Fritz Wedel Jarlsberg, Frederik Christian Wedel Jarlsberg, 7.2.1757-31.8.1831, baron, godsejer, teaterdirektør, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død på Luderupgård, begravet i Rislev. W. J. studerede jura i Göttingen og Leipzig og blev 1777 auskultant i rentekammeret. To år senere var han tjenstgørende kammerjunker ved arveprins Frederiks hof hvor han 1781 avancerede til kammerherre, men efter en duel med en anden hofmand tog han s.å. sin afsked. Han blev nu landmand, købte en gård ved Næstved og arvede efter faderen Ravnstrup som han solgte 1804. 1782 udgav han skuespillet Bondedyd der 1794 efterfulgtes af Den sieldne unge Herremand og Det var omsonst hvori han viste sig som en af bondestandens forkæmpere; det er liberalismen, men ikke den kunstneriske udarbejdelse som giver disse skuespil nogen interesse. For at få dem frem på scenen startede han et kgl. privilegeret teaterselskab, hvormed han navnlig spillede i Næstved, Helsingør og i Odense, hvis skuespilhus han i nogle år ejede. 1807 gav selskabet forestillinger i Kbh. hvor han 1812 uden resultat forsøgte at få et teater rejst på hjørnet af Amaliegade og Skt. Annæ Plads. Under krigsurolighederne 1801 og 1807 gik W. J. ind i landeværnet og avancerede til major og kompagnichef. Også uden for det dramatiske område var han virksom. I skriftet Den geistlige Stand bør afskaffes I–II, 1795-97 hævdede han, at Christian Bastholms forslag til en reform af gejstligheden og kirken ikke var tilstrækkeligt, men at målet måtte være helt at afskaffe præsterne. I "Dyveke"-fejden stod han på P. A. Heibergs side og vandt hans venskab, og da Heiberg 1799 blev sat under tiltale erklærede W. J. at hvis han blev dømt "havde vi aldrig de jure haft nogen Trykkefrihed i Danmark". Efter landsforvisningsdommen ledsagede han Heiberg til Roskilde. W. J. hørte trods sin konservative opdragelse til fremskridtsmændene, men han var en springende natur, en deistisk fornuftsværmer, og hans skuespil hvoraf han efterlod adskillige utrykte hævede sig ikke over den begejstrede dilettantisme og opførtes under det for hans scene karakteristiske motto: "Miskend ej Hensigten". – Kammerherre 1781.

Familie

Forældre: gehejmekonferensråd, baron Frederik W. J. (1724-90) og Charlotte A. Bülow (1719-80). Gift 1. gang 29.6.1784 med komtesse Ulrica Eleonora Brockdorff, født 15.8.1764 i Lübeck, død 11.9.1790 på Ravnstrup, d. af gehejmeråd, grev Christian Ulrich B. (1724-1808) og Anna G. C. Hahn (1741-86). Gift 1. gang 16.4.1823 med friherreinde Anna Gustava Constantia Koskull, født 1788, død 28.3.1840 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1805 med grosserer i Göteborg Johan Hall, 1771-1830), d. af overtoldinspektør i Göteborg, friherre Gustaf Fredrik K. (1751-1813) og Anna Charlotta Gjelstrup (1758-1815). Ægteskabet opløst 1824.

Ikonografi

Fremstillet på det satiriske stik Synet af G. L. Lahde, 1796. Mal. af A. Graff, 1801 (forhen Jarlsberg) og replik heraf. Mal. tilskrevet Jens Juel, efter dette kopier.

Bibliografi

F. W.-J.: Fragment af min biografi, 1798. Samme: Blandinger I. En følge af min biogr., s.å. Samme: Til berigtigelse ..., 1830. – Danm.s adels årbog XXV, 1908 514f. For skuespilyndere, 1807 nr. 11 167-71. Karl Schmidt: Medd. om skuespil og teaterforhold i Odense I, 1896 41-51. Michael Neiiendam: Chr. Bastholm, 1922 359f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig