J.P. Hartmann, Johannes Palmer Hartmann, 18.1.1870-27.3.1948, erhvervsgartner, konsul. Født i Kbh. (Johs.), død i Gent, Belgien, begravet Ordrup kgd. H. gik i skole på Sorø akademi og fik sin gartneruddannelse i Fuglsang herregårdshave, hos handelsgartner Zeiner-Lassen & Dithmer i Helsingør samt i Sanssouci i Potsdam, hos J. C. Schmidt i Erfürt, hos Richter i Dresden og hos Petrick i Gent, Belgien. H. startede et selvstændigt gartneri i Gent 1897 med seks små drivhuse og en arbejdsstyrke på én mand. Efter 30 år omfattede gartneriet 100 ha med 100 drivhuse med 125 ansatte. Virksomheden blev drevet som et eksportgartneri med laurbær, palmer, kamelier, azalea og knoldbegonier. Gartneriet har tjent som lærested for mange danske gartnere under uddannelse. Han var dansk konsul i Gent fra 1923, repræsentant for Dansk samvirke i Belgien, bestyrelsesmedlem af Dansk understøttelsesforening i Belgien, af Amitiérs Belge-Danois, af Ligue Horticole d'Exportateurs Belges, samt værge for dansk sømandsmission og kirke i Gent.

Familie

Forældre: komponist Emil H. (1836–98) og Bolette Puggaard (1844–1929). Gift 1. gang 12.1.1905 i Kbh. (Helligg.) med Ellen Hartmann, født 28.5.1877 i Kbh. (Frue), død 12.9.1918 i Gentofte, d. af overretssagfører Frederik August H. (1843–1908) og Alice de Dompierre de Jonquiéres (1848–1921). Gift 2. gang 2.8.1924 i Thoreby med Sigyn Kemp, født 9.3.1893 i Nykøbing F., død 18.3.1983 i Belgien, begr. Ordrup kgd., d. af sognepræst, senere stiftsprovst Axel Gudmund K. (1844–1924) og Johanne Nicoline Knap (1853–1918). – Bror til Oluf H. og Bodil Neergaard.

Udnævnelser

R. 1915. DM. 1928.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A. Pedersen i Horticultura 11, 1948 43. Vald. Jensen i Gartnertid. LXIV, s.å. 173f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig