Ivar Vind, Ivar Emil Vind, 5.1.1921-11.2.1977, hofjægermester, godsejer. Født i Everdrup, død på Sande-fumgård, begravet Davinde kgd. V. blev student 1941 fra Stenhus kostskole og sekondløjtnant i livgarden 1945. Som ejer af Sanderumgaard fra 1950 helligede han sig landbruget hvor han ved effektiv benyttelse af moderne landbrugsmetoder hævdede sig som en dygtig godsejer. Besidder af Det Vindske familiefideikommis og af Det 4. Tesdorpfske fideikommis. -V.s periode som atletikudøver for Odense gymnastikforening blev kort men bemærkelsesværdig idet hans danske højdespringsrekord fra 1947 på 1.95 m holdt til 1962. Samlet vandt han fire Danmarksmesterskaber i højdespring 1943-47. – Ved valget af V. som dansk repræsentant i den selvbestaltede International Olympic Comittee (IOC) 1959 efter prins Axel placeredes V. i topadministrationen af den internationale idræt. Her nød han tillid og respekt med sæde i eksekutivkomiteen og andre specialudvalg, sidst som formand for det udvalg der beskæftigede sig med de olympiske deltageres amatørstatus hvor han bl.a. forhindrede at professionelle fodboldspillere kunne deltage i OL. Som overbevist amatøridrætsmand ønskede V. at friholde legene for uvedkommende politisk og kommerciel udnyttelse fordi han frygtede at stærke økonomiske interesser ville overtage den olympiske idé. Alligevel bidrog V. til en liberalisering af amatørreglerne efter IOC-præsidenten Avery Brundages fratrædelse i begyndelsen af 1970erne. Som Brundages kronprins i IOC forventede man at V. ville blive organisationens kommende præsident, men selv afviste han muligheden. Derimod accepterede han formandsposten for Danmarks olympiske komité (DOK) som han bestred 1973-77. – V.s høje menneskelige standard og rene idrætslige idealer blev i mange henseender normgivende for det praktiske arbejde i DOK. Hans styrke såvel på det nationale som internationale plan lå i hans tolerance, ærlige og varme forståelse for de aktives problemer samt egen efterlevelse af idrætsmandens fairness-ideal. En epokes betydeligste danske idrætsleder i international idræt.

Familie

Forældre: godsejer, kammerherre Ove Holger Christian V. (1877-1954) og Elsa Mimi Adelaide Marie O'Neill Oxholm (1891-1970). Gift 2.5.1951 i Kbh. (Jac.) med Alexandra Dagmar Francis Marie Margrethe komtesse af Rosenborg, født 5.2.1927 i Arcodia, Californien, USA, død 5.10.1992, d. af prins Erik Frederik Christian Alexander greve af Rosenborg (1890-1950) og Lois Frances Booth (1897-1941).

Udnævnelser

R. 1976.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Politiken 12.2.1977. Axel Alstrup i Ekstrabl. s.d. Hans E. Struckmann i Aktuelt s.d. Carl Ettrup i Information 15.2. s.å.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig