B.S. Jørgensen, Bendt Søborg Jørgensen, 19.9.1815-7.12.1888, landøkonom. Født i Kbh. (Garn.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Ass.). Faderen var af gårdmandsslægt fra Måløvegnen og blev ved giftermål ejer af et gæstgiveri ved Nørre torv hvor han efterhånden blev en velstående mand. J. fik en omhyggelig opdragelse og stiftede bekendtskab med mange landmænd som gæstede faderens forretning, og som især kom fra hans hjemegn. Besøg hos slægtninge bidrog yderligere til at give ham forståelse af landbrugsforhold. Efter endt skolegang og en kort tids beskæftigelse ved kontorarbejde kom han 1830 med på det første hold der fik praktisk håndværkeruddannelse på værkstederne som var knyttet til den nyoprettede polytekniske læreanstalt. 1833 bestod han læreanstaltens adgangseksamen og fuldførte det teoretiske studium ved at tage eksamen i mekanik 1836 og i anvendt naturvidenskab 1838. Derefter fulgte en række år hvor J. tog fat på ret forskelligartede opgaver. 1838 bistod han ved anlæg af et teglværk på Adelers-borg og n.å. forestod han på opfordring af Selskabet for naturlærens udbredelse en række forsøg med fremstilling af hollandsk og engelsk ost på Knabstrup. På rentekammerets foranledning undersøgte han de følgende år myremalmen i Jylland, og for at studere metoderne til jernudsmeltning rejste han 1839 til Tyskland og 1840 til Sverige og Norge. N.å. sendtes han til Fyn for at foretage undersøgelser af tørv og teglværksler, og 1843 vandt han Videnskabernes selskabs pris for en afhandling om tørvens forkulling. Derpå kom han til Sørupgård og Ledreborg som vejleder i ostefremstilling.

Først på denne tid droges han helt til landøkonomien, og hans virksomhed kom nu ind i et fastere spor. Ved G. Begtrups død 1841 var forelæsningerne over landøkonomi ved universitetet ophørt, og indflydelsesrige mænd som H. C. Ørsted, Forchhammer og Jonas Collin var interesseret i på ny at få en sådan undervisning i gang. Hos dem fandt J. støtte til sine planer om videre landøkonomisk uddannelse, og 1845 drog han ud på en flerårig studierejse der fik stor betydning for hans senere undervisning ved at give ham kendskab til landbruget dels i hjemlandet, dels i Tyskland, Schweiz, Frankrig, Belgien, Holland, England og Skotland. Længst opholdt han sig på landbrugsakademiet i Eldena. I Giessen hørte han Liebigs forelæsninger, og i Paris studerede han hos Boussingault.

1847 vendte han hjem, veludrustet til at optage den lærergerning som fra mange sider var ønsket. Både på landmandsforsamlingerne og i stænderforsamlingerne var der ført livlige forhandlinger om indretningen af en højere landøkonomisk undervisning, og planerne samledes efterhånden om oprettelsen af en højskole i Sorø som havde Christian VIIIs særlige interesse. J. havde udarbejdet plan for landbrugsundervisningen, men skolen blev aldrig ført ud i livet og ved krigens udbrud meldte han sig da som frivillig. Som underofficer kom han til hæren på Als, avancerede til sekondløjtnant, men hjemsendtes allerede i nov. for på ny at søge planerne om en landbrugsundervisning fremmet. Med understøttelse af landhusholdningsselskabet begyndte han vinteren 1848–49 en række forelæsninger på Polyteknisk læreanstalt, og den følgende sommer forelagde han en plan for en systematisk landbrugsundervisning som i det væsentlige blev godkendt.

1.10.1849 ansattes J. som docent (fra 1852 med titel af professor) ved Polyteknisk læreanstalt hvor han skulle holde forelæsninger over agerdyrkningslære, husdyravl, agerdyrkningsredskaber og agerdyrkningssystemer. Forelæsningsrækken strakte sig over et år og kunne i forbindelse med undervisningen på veterinærskolen på Christianshavn og i naturvidenskab på læreanstalten benyttes som et nogenlunde afrundet teoretisk landbrugskursus. Den hermed påbegyndte undervisning, der fortsattes til 1858, blev grundlæggende for den senere udvikling af det landøkonomiske studium her i landet, for hvilket J. således blev den egentlige banebryder. Foredrags-planen skulle bygges op fra grunden af, der manglede forsøgsmark og specielle samlinger, og J.s mangel på oratorisk evne og praktisk uddannelse vanskeliggjorde ham opgaven. Til dens løsning medbragte han på den anden side et solidt naturvidenskabeligt kundskabsgrundlag og en levende interesse for sagen. Som tiden gik vandt han pædagogisk erfaring, de første års kritik forstummede, og efterhånden samlede han en betydelig kreds af tilhørere. Kun fem af hans elever gennemførte dog studiet som helhed og sluttede med eksamen, men blandt disse første landbrugskandidater var mænd som N. P. J. Buus, J. C. la Cour og P. Feilberg. Den opnåede ordning kunne dog kun blive midlertidig, og J. deltog ihærdigt i de fortsatte bestræbelser for at få oprettet en selvstændig landøkonomisk læreanstalt. Han var medlem af den kommission der i denne anledning nedsattes på landmandsforsamlingen i Kbh. 1852, og af regeringskommissionen af 1854 hvis forslag førte til loven af 8.3.1856 om oprettelsen af en veterinær- og landbohøjskole. I begge kommissioner fik han stor indflydelse, og det skyldtes sikkert i overvejende grad hans udholdende energi at man fik en væsentlig teoretisk læreanstalt i Kbh. og ikke en praktisk-teoretisk læreanstalt på landet, således som særlig N. E. Hofman Bang kæmpede for. Ved landbohøjskolen virkede J. i henved en menneskealder. Mens F. V. A. Prosch varetog undervisningen i husdyrbrug var J. længe alene om alle de andre egentlige landbrugsfag. Med sin udpræget naturvidenskabelig-teoretiske uddannelse lagde han hovedvægten på agerdyrkningslæren og redskabslæren. De særlige økonomiske problemer i landbrugslæren blev kun i ringe grad fremdraget, og dette føltes som årene gik som en stadig tydeligere mangel. Også mælkens behandling og anvendelse og i de første år endog visse dele af husdyrbruget var henlagt under ham, men fra 1874 blev mejerilæren overdraget Th. R. Segelcke. J. var ikke nogen egentlig forsker, men fra sine naturvidenskabelige studier og sine talrige rejser i ind- og udland havde han erhvervet sig et fond af solide kundskaber og en erfaring som han længe kunne øse af. Han var en over for de praktiske krav forstående, ædruelig teoretiker der undgik alle løse hypoteser og stedse indprentede sine elever respekt for den praktiske gerning. Til sin lærergerning nærede han stor kærlighed, og han havde evne til at påvirke sine tilhørere gennem sin jævne, solide fremstilling. Ved sin faderlige godhed og oprigtige hjælpsomhed vandt han i rigt mål sine elevers personlige hengivenhed. Som årene gik blev det ham dog en uløselig opgave at holde undervisningen i så vidt spændende fag på højde med udviklingen. Den blev efterhånden forældet, og der gik for lang tid inden hans fag deltes i overensstemmelse med specialiseringen i den landøkonomiske videnskab.

J. holdt sig i god forbindelse med det arbejdende landbrug og udøvede også herigennem en betydelig indflydelse, særlig i tiden frem til ca. 1875. 1855 afløste han A. S. Ørsted i Landhusholdningsselskabets præsidium og genvalgtes til han 1883 trak sig tilbage. Selskabets stærke fremgang i denne periode skyldtes vel ikke fortrinsvis J., men han tog flittigt del i arbejdet, og med sin sunde sans bidrog han ofte til at ideerne blev ført ud i livet på en solid måde. Han bragte fornyelse i selskabets foredragsvirksomhed og i lærlingeinstitutionen, og han forstod at knytte dygtige unge mænd til selskabet. Segelcke blev mejerikonsulent, la Cour sekretær, P. Jessen husdyrbrugskonsulent. Hans stærkt konservative natur føltes dog også her især i de senere år som en hindring for initiativet. Også på andre områder inden for landbruget kom han i forgrunden. Han var dommer ved udstillinger, tilsynsførende ved landbrugsskoler, delegeret ved udstillinger i udlandet, og 1868–79 var han formand for Kbh.s amts landboforening. På foredragsrejser og regelmæssige undersøgelsesrejser lærte han mange landmænd at kende, og den kritik, der ofte i tidligere dage havde mødt ham, navnlig fra praktikernes side, forstummede efterhånden og afløstes af sympati for hans brave personlighed og agtelse for hans pionerindsats.

1853–66 var J. redaktør af Tidsskrift for Landøkonomi sammen med J. C. Hald. Han skrev heri en del afhandlinger, bl.a. agerdyrkningsberetningerne, men hans lyst til at bruge pennen var ikke stor. Dog hævede hans redaktørvirksomhed tidsskriftets niveau. Han udvidede det betydeligt og bevægede en kreds, navnlig af yngre videnskabsmænd, til at skrive heri. Hans interesse for de unges uddannelse har fået et varigt minde ved et af ham og hans søster stiftet rejselegat for unge landbrugskandidater og ved et boglegat, til hvilket grunden lagdes ved en hædersgave, som tidligere elever overrakte ham da han 1886 fratrådte sin lærerstilling ved landbohøjskolen.

Familie

Forældre: oboist, senere gæstgiver Hans J. (1788–1862) og Ane Kirstine Søeborg (ca. 1782–1849). Ugift.

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1878. K.2 1880. K.1 1886.

Ikonografi

Litografi af P. Gemzøe, 1868, efter foto. Buste af O. Th. Thielemann, 1878 (landbohøjskolen). Træsnit af M. J. 1879, træsnit 1883 efter foto, af H. P. Hansen, 1888. Træsnit 1888 og 1894. Foto.

Bibliografi

Erhard Frederiksen i Nutiden III, 1879 nr. 160 (også i Hjemmet s.å. nr. 2). J. C. la Cour i Tidsskr. for landøkonomi 5.r.VII, 1888 557–75. III. tid. 16.12. s.å. Landmandsblade XXI s.å. 801–04. Ugeskr. for landmænd 6.r.XVI s.å. 295–97. Vort landbrug VII s.å. 827–30. Bernh. Bøggild: Mælkeribruget i Danm., 1891 6–9. Den kgl. veterinær- og landbohøjskole 1858–1908, 1908 302–13 558. Hans Appel i G. Ellbrecht: Danske mejerier IV, 1918 259. H. Hertel: Det kgl. da. landhusholdningsselsk.s hist. I–II. 1919–20.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig