Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Dyrskjøt

Oprindelig forfatter CKli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Dyrskjøt, Peder Larsen Dyrskjøt (Dyrskøt), 10.4.1630-13.10.1707, lærd bonde. Født i Ågård, Ørum sg., Vendsyssel, død i Jerslev, begravet sst. D. var på fædrene side af ditmarsisk storbondeæt og på mødrene af den vendsysselske æt Kjærulf. Faderen faldt som bøndernes anfører i træfningen med svenskerne ved Nørre Sundby 1644, og D. kom da på skriverstuen hos slotsskriver Rasmus Holst i Ålborg indtil dennes død 1647 hvorefter han blev skriver hos borgmester Find Trellund i Kbh. 1648 tvang en benskade ham til at rejse hjem, og bødlen i Ålborg kurerede ham. Han blev så håndskriver hos fru Ide Gøye på Vrejlevkloster og blev 1650 her angrebet af plettyfus der medførte en stedse vedvarende tunghørighed hvorfor han 1651 fratrådte stillingen; 1652 blev han underskriver hos lensmanden på Åstrup, og her var han indtil 1675 da han købte Østergård i Bagterp ved Hjørring og giftede sig. Økonomiske forhold tvang ham 1690 til at sælge denne gård, og han flyttede så til Jerslev sogn hvor han allerede 1670 havde købt en del småejendomme, bl.a. den lille gård Kner hvor han tog ophold. Fra faderen havde han arvet historiske interesser, og allerede som ganske ung begyndte han at læse alt det historiske stof han kunne få i hænde, ligesom at tilegne sig kendskab til tysk og i nogen grad til latin. Hans skriverstilling førte ham i forbindelse med en mængde adelspersoner og andre af hvem han lånte slægtebøger, ligprædikener og gamle arkivalier som han excerperede eller afskrev til sine historiske og genealogiske samlinger, og tid efter anden erhvervede han en betydelig bogsamling. Da Jens Bircherod 1693 blev biskop i Ålborg fik han i ham en værdifuld og forstående arbejdsfælle, og de bistod hinanden i deres historiske syssel. D. testamenterede sine store samlinger til biskoppen, men efter dennes død 1708 blev de spredt. Ligesom Peder M. Resen ca. 1675 benyttede optegnelser af D. til sit Danske Atlas har senere historikere som Jacob Langebek, P. F. Suhm, Terkel Klevenfeldt, R. Nyerup m.fl. udnyttet dem, og N. Hancke har udgivet D.s breve til Bircherod (i uddrag) i Saml. t. jydsk hist. og top. En del af D.s håndskrifter er i original eller afskrift i Det kgl. bibliotek, men en samlet redegørelse for hans forfatterskab foreligger ikke.

Familie

Forældre: ridefoged til Ålborghus Lars Pedersen D. (1560-1644, gift 1. gang med Karen Nielsdatter) og Maren Pedersdatter (1608-89, gift 2. gang 1645 med Niels Christensen af Burholt). Gift ca. 1675 med Kirsten Sten, død ca. 1700, d. af delefoged til Sejlstrup Jens Sørensen S. i Sønder Vrå.

Ikonografi

1924 rejste Historisk samfund for Hjørring amt en mindesten for D. i Jerslev by.

Annonce

Bibliografi

Breve i Borgervennen 1799 375f 379-84 389-92; sst. 1800 150-52 og i Saml. til jydsk hist. og top. III, 1870-71 225-83. – Chr. Petresch Christensen i Vendsysselske årbøger VI, 1925 121-40 (om D.s slægt). R. Nyerup i Borgervennen. 1799 365-68. Georg Østergaard i Vendsysselske årbøger VI, 1925 98-120. – Optegn, i Kgl. bibl. Repertoricum diplomaticum 2.r VIII, 1936 457-63.

Referér til denne tekst ved at skrive:
C. Klitgaard: Peder Dyrskjøt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288998