Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Knudsen

Oprindelig forfatter HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johan Knudsen, Johan Christian Severin Knudsen, 10.12.1865-22.12.1942, godsejer, politiker. Født på Moutrup, Mors, død på Frederiksberg, urne på Blistrup kirkegård., Mors. Knudsen blev student fra Bokkenheusers kursus 1889, tog filosofikum 1890 og helligede sig derefter sine litterære og sceniske interesser. Han var 1889 medarbejder ved broderen C. Riis-Knudsens tidsskrift Literatur og Kritik, men delte ikke broderens anti-brandesianske holdning. Tværtimod knyttede han sig til den kbh.ske litterære radikalisme og indskød 1890 kapital i Ove Rodes få måneder før startede dagblad København hvis udgiver og medredaktør han var indtil 31.3.1892. Hans stedfar ville ikke i længden lade ham få penge til det københavnske dagblad. Knudsen, der ikke kunne med alle medarbejdere ved København, købte da okt. 1891 godset Bangsbo ved Frederikshavn som han restaurerede og lod indrette med forfinet smag af Thorvald Bindesbøll. Her færdedes Bangsbokredsen Gustav Wied, Sophus Schandorph, Peter og Betty Nansen, Herman Bang, Bjørn Bjørnson, Anna Larssen Bjørner, Agnes Henningsen, Carl Ewald o.a., i et gæstfrit hjem.

Knudsen havde i København været en streng kritiker af broderens klassiske og romantiske dramaer på Dagmarteatret, men indskod 1895 kapital i teatret da broderen var i vanskeligheder og var meddirektør 1895–97. Skuespillere var de kunstnere Knudsen følte sig bedst tilpas iblandt. 1912–13 var han formand for Dansk skuespillerforbund, siden æresmedlem.

Sin politiske virksomhed indledte Knudsen som medlem af Flade-Gjærum sogneråd 1899–1906, fra 1902 som formand. Væsentligst på grund af socialdemokratiets voksende styrke sluttede han sig til højre trods sine liberale anskuelser i kulturpolitikken. Som arving til godser på Mors følte han en vis tilknytning til godsejerne, men var modstander af det store hartkorns privilegerede valgret som af andre urimelige privilegier. 1904–14 var han formand for det jyske højre, 1905–15 medlem af højres repræsentantskab og 1907–15 af dets forretningsudvalg. 1898 søgte han forgæves valg til folketinget i Frederikshavnkredsen, men valgtes 1906 i Fredensborgkredsen som han holdt mod venstre og radikale til 1913. Udpræget partigænger var han ikke. Ved behandlingen af forsvarslovene 1909 talte han mod nedlæggelse af Københavns landbefæstning og stemte sammen med fem andre højremænd mod hele lovkomplekset, som ellers havde højres støtte. Det var helt i Knudsens ånd at pengeprivilegierne faldt bort med grundloven af 1915. Han sluttede sig til det nydannede konservative folkeparti og valgtes 1918 i Hjørring amt til folketinget hvor han blev formand for den konservative folketingsgruppe. Hans taler var elegante og formsikre og hans ledelse af folketingsgruppen præget af dygtighed og loyalitet. Han kom dog mere og mere i modsætning til flertallet i gruppen. Han stod Asger Karstensen nær i uvilje mod Alexander Foss' udprægede industripolitik, var "antikapitalistisk" over for truster og monopoldannelser og ville i grænsespørgsmålet ubetinget respektere udfaldet af folkeafstemningen i Slesvig modsat partiets Flensborgfløj. Under partiledernes forhandlinger med Christian 10. på Amalienborg natten til påskedag 1920 udtalte han på linje med E. Piper at de konservative ikke ønskede ministeriet O. Liebes afgang, men han støttede de radikales og socialdemokraternes krav om at før udskrivelse af valg måtte der gennemføres en ny valglov. De tre partier ønskede at fratage venstre de begunstigelser den gældende valglov gav partiet. Knudsen genvalgtes april 1920, men ved julivalget 1920 opstillede han ikke. Modsætningen mellem hans synspunkter og den linje de konservative fulgte, var blevet for stor. Han deltog derefter ikke i politik. – Ved stedfaderens død 1905 overtog Knudsen Moutrup og Blistrup godser på Mors. 1909 solgte han Bangsbo. Blistrup afhændedes 1923 til udstykning. 1931–40 var Knudsen og hans hustru bosat i Italien og Tyskland, fortrinsvis i München. Sine sidste år boede Knudsen på slotskroen på Frederiksberg. Han var i München kommet til at beundre Hitler og hans idé og udtalte efter sin hjemkomst at han ville være den tro så længe han levede, men aktivt virkede han ikke for nazismen. Knudsen havde været økonomisk uafhængig, gæstfri, sorglos og gavmild, men hans rastløse og utålmodige natur veg tilbage for den stædige udholdenhed der kræves af en politisk leder. Han blev i sine senere år den uvirksomme iagttager der mistede forbindelsen med tidligere venner og meningsfæller.

Annonce

Familie

Forældre: kammerråd Jacob Sepstrup K. (1817–69, gift 1. gang 1857 med Ane Kirstine Marie Riis, 1828–58) og Ane Jensine Riis til Blistrup (1827–92, gift 2. gang med kammerråd, senere etatsråd Poul Knudsen til Ulstrup senere også Blistrup, 1819–1905). Adopteret af stedfaderen. Gift 1. gang 25.1.1901 i Blistrup med Elisabeth Julie Hanne Christiane Otto Lissner, født 30.5.1867 i Kbh. (Slotsk.), død 7.12.1929 i Nice (gift 1. gang med skibsfører Richard William Riis), d. af kgl. økonomiskriver Julius L. (1831–1912) og Franciska Johanne Jacobine Otto (1837–1906). Ægteskabet opløst 1906. Gift 2. gang 11.7.1911 i Ribe med Olga Johanne Rebekka Mygind, f. Thorsøe, født 17.11.1874 i Frederikshavn (gift 1. gang 1899 med premierløjtnant i marinen Niels Ebbesen Mygind, 1868–1902), død 14.1.1944 på Diakonissestiftelsen, Frbg., d. af konsul Johan Pohlmann T. (1822–99) og Rebekka Helene Berg (1838–1922). – Bror til C. Riis-Knudsen.

Ikonografi

Afbildet på mal. af Chr. Clausen, 1892 (Bangsbo). Mal. af samme ca. 1900. Tegn. af P. S. Krøyer, 1905 (Fr.borg), mal. af samme s.å. Afbildet på akvarel af Sophus Jürgensen, 1907, og på to tegn. af Alfred Schmidt 1919 og 1920 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interview i Gads da. mag., 1942 391–98. – Herman Bang i III. tid. 8.7.1906. Berl. tid. 10.6. og 11.6.1920. Nationaltid. 11.6. s.å. Politiken s.d. Asger Karstensen: Et opgør, 1921. Carl Behrens: Erindr., 1937. Andreas Vinding: Sorgløse tider, 1942. Vald. Koppel i Politiken 23.12.1942. Aa. Welblund: Omkring den litterære café, 1951. Tage Kaarsted: Ove Rode – en politiker bliver til, 1963. Det konservative folkepartis hist. I, ved Jørgen Hatting, 1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: Johan Knudsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292726