Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Fabricius Hansen

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Valdemar Fabricius Hansen, 17.3.1866-15.10.1953, stadsgartner. Født i Helsinge, død i Kbh., urne sst. (Vestre). Ugift. Efter realeksamen fik H. sin gartneruddannelse hos Zeiner-Lassen og i Hardenberg slotshave. Han arbejdede et par år med anlæggelsen af Victoriapark i Berlin, og var derefter ansat i Späths planteskole, Berlin. Han studerede havekunst ved læreanstalten Wildpark i Potsdam 1890-91, og efter hjemkomsten til Danmark var han assistent hos sin onkel, landskabsarkitekt O. Høegh Hansen 1891-1901, samtidig med studierne ved landbohøjskolen. H. tog havebrugskandidateksamen 1896 og var derefter selvstændig landskabs- og anlægsgartner på Frederiksberg 1901– 07. Allerede fra marts 1905 virkede han desuden som gartner for Københavns kommune, fik 1907 fast ansættelse med titlen afdelingsgartner under vej- og kloakvæsenet, fra 1919 med titel som stadsgartner. Her virkede han til 1936 og opbyggede i løbet af disse 30 år den københavnske parkforvaltning, projekterede med stor dygtighed en lang række parker og anlæg. Hans personlige egenskaber, energi, dygtighed, myndighed og samvittighedsfuldhed prægede dette arbejde. Blandt H.s vigtigste projekter er Glyptotekshaven, 1906-08, Københavns kommunes blomstergartneri og planteskole, 1908-10, Lersøparken, 1910-11, Christianshavns voldanlæg, 1916-27, Haven ved Statens museum for kunst, 1919-20, Classens have, 1925-26, Enghaven, 1927-28, Vigerslevparken og Grøndalsparken, 1929-33, Nørrebroparken, 1933-34, Utterslev mose, 1933-34. Af andre arbejder bør fremhæves Ordrupgård, 1916-18, Mosaisk vestre kirkegård i København, 1919, Ringsted sygehus, 1935 og haverne ved Julemærkekontorets hjem, 1936-46. I foreningslivet deltog H. med iver og var i perioder medlem af bestyrelserne i bl.a. Det kgl. danske haveselskab, Gartnernes hjælpeforening og Alm. dansk gartnerforening. Æresmedlem af Dansk havearkitektforening og af Dansk anlægsgartnerforening. Censor i faget anlægsgartneri ved landbohøjskolen 1911 og igen 1917-47. Forfatter af tidsskriftartikler, medarbejder i Danmarks Havebrug og Gartneri til året 1919 og ved Danske Gartnerivirksomheder, samt ved Nordisk ill. Havebrugsleksikon.

Familie

Forældre: læge, senere distriktslæge Lauritz Theodor H. (1830-1920) og Mathilde Athalie Fabricius (1843-1904).

Udnævnelser

R. 1930. DM. 1936.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Jens Østergaard i Horticultura VII, 1953 127. Samme i Havekunst XXXIV s.å. 65f. Samme sst. 1954 8 (m. fortegn, over H.s arbejder). Gartnertid. 1953 425. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: Valdemar Fabricius Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290784