L. A. Hauch

L. A. Hauch, Ludvig Alfred Hauch, 3.3.1845-4.1.1938, forstinspektør. Født i Sorø, død på Frbg., begravet i Kbh. (Vestre). H. bestod alm. forberedelseseksamen 1866, forstkandidateksamen 1870. 1870–73 var han assistent ved statsskovbruget, 1873–86 skovrider på Frijsenborg under overførster H. P. Winge, 1886–1915 forstinspektør på Bregentved ved Haslev. 1890 blev han tilsynsførende med skovene under grevskabet Langeland og stamhuset Lundsgård. – Allerede som forstelev hos skovrider H. C. Ulrich på 1. Kbh. skovdistrikt havde H. lært betydningen af intensiv bearbejdning af jorden ved skovkultur. Samarbejdet med Winge på Frijsenborg udviklede hans interesse for intensive kulturer, dvs. grundig jordbearbejdning forud for plantning og såning og derefter lugning omkring planterne. Sammen med A. Oppermann udarbejdede H. Haandbog i Skovbrug, 1898–1902, hvortil han bl.a. bidrog med indgående beskrivelser af kulturmetoder, især for eg. Baggrunden for hans interesse for de fuldstændige skovkulturer skal ses som hans reaktion mod de utilfredsstillende skovbevoksninger fra første halvdel af 1800-tallet som H. kendte fra sin ungdom. På Bregentveds lave, lerede jorder fandt H. at eg, selv om den vokser langsomt, burde indtage en væsentlig del af skovarealet. Han udviklede en sikker kulturmetode som blev taget til mønster på adskillige andre skovdistrikter da interessen for egedyrkning var vakt, ikke mindst gennem H.s eksempel. Jordbearbejdningen bestod som oftest i gravning af 40–60 cm brede, dybe riller med en særlig langbladet spade. I rillerne blev der sået agern så tæt at plantetallet var på ca. 100.000 stk. pr. tønde land i de første år. Kulturerne blev holdt fri for ukrudt indtil planterne var så store at ukrudtet ikke kunne skade dem. H. mente at egen burde indtage en tredjedel af landets skovareal, og han planlagde selv en sådan dækning på Bregentved skovdistrikt hvor de følgende skovbestyrere har fulgt H.s linje (se Th. Jagd), selv om kulturerne nu udføres mere ekstensivt. I landets øvrige skovegne vandt egen noget frem 1890–1940, men langtfra i en sådan udstrækning som H. havde foreslået.

H. hørte til de skrivende forstmænd, og fra hans hånd foreligger en lang række afhandlinger især om kulturarbejdet, træfrøets proveniens, træernes spredningsevne (forholdet mellem store og små træer i en ensaldrende bevoksning), forårsnattefrostens virkning, skovplanlægning, regnskab. Navnlig efter at han havde trukket sig tilbage fra forstinspektørstillingen fik han tid til at skrive. Stof til sine afhandlinger havde han samlet ved iagttagelser gennem et langt forstmandsliv, og efter 1915 yderligere ved rejser hvortil landbrugsministeriet ydede tilskud, ligesom ministeriet støttede trykning af hans afhandlinger der blev udgivet 1917–37. Den største af afhandlingerne er Danmarks Trævækst I-IV, 1919–23, hvori han ret bredt og nu og da meget kritisk gennemgår skovene og deres tilstand i landets forskellige egne. H. så med bekymring hvorledes nåletræerne bredte sig på løvtræernes bekostning og hvorledes de ny ideer med stærk hugst og selvforyngelse over hele skoven omtrent samtidig, den såkaldte "dauerwaldbevægelse", truede med at reducere vedmassen i skovene og opstillede i modsætning hertil "den lukkede skov" som det ideal han selv havde tilstræbt, og som indebar at skoven bestod af tætte bevoksninger, drevet i regelmæssig højskovdrift med foryngelse i små afdelinger og bevaring af skovklimaet. I Vore Skoves Fremtid, 1930, giver han udtryk for sin utryghed over den måde skovene blev drevet på efter at en strengere økonomisk kurs var gennemført mange steder på grund af øgede skattebyrder og lens- og stamhuses overgang til fri ejendom. Disse omstændigheder havde efter H.s mening medført en for stærk hugst, og skovlovgivningen burde derfor strammes. Også de synspunkter som landbohøjskolens skovbrugslærere, C. M. Møller og Howard Grøn, docerede om større hensyntagen til økonomien i dansk skovbrug var genstand for hans kritik: "At man går bort fra det smukke opbygningsarbejde der har sat sit præg på dansk skov i den sidste del af forrige og den første del af dette århundrede, kan i forening med den uforsigtige hugst betyde løvskovens forlis og hermed – som jeg i det foregående har forsøgt at påvise – at skov overhovedet i store dele af Danmark må forsvinde." (Vore Skoves Fremtid, 89). H.s kritik førte til en polemik; Grøn skrev: Vore Skoves Fremtid – en imødegåelse (Dansk Skovforenings Tidsskr., 1930) og H.: Tillæg til Vore Skoves Fremtid, 1931.

Blandt H.s forstlige tillidshverv kan nævnes: censor ved skovbrugseksamen 1889–1917, medlem af den forstlige forsøgskommission 1904–27, kommissionen for skyldsætning af Danmarks skove 1906–16. H. var en farverig personlighed, ivrig deltager i forstlige ekskursioner og diskussioner, og han yndede at sætte tingene på spidsen, udtale paradokser og skabe fyndord. Blandt de fyndord som endnu lever kan anføres hans spørgsmål: "Hvad findes inderst inde i en dansk forstmands hjerte?" og hans eget sarkastiske svar hertil: "En plantning af 2/2 rødgran på 2x2 alen!", dvs. den traditionelle granplantning med planter som har vokset to år på frøbed og 2 år i planteskole, udplantet med en afstand på 2 alen mellem planterne – eller det mest fantasiløse H. kunne tænke sig. Lige til sin død bevarede han en levende interesse for skove og skovbrug. – Jagtjunker 1878, jægermester 1900, hofjægermester 1926.