Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirsten Munk

Oprindelig forfatter LTand

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Kirsten Munk, Kirstine Munk, 6.7.1598-19.4.1658. Christian IV's hustru, godsejer. 1615 skrev Christian IV brev til den 17-årige Kirsten Munk som han nylig havde mødt. "Mit hjerte i dit" stod der. Der blev det livet igennem, på godt og ondt. Det var ikke sært at kongen blev dybt forelsket. Kirsten Munk var smuk og knejsende; fyldig og lyslokket; livlig og koket; varm, hvis hun ville. Hun udstrålede sanselighed, var glad i fornøjelser, lidenskabelig i dans. En åbenbaring efter renæssancetidens og Christian IV's smag. Forstandig at tale med og munter at spøge med var hun netop hvad kongen trængte til når dagens officielle statsforretninger var overstået. Den meste tid var hun da også i hans nærhed, fulgte ham på rejser rundt i rigerne, helt ned i kejserkrigens tumulter i Tyskland. Meget glad for kongen forstod hun samtidig at nyde den stilling som rigets førstedame som mange misundte hende. Ikke blot viste hun sig i stand til at bevare sin ærbødighed for sin herre, nejende dybt for ham når han kaldte, men også sin åndelige selvstændighed. Ikke mindst dette har fascineret den konge der ellers forlangte at blive adlydt i stort og småt. Måske han i Kirsten Munk genkendte herskersindet og andre træk fra sin egen mor, enkedronning Sophie. Sit stærke temperament forstod hun desuden at tæmme over for kongen og lod det i stedet gå ud over sine tjenestepiger der ikke blev længe hos hende.

Også de tre prinser gik det fint med. Hun sendte dem ting de holdt af, uden kongens vidende, for han holdt dem noget strengt. Den udvalgte prins Christian (V) var meget glad for hende; de spillede bræt og var sammen i lange perioder. Selv fik Kirsten Munk indtil 1628 elleve børn, hvoraf to dødfødte. De syv døtre og to sønner blev, som Munk selv, opdraget hos hendes mor, Ellen Marsvin. Det var i betragtning af dennes beregnende og kølige karakter mindre heldigt. Selv havde Ellen Marsvin i starten været bekymret for at den kvindekære konge efter få år ville give Kirsten Munk løbepas. Derfor søgte hun at sikre sig og datteren. 23.8.1615 udstedte Christian IV da også et juridisk bindende brev. Heri erklærede han at have udvalgt Kirsten Munk til sin ægte staldbroder og lovede hende et af kronens len frit på livstid. Først 12.11. svarede Ellen Marsvin og datteren med et tilsvarende brev. Og bagefter trak moderen fortsat fuldbyrdelsen af ægteskabet ud. Måske hun ikke var tilfreds med betingelserne. Der skulle et eftertrykkeligt kongeligt brev til før Kirsten Munk nytårsaften 1615 kom til ham "udi ægteskab". En kirkelig vielse fandt da heller ikke sted, og dronning blev Kirsten Munk ikke. Men kongen kaldte hende "ma tres chere femme" og underskrev sig "din kære og tro herre og husbonde".

Det skete sidste gang 1629. For i løbet af kejserkrigen indfandt "ægteskabs-djævlene" (ligpr.) sig med foruroligende styrke. Det hang sammen med flere forhold. Med en barndom uden far fra treårsalderen og en streng og ukærlig mor higede Kirsten Munk resten af livet efter tryghed og kærlighed. Men efter sit fald ved Hameln 1625 og de følgende bitre nederlag i kejserkrigen var kongen ikke mere sig selv. Hans store statsmandsdrømme syntes bristede og dermed meningen med hans liv. Gustav Adolf var på vej til sejr i den nordiske magtkamp. Derfor havde kongen ikke overskud til at tage sig nær så meget af enebarnet Kirsten Munk som hun var vant til og havde behov for. Hun kom i stedet i en for hendes psyke i længden utålelig rolle som plejer for kongen. Hun begyndte desuden at kunne iagttage de efterhånden opdukkende menneskelige svagheder hos den mere og mere forpinte majestæt som hun hidtil havde beundret for hans sikre autoritet og muntre balance i sindet. Hidsigheden tog til, omsorgen for Kirsten Munk tog af. Med hendes kærlighedslængsel var vejen dermed åben for den jævnaldrende rhingreve Otto Ludwig der var trådt i dansk tjeneste som oberst til hest. Allerede i efteråret 1626 blev Munk betaget af ham. Året efter var hun sammen med ham på Dalum kloster, moderens lensgård; i sommeren 1628 på Kronborg. Dybt forelsket viste hun åbenlyst sin lidenskab for ham, iagttog ingen forsigtighedshensyn. Psykologisk forståeligt tilsidesatte hun for kærligheden hensynet til sin fremtidige position, fordi hun alligevel ikke kunne få denne rigtig sikret som kongens "staldbroder". Mange i og uden for riget omtalte hende som kongens frille eller konkubine. Mange i adelskredse hadede hende for hendes formodet uheldige indflydelse på kongens politik. Hun følte sig forfulgt og meget ensom. Finere end adelen, ringere end fyrstestanden. Uden fast tilhør i en verden der i forvejen var splittet mellem konge og rådsadel, menig adel og de lavere stænder, mellem Christians kgl. børn og hans børn med hende. Måske det var baggrunden for at kongen fra 1627 lod Kirsten Munk og hendes børn optage i kirkebønnen og gav hende titlen grevinde af Slesvig og Holsten. Men var dét nok til at sikre hende hvis Christian IV faldt i krigen eller døde af sygdom, svag som han i perioder var – hvis den tronfølger kom til magten, der ansigt til ansigt med hendes forhold til rhingreven var slået om fra at holde af til at hade og bekæmpe hende? Sådan som også prins Frederik (III) gjorde det. Med sit intense følelsesliv kunne hun ikke leve i et halvt eller kvart forhold.

Annonce

Alt blev tilsidesat for den nye kærlighed til rhingreven. Alt i fortiden der kunne belaste denne kærlighed, skulle åbenbart mishandles eller udryddes, måske fordi den ingen fremtid havde. Når hun dermed tillige kastede hensynet til sin egen sociale tryghed over bord, stemte også det med den enten-eller mentalitet i hendes væsen som hang sammen med det uforløste kærlighedsforhold til moderen, og som fik hende til at omfatte sine omgivelser med enten næsten forherligende kærlighed eller dybt had. Først og fremmest blev nu kongen udsat for dette had især efter at rhingreven efteråret 1628 var gået i svensk tjeneste. De ægteskabelige skænderier tog fart. Og fra mortensaften 1628 lukkede Kirsten Munk sovekammeret for ham.

Gravid i den følgende tid søgte hun at skille sig af med fostret, men fødte i sept. 1629 datteren Dorothea Elisabeth som det er uvist om kongen var far til. Måske af hensyn til et fremtidigt svigersønneparti der kunne splitte højadelen, måske også for ikke at stå "med bred hat på", og for at undgå offentlig forargelse godkendte han i starten datteren som han imidlertid siden titulerede "den kasserede frøken". Ellen Marsvin var af hensyn til sine forretninger med kronen dybt foruroliget over datterens stigende hensynsløshed over for kongen og børnene. Disse behandlede Munk i denne periode med en vilkårlighed som moderen havde behandlet hende selv som barn. Men Kirsten Munk ville ikke lytte til råd. Efter en datters begravelse forsvandt hun samme aften længe ud i Rosenborg have med rhingreven. Derfor foranledigede Ellen Marsvin at kongen i maj 1629 trådte i forhold til Kirsten Munks tidligere tjenestepige Vibeke Kruse. Det viste sig at være en uheldig disposition. For Vibeke gjorde alt for at bagtale Kirsten Munk over for kongen med sine utvivlsomt fordrejede oplysninger om hendes forhold til rhingreven. Selv søgte Kirsten Munk ifølge kongen at give ham gift. Og Christian IV fik desuden meddelelse om at hun brevvekslede med en sortekunstner i Hamburg om at forhekse ham. Ikke blot Christian og børnene, men hele den danske befolkning kom hun til at hade fordi hun stedse følte dens foragt. Utrygheden og længslen efter rhingreven fik hende til at planlægge en flugt til den af kongen og hans regering hadede svenske nabo. I den forgæves hensigt at få hjælp hertil fra den svenske agent Fegræus meddelte hun denne en række politiske hemmeligheder. Og til agenten udtalte hun som sit højeste ønske at Gustav Adolf med sin hær ville besøge disse falske danske.

Da var håbløsheden sunket til bunds. Skønt hun kastede sit værste had på børn og ægtefælle elskede hun dem dog. Derfor kunne Munk ikke leve med at hun ikke måtte have med børnene at gøre som det blev besluttet ved et forlig i november 1629. Hun overtrådte aftalen hvorfor det kom til nye heftige scener mellem ægtefællerne. Kort tid efter traf Kirsten Munk så den utvivlsomt tungeste beslutning i sit liv. Den 19. jan. drog hun "med stor hjertens bedrøvelse fra Frederiksborg, så Gud husvale mig for sin store barmhjertigheds skyld".

Det skulle vise sig at den faktiske skilsmisse fik betydelige konsekvenser for den følgende tids danske historie idet den forstærkede splittelsen mellem kongen, svigersønnepartiet og rigsrådet. Kirsten Munk rejste først til moderen, men blev modtaget dårligt og drog derfor rundt til slægt og bekendte. Da kongen imidlertid snart hørte at hun bagtalte ham gav han 13.3.1630 Ellen Marsvin ordre til at overdrage Munk de to gårde Boller og Rosenvold som 1621 vistnok var blevet købt for kongens penge til Kirsten Munk og hendes børn. Her fik hun nu – som flere gange senere – husarrest, men levede alligevel efter kongens mening "som en stor prinsesinde". Skønt hun havde lært sig sparsomhed under de mange år med majestæten var hun modsat moderen ikke vant til godsdrift og måtte derfor flere gange have hjælp hos sin værge Otte Marsvin. Efterhånden gik det dog bedre, og det lykkedes hende at samle en stor godsmængde. Fra Ellen Marsvin arvede hun 1649 Ellensborg, Lundegård, Vejlevgård, Lellinge og Thurø. Tidligere havde hun af moderen fået Øster Vallø og Tåsinge. Øster Vallø solgte hun 1651 til Christen Skeel. Tåsinge gav hun sønnen Valdemar Christian, men arvede den igen efter hans død 1656. Af Hans Lindenov købte hun 1653 Tybrind.

Den enerverende jyske ensomhed søgte hun ikke blot at dulme ved optagethed af godsdriften og ved samvær med borgerlige kredse i Horsens, bl.a. med biskop Hans Svanes familie, men også ved små rejser og ved at modtage forbudte besøg af sine egne børn. Men ulykkelig var hun, og derfor søgte hun ofte kongen om genindsættelse i sin stilling eller dog om nåde. Vibeke Kruse hidsede imidlertid stedse Christian IV op imod hende. Og gentagne gange lod han hende underkaste forhør hvorunder hun i det hele benægtede de fremsatte beskyldninger bortset fra et vidt drevet koketteri med rhingreven. Efter et af disse forhør lod kongen hende 1635 ligefrem indespærre på Stjernholm slot ved Horsens i flere måneder, og 1637 fik hun regulær husarrest på Boller. 1640 opfordrede han muligvis Ellen Marsvin, der fra 1635 optrådte som datterens sagfører, til jernbyrd i sagen. Han forberedte tilmed flere gange offentlig proces mod Kirsten Munk, men lod det hver gang falde. Kærligheden bag hadet var åbenbart for stærk. Svigtende selverkendelse gav dog fortsat kongen behov for at kaste al skyld på hustruen, ingen på ham selv. Og han udarbejdede næsten til sin død bitre fremstillinger af sit forhold til Kirsten Munk for at retfærdiggøre sin barske behandling af hende over for sig selv, sine børn, svigerbørn og rigsrådet. I ingen af disse fremstillinger som i ingen senere historikeres behandling af hende blev der gjort forsøg på at forstå. Kongen led da også den svie at de indtil 1632 mest hos Ellen Marsvin opdragne børn støttede Kirsten Munk, og at selv svigersønnerne vendte sig imod ham. Da det blev påstået at Kirsten Munk ved et tilfældigt møde havde fornærmet Vibeke Kruse lod kongen hende atter indespærre på Boller i dec. 1646, men den behandling blev ikke mindst rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans hustru Leonora Christina for meget. Klagerne mod kongen i den anledning udnyttede rigshofmesteren tilmed dygtigt i sin politiske kamp mod Christian IV., og i november 1647 måtte denne give Kirsten Munk sin frihed tilbage.

Da kongen i den følgende tid mærkede livet svinde synes han at være kommet til besindelse. Han trængte nu mere end nogensinde til den helhjertede pleje som Munk under kejserkrigen ikke havde kunnet give ham og tilkaldte hende i januar 1648. Da hun på vej til hoffet fik besked på Ellensborg om sin herres død skal hun have grædt bittert og udbrudt: "Hvem skulle have troet, at jeg skulle græde for kong Christian?"

Forsoningen i sidste øjeblik fra den mand som hun stadig elskede var uden tvivl med til at give hende kraft til at komme igennem den sidste vanskelige periode i hendes liv. Ganske vist søgte svigersønnerne da de 1648 kom til magten at skaffe hende oprejsning, men ud over en forsigtig erklæring fra rigsrådet om ægteskabets lovlighed opnåede de stort set intet. Kirsten Munks krav på arv efter kongen blev afvist, og trods fremlæggelsen af en kopi af brevet fra 23.8.1615 fik hun intet len. Efter svigersønnernes fald 1651 blev hun tilmed stærkt forulempet af Frederik III der længe havde hadet hende. Efterhånden blev hun derfor besat af tanken om hævn og opmuntrede i flere breve Corfitz Ulfeldt i hans prosvenske politik. Trods sin påholdenhed lånte hun desuden 1655 Karl X Gustav 20 000 rdl. til hans krigsførelse. Men rigtig hævn opnåede hun ikke. Ganske vist rykkede svenskerne ind i landet, men deres optræden blev en skuffelse. Hendes godser led under krigen, og oprejsning fik hun ikke. Det var og blev Kirsten Munks store problem at hun aldrig lærte at forstå mennesket som på én gang godt og ondt. Derfor fordelte hun nu som før sin kærlighed og sit had på forskellige personer. Ved siden af Frederik III gik hadet ud over en række af børnene og svigerbørnene, især over sønnen Valdemar Christian. Denne forsøgte dog også med alle midler at presse penge ud af hende bl.a. ved at true med at sende kompromitterende breve til Frederik III. Til gengæld øste hun, og det var næppe tilfældigt, sin kærlighed bl.a. på sin husbonds yndlingsdatter Leonora Christina og på dennes søn Leo Ulfeldt der i længere tid boede hos hende. For hos Leonora kunne Kirsten Munk finde de bedste træk fra både Christian IV og sig selv. Og Leonora evnede selv under barske forhold livet igennem at fastholde den kærlighed og troskab til sin mand som Munk ikke selv havde kunnet leve op til under kejserkrigens mentalt belastende vilkår.

Plaget i sine sidste mange år af stadig hårdere sygdom og af sit forrevne sind søgte hun som i adskillelsens år fra kongen trøst i stor gudfrygtighed. På basis af flittigt læste teologiske skrifter skrev hun en nyttig bønnebog med titlen Naadens Dørs aandelige Hammer som hun udgav i København 1648. Efter sin natur var hun hård mod opsætsige bønder, men ellers vistnok en god husbond. Hun gav mange almisser til de fattige og desuden bidrag til kirker, skoler og hospitaler. Ved Tåsinge, Boller og Lundegård lod hun selv bygge hospitaler og skoler. Efter et slagtilfælde døde hun på Boller og blev 23.7.1658 begravet i Odense med pomp fordi Corfitz Ulfeldts svenske venner stod som herrer i byen.

Familie

Kirsten Munk døde på Boller og blev begravet 23.7. samme år i Odense.
Forældre: Ludvig Munk (1537-1602) og Ellen Marsvin (1572-1649). Gift 31.12.1615 med Christian IV, født 12.4.1577 på Fr.borg, død 28.2.1648 på Rosenborg, s. af Frederik II (1534-88) og Sophie af Mecklenburg (1557-1631). – Mor til Anna Cathrine (1618-33), Sophie Elisabeth, Leonora Christina, Valdemar Christian, Elisabeth Augusta, Christiane, Hedevig (1626-78) og Dorothea Elisabeth.

Ikonografi

Et mal. fra 1600-tallets begyndelse (Ovesholm) kaldes med urette Munk. Mal. af Jacob van Doort, 1623 (Fr.borg), min. af samme s.å. (Rosenborg), gengivet i flere litografier, bl.a. af E. Lehmann, i stik af A. Hansen, 1849, og træsnit 1855 efter tegn. af C. Bloch. Afbildet i samme portrættype s.m. sine børn på mal. af J. v. Doort, 1623 (Wedellsborg), gengivet i træsnit 1890 og i kopi af E. Henningsen, 1901 (Fr.borg). Mal. i samme type af J. v. Doort, 1624 (brændt på Fr.borg 1859), efter dette akvarel af F. C. Lund, 1858 (Fr.borg). Min. (Wedellsborg). Mal., formentlig forestillende Munk. (Fr.borg). Mal. som formentlig med urette kaldes Munk (to ekspl. på Fr.borg) ligger antagelig til grund for stik af J. Haas, 1757, og gengives i træsnit af E. Dunker, 1891. Fremstillet på tegn. tilskrevet Chr. Rosenberg (Fr.borg) og på karikatur s.m. grevinde Danner 1861 (Teatermus.).

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 2.r.V, 1827 78-80 (breve); sst. 5.r.I, 1887-89 127-32 (nogle optegn, af Munk og hendes slægt, ved S. Birket Smith); sst. 8.r.l, 1957-61 81-110 (breve). Gads da. mag., 1908-09 203-17 297-302 (breve). Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka, J. A. Fridericia og Johanne Skovgaard I-VIII, 1878-1947 (fot. optr. 1969-70). Chr. IVs skrivekalendere (se Christian IV - Bibliografi). Hist. samlingar, udg. C. Adlersparre III, Sth. 1797 64-272 (Johan Fegræus' depecher). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Chr. IVs tid, udg. Kr. Erslev II–III. 1887-90. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. I Ils tid, udg. C. Rise Hansen I–II. 1959-75. Kancelliets brevbøger 1609-45, 1916-68. Lit. Danm.s adels årbog XVIII, 1901 258f. Saml. af adskillige nyttige og opbyggelige materier, udg. Oluf Bang III, 1743 294-336 (ligprædiken). Chr. Molbech i Molbechs Nord. t. II, 1828 587-92. Ludv. Holberg: Danm.s riges hist., ny udg. II, 1856 600-06. S. Birket Smith i Danske saml. 2.r.II, 1872-73 301-19 (heri breve fra og til svigersønnernes kreds). Samme: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I–II. 1879-81. [Vilh. Møller] i Nyt ill. ugebl. III, 1873 106f 115f 121-23 131f 140-42 146-48 158f. C. T. Engelstoft i Saml. til Fyens hist. og top. VII, 1878 309-33. Otto Sperling: Selvbiografi, overs. S. Birket Smith, 1885 (reproudg. 1974). Rikskansleren Axel Oxenstiernas skr. och brefvexl., udg. P. Sondén 11,1, Sth. 1888. J. A. Fridericia: Adelsvældens sidste dage, 1894 (reproudg. 1969). M. Mackeprang og G. L. Wad i Fra arkiv og museum II, 1903-05 500-12. Nils Ahnlund: Gustaf Adolf infor tyska kriget, Sth. 1918 236 241. Sv. Aakjær i Nationaltid. 8.4.1928, 6.10.1929 samt 20.10. og 3.11. s.å., 16.3.1930, 17.4., 6.7. og 17.8. s.å. Marius Hansen i Vejle amts årbøger, 1932 44-72. Hans H. Fussing i Jyske saml. 5.r.IV, 1939 15-60. Sv. Aakjær sst. ny r. IV, 1957-58 233-48. C. O. Bøggild-Andersen sst. V, 1959-61 24-39. Sv. Aakjær sst. 40-44. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I-II, 1946-70. Leonora Christina Ulfeldt: Jammersminde, udg. Johs. Brøndum-Nielsen og C. O. Bøggild-Andersen, 1949 (2. udg. 1960). Jan Steenberg: Chr. IVs Fr.borg, 1950. Jacob Fabricius d.y.s optegn., udg. A. Andersen, 1964 121-23. Sv. Larsen: Studier over det fynske rådsaristokrati I–II. 1965. Danske mag. 8.r.III, 1967-70 277 279 280 (Anne Sophie Ulfeldts breve). Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971. Jens Engberg: Dansk flnanshist., 1972. E. Ladewig Petersen: Chr. IVs pengeudlån til danske adelige, 1974 72-75. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I–II. 1979. Papirer i Kgl. bibl., Rigsark., Kbh. og Riksark., Sth.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leo Tandrup: Kirsten Munk i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294563