Søren R. Mikkelsen, Søren Rasmussen Mikkelsen, 4.5.1791-8.4.1843, bonde. Født i Haldum, død sst., begravet sst. Med en tarvelig almueskoleundervisning som grundlag arbejdede M. sig frem til at blive en særdeles oplyst og dygtig landmand. Efter at have bestyret fædrenegården i Hår, Haldum sogn, i nogle år overtog M. den 1821 i fæste. s.å. udskiftedes gården og M. iværksatte snart de bedste løftestænger som tiden kendte: vekseldrift, mergling, brakfrugtavl osv; han indførte nye agerdyrkningsredskaber, anstillede forsøg med sæd- og græsarter, forbedrede sin besætning m.m., hvortil han modtog understøttelse fra landhusholdningsselskabet. Dertil læste han flittigt både i den hjemlige og fremmede landbrugs-litteratur. Hans bondelandbrug blev kendt over en stor del af halvøen, og hans drift tjente til følgeværdigt eksempel for mange både i og uden for bondestanden og brugtes som lærested af landhusholdningsselskabet. Han hædredes da også på forskellig vis og røgtede flere tillidshverv, således som skolepatron og sogneforstanderskabsmedlem.

Familie

Forældre: gårdfæster Rasmus Nielsen (ca. 1754-1817) og Ane Sørensdatter (ca. 1763-1823). Gift 12.7.1822 i Haldum med Sidsel Sørensdatter, født 31.7.1804 i Haldum, død 26.2.1870 sst. (gift 2. gang 1844 med gårdfæster Rasmus Jensen Brendstrup, 1817-79), d. af gårdfæster Søren Sørensen (1770-1807) og Mette Jensdatter (1781-1860, gift 2. gang 1807 med gårdmand Niels Christensen Brand, 1776-1858).

Udnævnelser

DM. 1841.

Bibliografi

S. R. M. i Tidsskr. for landøkonomi ny r. VIII, 1847 297-301 (jfr- sst. 302-14). - Landhusholdningsselsk.s årsberetn. 1840-43. D. E. Rugaard: Fremragende da. bønder, 1871 191-202.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig