H.O. Larsen, Hans Ove Larsen, 13.11.1870-3.7.1934, gartneriejer. Født i Søndersted, død i Waltham Abbey, Essex, begravet sst. L. blev uddannet som gartner på havebrugshøjskolen Vilvorde 1888–90 og rejste derefter til England. Han arbejdede de første to år som gartner i Petersham, Surrey, og blev 1892 medindehaver af et handelsgartneri i Enfield Highway – i kompagni med en dansker, Jacob Nielsen, men 1896 købte han alene et nyt gartneri i Waltham Abbey som han var ejer af til sin død. Dette gartneri blev snart berømt over hele England, ikke alene på grund af sin størrelse, men også fordi L. viste sig i besiddelse af en forbløffende forudseenhed. Han var foregangsmand i kultiveringen af pærer og sendte store partier udsøgt frugt til New York regelmæssigt gennem flere år. Efterhånden gjorde han imidlertid tomatdyrkningen til sit speciale, og på dette felt ydede han det usædvanlige, så han med årene fik navnet "den engelske tomatkonge". Han begyndte med fremavlingen af verdens fineste tomat, Cornet, som imidlertid viste sig at give for lidt i udbytte, og gik derfor senere over til de mere populære sorter Riverside og Condine. Produkterne solgtes over hele landet, og L. blev meget velhavende. Toldpolitikken der omtrent spærrede for indførsel fra Holland og Danmark fremmede salget. 1933 købte han Beach Hill Park hvor han dyrkede et areal på 700 acres, og ved sin død var han den største tomatgartner i England med 26 acres under glas.

L. var bl.a. siden 1912 præsident for Lea Valley Growers Association og som sådan grundlægger af en stor forsøgsstation for agurker og tomater der 1913 oprettedes på hans initiativ og senere fik statsanerkendelse. I mere end tyve år var han medlem af Waltham Abbeys byråd og en tid dettes formand, var endvidere medlem af Essex amtsråd. 1918 blev han valgt til fredsdommer (J.P.), og 1920 indtrådte han som medlem i landbrugsministeriets rådgivende komité. Skønt L. var blevet engelsk statsborger, bevarede han stadig forbindelsen med Danmark hvor han yndede at tilbringe sine ferier. 1922–24 ejede han Tølløse slot. 1920–26 var L. formand for den danske klub i London. I denne egenskab tog han initiativet til klubbens etablering i de nuværende lokaler på Knightsbridge, og ved sin fratræden eftergav han klubben hele dens gæld til ham for ejendommens køb og vedligeholdelse, ca. 2.600 £.

Familie

Forældre: husmand i Søndersted, senere gårdmand i Skamstrup Mads L. (1838–87) og Gjertrud Marie Hansen (1844–76). Ugift.

Udnævnelser

R. 1920. K.2 1924.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Vald. Jensen i Danmarksposten IV, 1923 221–24 (optr. i Gartnertid., 1924 61–64). Samme i Gartnertid., 1934 337f. W. F. Bewley i Times 7.7.1934 17. Danmarksposten, 1934 169f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig