Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Asger Klougart

Oprindelige forfattere MeHa og Nicol

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Asger Klougart, Asger Vagn Klougart, 10.5.1914-30.11.1996, gartner. Påvirket af faderens forstandergerning og af opvæksten på Beder gartnerskole blev Asger Klougart og hans to yngre brødre uddannet som gartnere. Asger Klougart var 1929–34 i lære hos handelsgartnerne E. Løfgren i Odder, Chr. Asmussen i Rødovre og Brd. Mohr i Hvissinge.

Efter studieophold i Holland 1934–35 og i England 1935–36 studerede han på landbohøjskolen 1936–39 og blev hortonom 1939. Et studium om jordbundslære ved Michigan State University 1957–58 afsluttedes med hovedopgaven The influence of soil struclure on greenhouse cucumber og titlen master of science.

Siden hortonomeksamen bestod Asger Klougarts virke i en vellykket kombination af lærergerning for gartnere, rådgivning for erhvervsgartnere og skribentvirksomhed for både fagfolk og amatører. Asger Klougart var lærer ved Beder gartnerskole 1939–41 og Vilvorde havebrugshøjskole 1951–62. Han var konsulent for Alm. dansk gartnerforening 1941–59 og blev udnævnt til professor i havebrug ved landbohøjskolen 1.8.1959. Han beklædte professoratet til 1984.

Annonce

Hans væsentligste litterære arbejder er Georginer (s.m. Torkil Hansen), 1947, Lærebog i blomsterdyrkning (s.m. Lars Hammarlund), 1948, Haandbog for Gartnere, 1948, Jordens frugtbarhed. Diagnoseteknik for havebrugsplanter, 1953, Altan og atrium, 1963 (2. udg. 1970), Blomster under glas (s.m. Vagn Aage Hallig og Grethe Clausen), 1964, Kulturforhold under glas I, 1969, Det Bedstes store havebog (s.m. Åge Nicolaisen og E. Bisgaard Jensen), 1970, Væksthusplanter. 1976 (2. udg. 1979) og Gartnerfagets teknik (s.m. en række andre fagfolk), 1980. Asger Klougart tilrettelagde og medvirkede i en lang række tv-udsendelser 1959–64 og virkede som en populær radiokommentator 1944–50 og 1961–66 s.m. broderen Bent Klougart.

Asger Klougart var formand for radioudvalget for gartneri og havebrug fra 1960, formand for prydplanteudvalget 1959–68, formand for havebrugets forskningsfond fra 1961, formand for Substrallegatet fra 1962, bestyrelsesmedlem i International Society for Horticultural Science, og i Nordiske jordbrugsforskeres forening samt medlem af statens planteavlsudvalg fra 1977.

Familie

Asger Klougart blev født i Beder, Beder-Malling sogn.

Forældre: forstander Niels K. (1885–1958) og bogholder Kirstine Nielsen (1888–1957). Gift 9.5.1941 i Horsens klosterk. med havebrugskandidat Inger Johanne Andersen, født 27.8.1915 i Horsens, d. af isenkræmmer Hans Peter A. (1884–1945) og Anne Cecilie Jespersen (1886–1966).

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Åge Nicolaisen: Asger Klougart i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292677