Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

August Weilbach

Oprindelig forfatter Nicol
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

August Weilbach, 23.11.1813-11.5.1868, botanisk gartner. Født i Kbh. (Frels.), død sst. (Garn.), begravet sst. (Ass.). W. kom i urmagerlære, men måtte pga. en øjenskade opgive dette og blev i stedet uddannet som gartner, først hos handelsgartner Ohlsen på Østerbro, derefter i Kbh.s botaniske have og i Fredensborg. Ved den nye Rosenborg gartnerlæreanstalt tog han kunstgartnereksamen 1835 og fik derefter ansættelse som gartnermedhjælper i Fredensborg slotshave 1835-36 og i Botanisk have 1836-38. I de følgende fire år foretog han en stipendierejse til England hvor han bl.a. arbejdede i det kgl. engelske haveselskabs have, hvorfra han sendte værdifulde samlinger af frø og planter til den botaniske have i Kbh. 1842 blev han hjemkaldt og udnævnt til undergartner og året efter til botanisk gartner ved den botaniske have som dengang lå ved Charlottenborg. Han var en indsigtsfuld administrator som bl.a. arbejdede ivrigt for en flytning af den botaniske have til voldterrænet på Østervold, men nåede ikke at se denne flytning virkeliggjort. 1842 blev han udnævnt til medlem af bestyrelsen for Forstbotanisk have, var medlem af gartnereksamenskommissionen 1843-66, eksaminator i blumisteri fra 1849 og censor ved gartnereksamen. Han var æresmedlem af gartnerforeningen fra 1848, og han arbejdede i mange år på at oprette en gartnerisk hjælpeforening før det lykkedes for ham 1859, og han blev dennes første formand.

Familie

Forældre: sejlmagermester, kaptajn, senere oberstløjtnant i det borgerlige artilleri Johan Philip W. (1770-1836) og Marie Christine Borger (1779-1855). Gift 3.11.1850 i Jyderup med Marie Caroline Mathilde Harder, født 8.5.1819 i Slagelse, død 1.8.1903 i Kbh. (Jac), d. af bagermester Niels H. (1793-1838) og Ane Kirstine Lorentzen (1791-1864).

Udnævnelser

R. 1867.

Annonce

Ikonografi

Litografi 1867 efter fotografi.

Bibliografi

Dansk havetid., 1868 160. Tidsskr. for havevæsen III, 1869 76 81-85 (Fr. Wendt) 203f. Danske gartnerivirksomheder, red. Johs. Tholle I, 1934 870.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Åge Nicolaisen: August Weilbach i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299209