Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.C. Elers Koch

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H.C. Elers Koch, Hans Christopher Elers Koch, 30.11.1858-22.2.1912, gartner. Født i Gesing, død på Frbg., begravet sst. K. blev i sin opvækst i Horbelev præstegård stærkt præget af hjemmets religiøse liv og af indtrykkene fra den usædvanlig planterige og velplejede præstegårdshave. Det var derfor naturligt for ham at uddannes som gartner, først på Ourupgård og Rosenborg og afsluttet med hortonomeksamen på landbohøjskolen 1880. Han var derefter gartner hos G. J. Bøgh i Horsens 1880–81 og assistent ved de offentlige lysthaver 1882–83. Efter en studierejse til England blev han 1884 blomstergartner ved Rosenborg have. Han blev tilbudt stillingen som overgartner på Glorup hvor han virkede 1886–1901. Han blev da udnævnt til inspektør ved de offentlige lysthaver (kgl. haveinspektør) og bestred denne stilling til sin død. I denne korte årrække formåede han at sætte et varigt præg på statens slotshaver, stærkt hjulpet af sit medfødte talent for tegning, maling og træskærerarbejde, en god smag og et praktisk overblik, men hæmmet af tidens økonomiske vanskeligheder. Ved velberegnede udhugninger skabte han enestående smukke udsigter, bl.a. over Badstuedammen mod Frederiksborg slot og mod Apistemplet i Frederiksberg have. Disse arbejder blev af samtiden udsat for en uvenlig, hård og uforstående kritik. Rosenborg driverihave blev i hans embedsperiode beordret nedlagt, og han forestod omformning af disse arealer så de på en naturlig måde kunne indgå i den offentlige park. I Søndermarken forestod han en delvis omlægning afgangstierne, og uden for sit embedsområde arbejdede han med flere private haveanlæg, bl.a. Marienborg præste-gårdshave ved Hobro. K. var bestyrelsesmedlem i Det kgl. danske haveselskab 1906 til sin død, censor ved landbohøjskolen og forstander for søndagsskolen i Bethesda.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Horbelev, provst Hans Christopher Elers K. (1819–95) og Karen Elisabeth Paludan (1821–1916). Gift 7.10.1886 i Horbelev med Kirstine Elisabeth Marcussen, født 21.5.1860 på Benzon, død 29.6.1928 på Frbg., d. af forpagter Nicolay Jürgen M. (1814–82) og Jensine Elisabeth Sass (1832–68).

Udnævnelser

R. 1906.

Annonce

Bibliografi

Berl. tid. 23.2.1912. Nationaltid. s.d. Politiken s.d. Alfr. Bruun i Gartnertid., s.å. 49f. Haven, s.å. 81f. Johs. Tholle i Frbg. gennem tiderne VII, 1958 44f. Samme: Haveanlægene og gartnerne ved Fr.borg slot, 1958 82. – Papirer i Kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: H.C. Elers Koch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292770