Rudolph Rothe, 12.10.1802-30.1.1877, gartner. Født i Kbh. (Fødsst.), død på Frbg., begravet i Asminderød. R. fik sin skoleundervisning dels hjemme, dels i Borgerdydskolen i Kbh. Hans fars virksomhed som ansvarlig leder for de kgl. havers økonomi og hans medlemskab i den såkaldte have-inspektion har sikkert givet R. en stor interesse for landskabsgartneri og havebrug. Han kom 1818 i gartnerlære hos slotsgartner Petersen i Frbg. have og hos slotsgartner Lindegaard i Rosenborg have hvor han 1821 tog gartnereksamen, suppleret efter to år i Botanisk have med den daværende botaniske gartnereksamen. På navervis rejste han derefter gennem Tyskland, Østrig-Ungarn, Schweiz, Italien, Frankrig og Holland. De menneskelige og faglige indtryk nedfældede han i Udlog af en Dagbog over Gartnerie, 1828. Efter sin hjemkomst til Danmark blev han privatsekretær for A. W. Moltke, Bregentved. Her virkede han samtidig som anlægsgartner og udarbejdede Planer til Forskjønnelsesanlæg paa Bregentved, 1828. Fem år senere overtog han stillingen som slotsgartner ved Fredensborg slotshave, hvis forsømte franske haveanlæg under hans ledelse blev omlagt i landskabelig stil. Han virkede samtidig som en anerkendt landskabsgartner ved omlægning af adskillige private haver, ved ændring af Marienlyst slotshave og ved betydelige udhugninger i Jægersborg dyrehave. Som anerkendelse for sin indsats foretog han med statsstøtte en studierejse til England og Skotland. Ved forfatningsændringen 1850 overgik de kgl. haver til staténs eje. Hans slotsgartnerstilling blev nedlagt, men han blev samtidig udnævnt til landskabsgartner (senere kaldet inspektør ved de pff. lysthaver) og fik tilsyn med Frbg. have og Søndermarken, Rosenborg lysthave og slotshaverne ved Fr.borg, Fredensborg, Charlottenlund, Sorgenfri og Bernstorff. I denne forbindelse forfattede han et klart og grundigt memorandum om bestyrelsesforholdene for de off. lysthaver, 1872–73, af uvurderlig betydning for studiet af havekunstens historie i Danmark. Hans moderne ideer om slotshavernes udformning og pleje har været vejledende flere generationer frem i tiden. Udadtil virkede han som foredragsholder, især i Det kgl. danske haveselskab og udgav bogen Landskabsgartneriske betragtninger over Danmark, 1853. Han deltog med iver i bestræbelserne for en bedre uddannelse af unge gartnere og blev formand for eksamenskommissionen for gartnere, ligesom han selv fungerede som lærer. Han var medstifter 1835 af det senere kgl. haveselskab og medredaktør af dettes tidsskrift i en længere årrække. Formand for Gartnernes hjælpeforening 1868–77. – Forstråd 1852. Etatsråd 1869.

Familie

Forældre: fuldmægtig, senere konferensråd Christian R. (1770–1852) og Charlotte C. Muller (1773–1814). Gift 1. gang 29.12.1830 i Kbh. (Frue) med Anne Marie Friedenreich, født 16.12.1805 i Kbh. (Frue), død 2.11.1841 i Fredensborg, d. af vinhandler, oberstløjtnant i det borgerlige artilleri Peter Johannes F. (1770–1854) og Anne Cathrine Ordtholm (ca. 1776–1841). Gift 2. gang 28.4.1846 i Kbh. (Frue) med Johanne Matthea Mangor, født 8.7.1804 i Kbh. (Nic), død 30.4.1894 på Frbg., d. af grosserer Valentin Nicolai M. (1770–1812) og Anne Marie Bang (Anne Marie Mangor) (1781–1865). – Far til Tyge R. (1834–87). Bror til August R., Viggo R. og Wilhelm R.

Udnævnelser

R. 1842. DM. 1867.

Ikonografi

Mal. Buste af A. Saabye, 1875 (Fr.borg). Træsnit af G. Pauli, 1877.

Bibliografi

[J. A. Dybdahl] i Tidsskr. for havevæsen XII, 1877 136–49. Dansk havetid., s.å. 49f. III. tid. 11.2. s.å. Vilh. Rothe: Mindebl. om R. R. s.å. Johs. Tholle i Frbg. gennem tiderne VII, 1958 29–42.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig