med knap 1400 tdr. htk. Hvidkilde blev L.s foretrukne residens. 1780 blev L. baron, og 1784 dannedes baroniet Guldborgland af Orebygård og Berritsgård med godt 1300 tdr. htk. Af Lungholm og Højbygård med i alt 1570 tdr. htk. oprettedes 1803 stamhuset (fra 1828 baroniet) Sønderkarle. L. var således en af landets største godsbesiddere, og han vandt snart navn både som en dygtig landmand og som en human og afholdt godsherre. På Orebygård fik han hovedgårdsarealet betydeligt forøget, og han fik anlagt ladested og opført pakhus til kornudførsel. For at opnå bedre udnyttelse af bøndernes arbejdskraft fik han 1781 omlagt hoveriet under de to nabogårde Orebygård og Berritsgård. På sine sydfynske gårde, som han viste størst interesse, fremmede han udskiftningen hvor han var eneejer af landsbyerne, virkede for bedre byggeskik blandt bønderne og indrettede drejls- og olmerdugsvæverier. Hans heldige drift af godset Lungholm, der var erhvervet fra C. D. Reventlow skal i samtiden været indgået i argumentationen for det bestående landvæsenssystems fordele. C. D. Reventlow anerkendte i øvrigt L.s fortjenester som godsejer, og i 1780ernes debat rostes hans godsstyre af så kritiske penne som August Hennings' og N. D. Riegels'.

Ved nedsættelsen af den store landbokommission fik L. sæde i denne som landmand, og han spillede en vis rolle i forhandlingerne, selv om han efter ret kort tid udeblev fra selve møderne i erkendelse af, at hans synspunkter ikke vandt genklang på højere sted. L. repræsenterede godsejersynspunkterne i forhandlingerne, dog mindre stejlt end Morten Quistgaard. Han ønskede kun forandringer i det bestående system gennemført mere gradvist, og helst uden lovindgreb. I en betænkning af 25.11.1786 vendte han sig imod planerne om en ændring af soldaterudskrivningen, altså grundlaget for stavnsbåndet, hvor han blev imødegået af C. D. Reventlow, og L.s navn stod ikke under forestillingen om stavnsbåndets ophævelse af 28.4.1788. Også mod de i forhandlingerne især fra Colbjørnsens side hævdede bureaukratiske synspunkter vendte han sig, undertiden med nogen skarphed. Selv om L. hurtigt blev klar over, at han var i klart mindretal, vedblev han dog senere, efter mødernes genoptagelse 1790, at fremsende betænkninger og kommentarer til spørgsmål der behandledes i kommissionen. Formentlig har han øvet en vis begrænset indflydelse på udformningen af forordningen om landpolitiet 25.3.1791, ligesom det forekommer sandsynligt, at han bidrog til, at der ikke blev afgørende lovgivet vedrørende tiendeafløsning, og til den kurs kommissionen fulgte i hoverisagen. L. gav klart udtryk for, at han fandt hoveriet upraktisk og hindrende for landbrugsmæssige fremskridt, og han foretrak forordningen af 20.2.1771 fremfor den senere guldbergske af 12.8.1773. Men han ønskede indgrebene i den bestående ordning udskudt og foretrak frivillige afløsninger efter år 1800 (stavnsbåndets endelige ophævelse). Han har et betydeligt ansvar for, at husmandshoveriet holdtes uden for den endelige forordning af 6.12.1799. – Historikeren Hans Jensen har, med fremdragelsen af en betænkning fra 1770 fra L.s hånd, gjort ham til en fremtrædende repræsentant for de kræfter der ønskede en "engelsk" udvikling med bonden som "farmer" og størst mulig frihed. L. står dog snarere som værner om godsejernes nedarvede rettigheder såvel over for bønderne som over for regering og administration. – Konferensråd 1761. Kammerherre 1774.