Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

F.Th. Bruun

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

F.Th. Bruun, Frederik (Fritz) Theodor Bruun, 18.12.1835-29.9.1906, gartner. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet i Gentofte. B. begyndte på ingeniørstudiet, men slog snart over til en gartnerisk uddannelse, først på Gjorslev gods, derefter på Rosenborg gartnerlæreanstalt hvor han aflagde eksamen 1857. Han var en tid ansat i Botanisk have i Kbh., hos handelsgartner P. Lawson & Son i Edinburgh og i Royal Gardens, Kew, London. I Danmark deltog han i krigen 1864 og rejste derefter til Spanien hvor han var gartner hos hertugen af Frias og hertugen af Fernan-Nunes. Fra 1868–1905 var han slotsgartner ved Bernstorff slotshave. Her dyrkedes en lang række frugtsorter, grøntsager og blomster. B. var en af foregangsmændene ved dyrkning af krysantemum der blev moderne sidst i 1800-tallet. Slotshaven var et ypperligt lærested for samtidens gartnerelever. Desuden underviste B. ved Rosenborg gartnerlæreanstalt, fortrinsvis i tegning. Han udøvede en stor litterær virksomhed. Han skrev den gartneriske del af Landbrugsordbogen 1877–83, var hovedmedarbejder ved E. Rostrups udgave af F. J. C. Jensens Dansk Havebog, 5. opl. 1876, og skrev en række populære småbøger som Anvisning for Smaakaarsfolk i Dyrkning af deres Frugttræer, 1895, Vrtegaarden, 1901 og Frugthaven, 1902. B. var medlem af bestyrelsen for Det kgl. danske haveselskab og medstifter af og i mange år næstformand for Dansk chrysanthemumselskab.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandørkaptajn Palle Christian B. (1796–1855) og Elisabeth Crone (1801–82). -5.3.1869 i Kbh. (Holmens) med Olivia Charlotte Winkel, født 27.7.1845 på Dybvad, død 9.6.1920 i Charlottenlund, d. af cand. jur., godsejer Adolph Nicolai W. (1809–85) og Oline Hansine Roulund (1814–1900). – Far til Svend B. Bror til Carl B. (1834–1911).

Ikonografi

Tegn. af Aage Møller, 1905. Foto.

Annonce

Bibliografi

Th. Hauch-Fausbøll og H. R. Hiort-Lorenzen: Patriciske slægter III, 1915 57f. Otto Rasmussen i Gartnertid., 1906 201 f. Axel Lange sst., 1935 690f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: F.Th. Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287794