Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adam Levin Knuth

Oprindelig forfatter KnFa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Adam Levin Knuth, 1.3.1648-natten mellem 13. og 14.1.1699, godsejer, embedsmand. Født på Leizen i Mecklenburg, død på Kbh.s slot, begravet i Ø. Broby k. K.s opdragelse synes væsentligt at have bestået i, hvad der efter tidens opfattelse var det vigtigste for en adelsmand, legemlig udvikling ved ridderlige øvelser. Efter dens afslutning kom han 1661 til Danmark i overjægermester Vincents von Hahns hus og blev nytårsdag 1664 antaget blandt kronprins Christians pager. Han havde her fundet sin rette plads og vandt snart sin unge herres yndest, så at han efterhånden blev umistelig for denne. Da kronprinsen 1670 havde besteget tronen, udnævntes K. til kammerjunker. Under den skånske krig fulgte han sin herre overalt i felten. 1680 blev han overkammerjunker, og fra 1681 forestod han hofholdningen sammen med overhofmarskallen og rentemester Peter Brandt, ligesom han selvstændigt bestyrede kongens private kasse (Øresundstoldindtægterne m.m.); 1682 udnævntes han til amtmand over Kbh.s amt. Han havde alle disse stillinger lige til sin død, og kongen viste sin tilfredshed ved 1684 at udnævne ham til ridder af dannebrog og 1692 at gøre ham til medlem af kommissionen i rådstuen og patron for det ridderlige akademi. Endelig blev han 1695 gehejmeråd, 1696 overordentlig assessor i højesteret.

Med de store stillinger fulgte naturligvis betydelige indtægter. Mens K.s "benådninger" i 1670erne ikke var kommet op over nogle hundrede rigsdaler om året, kunne han i 1680erne og 1690erne til sin løn som overkammerjunker og som amtmand føje store kongelige gaver, både i rede penge og i jordegods. Dog har rygtet sikkert overdrevet når det satte hans indtægt alene af Øresundstolden til 10000 rdl. årlig. Men det var også mange penge der i disse år gik gennem hans hænder. Alene til hofholdningen oppebar han i tiåret 1689–98 over 1 600 000 rdl., heraf 1693 næsten 1 td. guld (234 377 rdl.).

K. var blevet en mand, på hvem manges øjne hvilede. At der blev set skævt til ham fra adskillige sider er ikke til at undres over. Af de politiske fraktioner, hvori det danske hof delte sig, sluttede han sig som født mecklenburger til den kejserlige der repræsenteredes af Frederik Ahlefeldt (1623–86), Ulrik Frederik Gyldenløve, Conrad Reventlow, grev Wedel og Michael Wibe og havde sin støtte i kongens umiddelbare nærhed i Sophie Amalie Moth. K.s modstandere var enige om, at hans indflydelse på statssagerne foregik underhånden gennem påvirkning af kongen, og at han udadtil lod, som om han aldeles ikke blandede sig i dem. Det billede som gives af ham og hans betydning i de bevarede indberetninger fra de fremmede gesandter i Kbh. er dog så fortegnet, at det i ingen henseende fortjener tiltro. Disse diplomater (den svenske, engelske og franske) repræsenterede nemlig alle den modsatte lejr af den som K. tilhørte, og de nøjedes ikke med til deres respektive regeringer at udtale deres uvilje mod en politisk modstander som var usårlig, men søgte samtidig – lidet logisk – at fremstille ham som en politisk ubetydelighed, hvis hele viden indskrænkede sig til "at kende de forskellige Slags Vine, hvormed han hver Dag fylder sig". Særlig forbitret på K. var den svenske gesandt Anders Leijoncloo, fordi han støttede direktøren for Øresundstolden under de mangfoldige stridigheder om de svenske handelsskibes toldfrihed i Sundet. Inden for litteraturen beskyldte Andreas Höjer i sit værk om Frederik IV K. for at have medvirket til dennes dårlige opdragelse som kronprins.

Annonce

Helt uden forsvarere har K. dog ikke stået indtil vor tid; Odin Wolff betegnede ham således som "en giæv og venlig Mand, uden al Ærgerrighed og Kongen personlig hengiven". Skønt den hævdvundne opfattelse af ham utvivlsomt bør forkastes er det imidlertid vanskeligt at sætte en rigtigere i stedet, i hvert fald hvis denne skal have et nogenlunde fyldigt indhold. Så meget står fast, at det bærende i K.s stilling i Danmark var hans personlige forhold til kongen, hvem han var oprigtig hengiven, og hvis ubetingede tillid han nød. Ved visse lejligheder, som da hans landsmand Sigfr. Chr. v. Plessen blev sat i spidsen for finanserne, synes han at have lagt et lod i vægtskålen, og der var enighed om at K. på alle måder støttede Plessen i hans ministertid, hvad der utvivlsomt må betegnes som en politisk fortjeneste. Efter de fra K.s hånd bevarede breve til Christian Lente, C. B. Ehrenschild og J. G. Holstein at dømme har han i øvrigt været en hjælpsom, forstandig og hæderlig mand der ikke gjorde sit valgsprog som ridder af dannebrog: "Ehrlich wahrt lange" til skamme. At han stod i et fortroligt forhold til brødrene Juel, af hvilke Niels Juels søn havde ægtet hans brordatter, taler til hans fordel, ligesom det viser slægtens anseelse. K. var en rent praktisk natur, men dog ikke helt uden åndelige interesser. Han støttede loyalt den norske maler Magnus Berg og anlagde selv en medaljesamling. Men nogen betydelig intelligens, endsige politisk begavelse har han næppe ejet, ligesom han var blottet for ærgerrighed i statspolitik. Den tanke, at hidtil ukendt kildestof vil kunne vise nye sider hos ham kan ikke afvises, om den end ikke er sandsynlig.

K.s praktiske sans træder navnlig frem i hans virksomhed som godsejer der fik videre følger end de fleste andre indvandrede adelsmænds. Kongen havde 1678 skænket ham Tybjerggård (Tybjerg hrd., 36 tdr. htk. samt 703/4 td. htk. der lagdes under gården, hvortil kom en del bondegods). I de følgende år modtog han som gave fra samme hånd kongetiender m.m. og han købte 1681 desuden af oberst Th. Fleischers enke den i nærheden liggende Assendrup hovedgård. Men 1689 solgte han Tybjerggård for en smuk sum til selve giveren, kongen, og i stedet erhvervede han af Otto Didrik Schacks enke det berømte Gisselfeld (Ringsted hrd.), hvortil hørte ca. 900 tdr. htk. bøndergods. For Gisselfeld betød K.s styrelse en mærkelig udvikling. Han blev hurtigt klar over at hoveriet var et tveægget våben for en sjællandsk godsejer, og at det gamle ord om, at når bonden har det godt, har alle det godt, rummer en sandhed der ikke bør glemmes. Derfor fik han hoveriet til sine godser omfordelt, så det ramte gårdbrugere mere ligeligt, og navnlig de fjernestboende skånedes. Når han oprettede Hæsedegård af en nedlagt bondeby, blev følgen heraf i hvert fald at de hertil henlagte bonder fik kortere vej til hovarbejdet, end de tidligere havde haft. Selv om det ikke er berettiget at gøre K. til repræsentant for et nyt syn på bonden er det dog værd at mærke, at det var på samme tid, en beskyttelsesvenlig tendens over for den norske bonde fremtrådte hos regeringen, og at man navnlig moder den i den kommission i rådstuen, hvoraf også K. var medlem. Til økonomisk skade for ham har disse reformer næppe været.

K. døde "meget hasteligen" og til stor sorg for kongen på Kbh.s slot, og først tre måneder senere førtes liget "med proces" til hans sidste hvilested i Ø. Broby kirke hvor han selv havde opført et gravkapel. Her hviler også komtesse Hilleborg Holck (1658–1724), med hvem han skal have været forlovet i mange år, uden at brylluppet var blevet til noget. Dette forhold har, som så mange andre omstændigheder i K.s liv, givet anledning til løse gisninger, uden at man har noget sikkert at støtte dem på.

Familie

Forældre: ritmester, provisor for klostret Malchow Jacob Ernst K. til Leizen m.m. (1609–75) og Elisabeth Mohrin (død 1689, gift 1. gang 1637 med Eggert Lütke Hahn til Gneve, død 1638). Ugift. – Bror til Eggert Christopher K. (1643–97).

Udnævnelser

Hv. R. 1684.

Ikonografi

Afbildet på A. Steenwinckels karton fra 1680erne (Fr.borg) til vævet tapet forestillende Landskronas erobring af B. v. Eichen (Chr.borg). Mal. (Gisselfeld), kopi efter dette (Knuthenborg). Mal. (Fr.borg), kopi efter dette (Knuthenborg), kopier med ændret dragt (sst.; Ledreborg; Fr.borg), kopi af H. C. Vantore (Lilliendal), som min. af J. Barbette (Fr.borg). Stik af H. Schaten, K. i ordensdragt, efter J. d'Agar. Pastel (Fr.borg). Afbildet på mal. af højesteret af d'Agar, 1697 (Rosenborg).

Bibliografi

Kilder. Danske saml. 2. r. IV-V, 1874–77 (franske, engelske og svenske relationer). Danske mag. 4.r. VI, 1886 260 262 (Chr. V.s dagbog 1678). Sst. 5. r. V, 1904 316 (aktstykker fra Johan Adolf af Plöns arkiv). Sst. 6.r. V, 1930 7 20 (aktstykker vedr. det ridderlige akademi i Kbh.). Kgl. kammerregnskaber, udg. E. Marquard, 1918. Pers. hist. t. 8. r. V, 1926 179 181 (uddrag af da. kancellis registranter). Sst. 9. r. III, 1930–31 81 84 (biskop Jens Bircherods dagbøger).

Lit. [Ole Worm:] Progr. fun. Hafn. over A. L. K., 1699. N. D. Riegels: Forsøg til femte Christians hist., 1792. Odin Wolff: Greve Peder Griffenfelds levnet, 1820. O. F. C. Rasmussen: Optegn, om Gisselfeld, 1868 146–78. J. Bloch: Stiftamtmænd og amtmænd, 1895 7.

Papirer. Breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Fabricius: Adam Levin Knuth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292753