Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

E.V. Hardy-Hansen

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

E.V. Hardy-Hansen, Emil Valdemar Hardy-Hansen, 11.2.1891-13.2.1969, frugtavler. Født i Egebjerg, Odsherred, død i Fredericia, begravet i Hillerød (Skansebakkens kgd.). H.-H. kom i gartnerlære 1905 hos gartner K. F. Petersen i Vig. Derefter var han elev på Hørbygård, i Johan Riis' gartneri i Nykøbing M. og på Ringholm, og han afsluttede sin uddannelse med et halvt års kursus på Vilvorde. Resten af sin tilværelse viede H.-H. til frugtavlen, først hos Sophus Weber i GI. Hestehauge frugthave ved Svendborg (1912–16), derefter som tilsynsførende gartner ved statshospitalet i Nykøbing S. hvis frugtplantage han opbyggede fra grunden og videreførte som mønster for fremtidige frugtplantager i Danmark. Han virkede her 1916–35, men allerede 1928 købte han en ejendom i Endrup ved Fredensborg hvor han startede sin egen frugtplantage som han drev indtil 1962. Hele hans virke var præget af stor faglig viden, en utrættelig energi og en brændende tro og kampiver for frugtavlssagen. Disse personlige egenskaber befordrede udviklingen af dansk frugtavl som ved hans indsats fik støtte fra mange betydelige personer inden for statsadministration og rigsdag, men skaffede ham også mange fjender blandt folk uden hans ildhu og fremsyn. I sit arbejde lagde han størst vægt på rationel frugtavl med færre sorter, der kunne konkurrere med importeret frugt, og han udarbejdede nye regler for beskæring, gødskning, sprøjtning, sortering og pakning. Hans tanker blev manifesteret i dannelsen af landsforeningen Dansk frugtavl 1927, hvis formand og sekretær han var lige til 1962. Han var Dansk Frugtavls redaktør 1931–1962 og tog initiativ til oprettelse af Sammenslutningen af Danmarks æblemosterier 1936. Hans litterære produktion omfatter bl.a. Frugthaven og Køkkenhaven, 1927, Dyrkning af Kirsebær. Nye Metoder, 1929, Børnenes Have med tegn. af havearkitekt Anka Rasmussen, 1929, Dyrkning af Blommer. Moderne Kultur, 1930, Frugtavlerens Fagbog, I–II, 1940–41 samt en oversættelse og bearbejdning af Bertil Billback: Frugt og Bær, 1941. Et slags "testamente" foreligger i bogen Mit 50-årige virke for Danmarks frugtavl med undertitlen Læretid, arbejdsår, brydninger og episoder, 1964.

Familie

Forældre: skomager, senere telefonbestyrer Emil Theodor Hansen (1867–1954) og Ane Marie Nielsen (1869–1948). Navneforandring 4.3.1932. Gift 1. gang 18.10.1912 på Frbg. (Marcus) med Gerda Charlotte Matthison-Hansen, født 17.9.1887 i Nykøbing F., død 11.9.1945 i Holte, d. af skovfoged, sidst ved Odsherreds skovdistrikt Albert Mozart M.-H. (1843–1903) og Maren Caroline Elisabeth Amonsen (1854–1928). Ægteskabet opløst 1943. Gift 2. gang 8.4.1943 i Nødebo, Frederiksborg amt med aut. fysioterapeut Sara Kirstine Andersen, født 3.4.1907 på Stadsagergård, Asperup sg., Odense amt, d. af proprietær Anders Olsen A. (1872–1932) og Pethrine Karoline Poulsen (1872–1953).

Udnævnelser

R. 1937. R1. 1952. K. 1962.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

H.H.: Mit 50-årige virke for Danmarks frugtavl, 1964. Interview i Fyns tid. 27.3.1962. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: E.V. Hardy-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290832