Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.A. Hansen

Oprindelige forfattere CBjø og AkMil
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.A. Hansen, Niels Anton Hansen, 24.6.1857-13.7.1931, forsøgsleder. Født i Sdr. Kongerslev ved Ålborg, død i Odense, begravet på Sdr. Nærå valgmenighedskgd. H. voksede op ved landbruget og lærte tillige mejeri. Nitten år gammel kom han på Tune landboskole og dermed under stærk påvirkning af A. Svendsen og Chr. Christensen. Efter landbrugseksamen fra landbohøjskolen 1879 var han lærer på skolen i Tune til 1882, mens han i de følgende år videreuddannede sig, bl.a. på Askov højskole og på rejser. 1884-88 underviste H. på Ladelund og derefter til 1905 på Dalum landbrugsskole. I 80ernes debat om stærk eller svag fodring tog han ivrigt del, bl.a. i' Vort landbrug som tilhænger af det første. H. var tidligt blevet interesseret i forsøgsvirksomhed, og mens han var lærer på Ladelund bistod han om sommeren P. Nielsen, Tystofte, ved forsøgsvirksomheden i planteavl. Han udarbejdede allerede her planer for omfattende forsøg med staldgødning og ajle, men først på Dalum fik han lejlighed til fra 1889 at udføre den række ajleforsøg der i høj grad bidrog til at man kom ind på en bedre udnyttelse af ajlen. Da forsøgsstationen i Årslev på Fyn oprettedes 1905 ansattes H. som leder, og han virkede på denne post til 1928. Hans særlige interesse var medvirkende til at forsøg med staldgødning og ajle fra begyndelsen blev en hovedopgave for stationen i Årslev, og det arbejde han her fik udført blev af grundlæggende værdi. H. var en dygtig og omhyggelig forsøgsleder, og hans forsøgsarbejde blev højt værdsat. Den del af forsøgene der angik staldgødningens værdi i forhold til kunstgødningen gav anledning til diskussion, hvad H. havde svært ved at acceptere, men uenigheden gik kun på fortolkningen af resultaterne, ikke disse selv. Til brug for landbrugsskoler skrev han Jordbundslære, 1898, mens han senere koncentrerede sig om gødningsspørgsmål, navnlig: Forsøg med Urin og Ajle paa Dalum Landbrugsskole 1889-98, 1900, og to store beretninger i Tidsskrift for Planteavl 1920 og 1928 om gødningsforsøgene i Årslev. I fagpressen var han en flittig bidragyder og var medredaktør af Mælkeritidende 1889-1905. H. var medlem og til sidst formand for planteavls-udvalget under De samvirkende fynske landboforeninger.

Familie

Forældre: gårdejer Hans Nielsen (1831-99) og Christine Jensen (1835-1906). Gift 24. 10.1885 i Bovling med Marie Madsen, født 18.8. 1855 i Bøvling, død 1.11.1917 i Årslev, d. af gårdejer Mads Jespersen (1814–84) og Johanne Jensen (1820-1912).

Udnævnelser

R. 1923.

Annonce

Bibliografi

Hans Appel i Mælkeritid. XLIV, 1931 1035-39 = Foren. Dalum lærlinge. Årsskr. 1931 7–12; optr. i Tune elevers årsskr. 1932 3-10. Niels Esbjerg i Tidsskr. for landøkonomi, 1931 490-93. Karsten Iversen i Ugeskr. for landmænd LXXVI, s.å. 468-70 484f. Fyns tid. 14.7. og 18.7.1931. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, Aksel Milthers: N.A. Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290742