C. Syrach-Larsen

C. Syrach-Larsen, Carl Syrach-Larsen, 6.7.1898-20.1.1979, arboretforstander. Født i Charlottenlund, død i Hørsholm, begravet sst. Navneforandring fra Larsen, Carl Syrach 1966. S.-L. blev født i landbohøjskolens forstbotaniske have i Charlottenlund hvor hans far var gartner. Han voksede op blandt sjældne træer, og dette kom til at præge hans udvikling og livsgerning. Han blev forstkandidat 1923 og derefter videnskabelig assistent, bl.a. hos Ø. Winge, landbohøjskolens arvelighedslaboratorium og A. Oppermann, Statens forstlige forsøgsvæsen. Han modtog stipendier til at studere forstbotanik og skovbrugshistorie og fik lejlighed til at arbejde sammen med professor i botanik ved universitetet C. H. Ostenfeld. Sammen skrev de The species of the genus Larix and their geographical distribution (Vidensk. selsk. Biol. Medd. IX, 2, 1930). Disse studier var af den største betydning for S.-L.s senere arbejde med skovtræforædlingen hvor lærken spillede en dominerende rolle. Han fik mulighed for at supplere sine studier herhjemme med rejser i Mellemeuropa og England, Skotland og Irland. Til sidstnævnte rejse havde han modtaget landbohøjskolens store rejsestipendium. S.-L.s interesse for forstbotanik og genetik førte til forsøg med kontrollerede krydsninger. Hans første forsøg fandt sted i forsthaven 1924 mellem to amerikanske arter af ædelgran (Abies lowiana x grandis). Han fortsatte med hybridisering og selvbestøvning i slægterne gran og især i lærk og arbejdede med vegetativ formering, navnlig podning af skovtræer. Sine grundlæggende tanker for en skovtræforædling fremsatte han i Forest tree breeding (Kgl. Vet.- og Landbohøjsk. Aarsskr. 1934) og i The importance of vegetative propagation in respect of forest improvement plans (II. Congrès Internat, de Sylviculture, Budapest 1936). 1937 kom disputatsen The employment of species, types and individuals in forestry (Kgl. Vet.- og Landbohøjsk. Aarsskr. og dansk version i Dansk Skovforen.s Tidsskr.). 1933 efterfulgte S.-L. sin far som gartner i forsthaven. Det havde gennem mange år været erkendt at forsthaven, grundlagt 1838, var for lille til at rumme de mange træagtige planter der kan dyrkes på friland i Danmark. S.-L. pressede på for at få anlagt et nyt arboret, og i efteråret 1936 overtog landbohøjskolen 16 ha ved Hørsholm til et arboret 1937 blev S.-L. udnævnt til arboretforstander. Han fik tilladelse til her at udføre forstgenetiske forsøg, og herved blev skovtræforædlingen knyttet til Arboretet i Hørsholm. Takket være S.-L.s ideer og entusiasme blev Hørsholm stedet hvorfra megen foretagsomhed inden for skovtræforædlingen fik sit udgangspunkt. Han formåede at forklare sine teorier og deres betydning for skovbruget. Han fik tilnavnet skovbrugets idémand og opnåede at få bevilget betydelige beløb fra legater og fonds samt statsbevilling til forsøgene med skovtræforædling. Blandt S.-L.s lærkekrydsninger skal nævnes hybriden mellem europæisk og vestamerikansk lærk fra 1930. Der spirede kun én plante, og den viste sig at være triploid. Den vakte opsigt blandt cytologer og blev beskrevet af S.-L. og M. Westergaard 1938: A triploid hybrid between Larix decidua Miller and Larix occidentalis Nutt. (Journal of genetics, Cambridge, XXXVI). Et praktisk sigte havde hans idé om at fremstille skovfrø i stor stil i frøplantager eller frøhaver, og den påkaldte sig opmærksomhed i forstlige kredse såvel herhjemme som i udlandet. Det klassiske eksempel på forædling ved hybridisering af skovtræer er den hurtigvoksende, sygdomsresistente hybrid mellem europæisk og japansk lærk, Larix eurolepis, der var opstået i Skotland i begyndelsen af 1900-tallet. S.-L. satte frøavl af Larix eurolepis i system i frøhaver hvor han fx udplantede podninger af en udvalgt japansk lærk der blev udsat for bestøvning med pollen fra udvalgte eller specielt tiltrukne frøplanter af europæisk lærk. Formålet med avl af skovfrø i frøhaver var at sikre skovbruget frø hvoraf der kunne tiltrækkes planter der var hurtigvoksende, sygdomsresistente og besad andre værdifulde forstlige egenskaber. S.-L. kom til at indtage en central plads i det internationale forstlige samarbejde idet han 1949–66 var formand for sektionen Plant Study inden for den internationale union af forstlige forsøgsstationer (IUFRO) og blev indbudt som foredragsholder og rådgiver til mange lande. Efter anden verdenskrig var det blevet erkendt at der fandtes et stort behov for planter til genplantning på hugster i skovene og til nyplantning på øde jorder. Her var S.-L.s principper for frøforsyning, bl.a. gennem anlæg af frøhaver af den største interesse. Som blivende resultat af hans praktiske greb om disse problemer eksisterer herhjemme Statsskovenes planteavlsstation, oprettet 1947, og Hedeselskabets skovfrøcentral, oprettet 1954. S.-L. har skrevet mange afhandlinger om skovtræforædling. Foruden de forannævnte grundlæggende arbejder fra 1930erne skal nævnes Estimation of the genotype inforest trees, 1947 (Kgl. Vet.- og landbohøjsk. Aarsskr.) og Genetics in Silviculture, 1956. Sidstnævnte værk kan opfattes som S.-L.s håndbog i skovtræforædling. Og selv om den bygger på erfaringer fra mange lande hvor S.-L. kendte skovbrug og -forskning fra sine rejser medvirkede bogen til at skabe respekt om dansk skovtræforædling. Til Handbuch der Pflanzenzüchtung (Berlin und Hamburg, 2. opl. VI, 1962) skrev han afsnittet Einführung in die Probleme der Forstpflanzenzüchtung.

S.-L. havde rejst i de fleste europæiske lande, i Nord- og Sydamerika, Afrika, Indien, Thailand, Australien og New Zealand. Et af formålene med S.-L.s mange rejser var at opmuntre til anvendelse af værdifulde typer, såvel inden for som uden for artens naturlige udbredelsesområde. En særlig indsats ydede han for teak (Tectona gradis). – S.-L. har skrevet godt 150 trykte artikler og afhandlinger. Foruden arbejder om skovforædling findes en del artikler om dansk skovbrug i almindelighed, bl.a. skrevet for udenrigsministeriet til ministeriets fremmedsprogede håndbøger 1964–66. Af emner inden for dendrologi og skovhistorie skal omtales hans beskrivelser af forsthaven og arboretet, personalhistoriske artikler, bl.a. i Dansk biografisk Leksikon, 2. udg., og hans indsats for at få udgivet C. D. Reventlows forstafhandling på engelsk: A treatise on forestry, 1960. Han var selvskreven til bestyrelsen for Statsskovenes planteavlsstation, Hedeselskabets skovfrøcentral og Østsjællandske skoves træforædling. Han var bestyrelsesmedlem i Østasiatisk Plantagekompagni inden for ØK, i Danske forstkandidaters forening der udnævnte ham til æresmedlem 1963. Han var medstifter af Dansk dendrologisk forening 1949, bestyrelsesmedlem, senere formand, og medvirkede ved oprettelsen af Fonden for træer og miljø 1974. Han var blandt initiativtagerne til oprettelsen af Jagt- og skovbrugsmuseet i Hørsholm 1942 og museets forstlige konsulent til 1952 hvorefter han tog initiativet til stiftelse af Skovhistorisk selskab 1953. Han var formand for selskabet 1953–63, senere bestyrelsesmedlem og fra 1968 æresmedlem. 1933–70 var S.-L. landbrugsministeriets sagkyndige ved "Plantning for vildtet". Hans opgave var at forestå uddeling af planter, betalt af Jagtfonden, til vildtremiser og levende hegn. Herved opstod talløse småplantninger som har gavnet vildtbestanden og i høj grad sat præg på vort landskab. Dansk jagtforening hædrede ham 1970 for denne indsats. Landbrugsministeriet havde udpeget ham til medlem af Dyrehaveudvalget der kontrollerer skovdriften, og her støttede han bestræbelserne for fornyelse af træbestanden. I Bogen om Dyrehaven, 1970 skrev han afsnittet om Træerne. Han var rådgiver for Karen Blixen ved oprettelsen af fuglereservatet på Rungstedlund og skrev om skoven i Karen Blixen og fuglene, 1964 (af Karen Blixen, Finn Salomonsen og S.-L.). S.-L. var medlem af bestyrelsen for Det danske spejderkorps, og var blandt pionererne inden for spejderbevægelsen i Danmark. Inden for skovforskningen var han en førende personlighed, og hans indsats for skovtræforædlingen blev anerkendt såvel herhjemme som i udlandet: 1943 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber, 1962 af Videnskabernes selskab, og også fra Sverige blev han hædret med plads i Kgl. skogs- och lantbruksakademin. 1960 blev han dr.phil.h.c. ved Kbh.s univ. og 1966 dr.jur.h.c. ved universitetet i Aberdeen, Skotland. 1952 fik han tildelt Augustinusprisen, 1957 Award for Achievement in Research fra Society of American Foresters og 1967 guldmedalje fra Royal Forestry Society of England, Wales and Northern Ireland. Han var æresmedlem af Föreningen för dendrologi och parkvård, Sverige, af Svenska skogsvårdsföreningen, af det Norske skogselskap, Finlands skovforening, Scotish Forestry Society, Society of American Foresters, New Zealand Institute of Foresters og Det jugoslaviske genetiske selskab. I Arboretet i Hørsholm og i forsthaven i Charlottenlund findes fra S.-L.s forsøg lærketræer der bevarer mindet om hans indsats.