Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Rosenørn-Lehn

Oprindelig forfatter KHvi
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Otto Rosenørn-Lehn, Otto Ditlev Rosenørn-Lehn, 28.5.1821-21.5.1892, lensbaron, godsejer, udenrigsminister. Født på Orebygård, død i Kbh. (Holmens), begravet i Tårs. R.-L. gik i Vordingborg skole og blev student fra Sorø 1841. Nogen embedseksamen forsøgte han ikke at få. Ved faderens død overtog han driften af moderens baroni Guldborgland med bolig på Orebygård ved Sakskøbing. Siden erhvervede han godset Rossjoholm i Skåne og Årup og Kidding i Nordslesvig. Dermed var han en af landets største godsejere. R.-L. var en samvittighedsfuld godsherre der både fulgte med i den tekniske udvikling og sørgede godt for sine mange undersåtter. Trods sine udpræget konservative anskuelser var han vellidt på egnen og fik talrige tillidshverv på Lolland. Han blev således medlem af amtsrådet og af amtets skoleråd og jernbaneråd. Efter et ophold i Rom 1860–61 blev han interesseret i kunst og udøvede de følgende år en rig virksomhed som mæcen for danske kunstnere. 1870 udnævntes han til direktør for den kgl. malerisamling på Christiansborg. 1874 blev han desuden direktør for kobberstiksamlingen. – Tilliden til den store godsejer førte også R.-L. ind i landspolitik. 1864 valgtes han til rigsrådets landsting, 1866 til rigsdagens landsting hvor han fik sæde indtil sin død. Han stod godsejerkredsen omkring Oktoberforeningen nær, fik politiske hverv inden for bevægelsen, men spillede ingen aktiv rolle i dens opkomst og senere opløsning. Men den uselviske og samvittighedsfulde udførelse af de hverv der pålagdes R.-L. førte ham videre. I maj 1870 blev han til alles, men formentlig navnlig til sin egen store forbavselse udnævnt til udenrigsminister som afløser for den meget dygtige og aktive grev C. E. Frijs. Den ny konseilspræsident, Ludvig Holstein, ønskede en godsejer som udenrigsminister for at undgå at give embedet til en af de nationalliberale hvis politik forud for 1864 stadig huskedes. Skønt R.-L. hverken havde nogen uddannelse, nogen egentlig interesse eller noget talent som politiker blev han en agtet udenrigsminister som kom til at besidde ministerembedet i hele 22 år, bortset fra en mindre afbrydelse junioktober 1875. Ingen anden dansk minister har bevaret embedet så længe. Når R.-L. fandt sig godt til rette på posten, skyldtes det to egenskaber hos ham. For det første havde han et tillidvækkende væsen og en godsejers sunde fornuft. For det andet var han loyal over for de andre ministre og underkastede sig helt sin departementschefs suveræne dygtighed og overlegenhed i udenrigspolitik. Departementschef P. Vedel dækkede på sin side helt loyalt over sin foresattes tydelige uvidenhed om politik og udenrigspolitik. Mellem de to mænd bestod da gennem de mere end to årtier et tillidsforhold der var uden misstemninger. Vedel fik frie hænder i udenrigspolitik mod at dække over sin ministers uduelighed og R.-L. kunne prise sig lykkelig for en embedsmand som Vedel og i øvrigt hellige sig sin godsdrift.

Som udenrigsminister fik R.-L. dog en dramatisk debut. Kort efter hans tiltrædelse udbrød den fransk-tyske krig. P. Vedel var bortrejst og R.-L. måtte da i den indledende fase personligt tage stilling til den ganske stærke stemning i Kbh. for at gå med på fransk side. Under det voldsomme indenrigspolitiske opgør mellem højre og venstre efter 1875 holdt R.-L. sig helt i baggrunden. Men hans fulde samhørighed med højres godsejergruppe var klar og han gav da også i det skjulte både praktisk og økonomisk støtte til partiet. – R.-L. indtager en meget beskeden plads i dansk historie trods de meget store embeder han beklædte. I udenrigspolitik blev han sat helt i skyggen af P. Vedel. I indenrigspolitik repræsenterede han den gruppe storgodsejere som uden at tænke dybere over det stillede sig pligtopfyldende til rådighed som kongemagtens beskyttere over for de liberale "angreb".

Familie

Forældre: major, senere oberst, baron Henrik Christian R.-L. (1782–1847) og Christiane Henriette Barner til baroniet Guldborgland (1788–1860, gift 1. gang 1804 med kammerherre, baron Otto Ditlev Kaas-Lehn til Nedergård, 1772–1811). Ugift.

Annonce

Udnævnelser

R. 1864. DM. 1867. K2. 1870. K1. 1871. S.K. 1874.

Ikonografi

Malet som barn af Ingeborg Christiane Rosenørn, f. Wormskiold. Afbildet på træsnit af ministeriet Fonnesbech 1877. Træsnit 1878. Tegn. af H. Olrik (Fr.borg), forarbejde til mal. af samme af statsråd 1878 (Chr.borg). Afbildet på litografi af statsrådet 1884 og på tegn. af K. Gamborg af statsråd 1888. Skitse af P. S. Krøyer (Hirschsprung) til mal. af samme, 1891 (St.mus.). Buste af Niels Høegh udst. 1893. Mal. af H. Siegumfeldt, 1894 (forhen Orebygård). Foto.

Bibliografi

O. R.-L.: Optegnelser, ved Sv. Houmøller, 1960 og Spredte barndomsminder fra Oreby og Røssjøholm, 1981. – H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882 476–79. G. L. Grove i III. tid. 12.6.1892. A. F. Krieger: Dagbøger III–VIII, 1921–43. Aage Friis: Danm. ved krigsudbrudet 1870, 1923 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. april 1923. Viggo Sjøqvist: Peter Vedel II, 1962. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967. – Papirer på Orebygård.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Hvidt: Otto Rosenørn-Lehn i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296593