Christian Frantz Schmidt, 1.5.1734-25.6.1828, gartner. Født i Notmark, Als. S. er kendt som den første betydelige tiltrækker af frugttræer i Danmark. Der foreligger ikke konkrete oplysninger om hans opvækst og læreår. Men da han 1767 blev mestersvend hos gartner N. Voigt på Frederiksberg slot, besad han allerede en betydelig viden om tiltrækning og avl af især frugttræer. Det var hans kongstanke at dyrke frugttræer og andre planteskolevarer til udplantning i bondehaverne. Dette arbejde fik han mulighed for at udføre, da han 1775 blev slotsgartner og slotsforvalter på Frbg. slot. Her indrettede han i Brune dyrehave en planteskole hvorfra træer gratis blev udleveret til omegnens bønder. 1782 blev han udnævnt til generalinspektør for de kgl. haver og havde store planer om "træskoler" ved slotshaverne i Odense, Kiel, Travendal, Reinbek, Slesvig, Husum og Glüksborg. Hans forfremmelser og belønninger, bl.a. fra det kgl. landhusholdningsselskab skabte så megen misundelse hos kolleger og andre, at han 1786 træt og chikaneret søgte sin afsked og startede sin egen planteskole på Nyegård ved Haderslev. S.s praktiske arbejde var en pionergerning for dansk planteskoledrift. Hans skriftlige arbejder (Forslag til nogle Forbedringer i Hauge- og Træefrugt-Dyrkningen ..., 1793, afhandling om humlen 1791 og Kort Anviisning til vilde Træers Opelskning, 1782) var glødende propagandaskrifter og hans dyrkningsmetoder blev efterlignet overalt.

Familie

Forældre: Johann S. og Anna Dorothea (?).

Bibliografi

Johs. Tholle i Frbg. gennem tiderne VI, 1956 især 123–31.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig