Erik Erstad-Jørgensen, 17.11.1871-12.5.1945, havearkitekt. Født på Frbg, død i Hørsholm, urne i De ukendtes grav, Mariebjerg kgd., Gentofte. E.-J. fik sin gartneruddannelse på herregården Fuglsang og på Rosenborg gartnerlæreanstalt. Hans studier på landbohøjskolen afsluttedes med havebrugseksamen 1894. Han fortsatte sin uddannelse hos landskabsgartner Edv. Glæsel og på kunstakademiets arkitektskole. Han betragtede haven som en arkitekturform i samklang med bygninger og øvrige omgivelser. Som pioner i den moderne havekunst skabte han begrebet havearkitekt og deltog livligt i tidens debat om udformning af haver og landskaber. Han var selv en ypperlig tegner og skabte gennem en årrække en lang række betydelige parker og haveanlæg som langt ud i fremtiden vil bære præg af hans skaberevne. Hans væsentligste arbejder var Hans Tavsens park på Nørrebro i København 1908-09, blomsterparterret i Krinsen på Kgs. Nytorv i København, parkanlæg på Christianshavns vold, Frederikskilde og Skovbakken i Ålborg, Kongens have i Odense, forterrænet ved Fredericia volde, anlægget ved Landsoldaten i Fredericia, anlæg i Assens, Bangshave i Maribo, Skanseparken i Nørresundby, Borgvold i Viborg og Damhaven i Haderslev. Desuden mindre anlæg i Esbjerg, Frederikshavn, Herning, Korsør, Nykøbing F., Ringkøbing, Roskilde, Silkeborg og Slagelse. Kirkegårdsanlæg i Hellerup (sammen med G. N. Brandt), Fredericia, Randers, Tåstrup og Thisted. Omlægning og nyanlæg af herregårdshaverne ved Aggersvold, Borupgård, Børglumkloster, Eriksholm, Hesselbjerggård, Klingstrup hovedgård, Kjærstrup, Løgismose, Lille Svendstrup, Løndal, Lille Merløsegård, Rosenfeldt. Rungstedgård, Sæddingegård, Tårnborg, Valdemarskilde, Vojensgård, m.fl. Endelig udførte han projekter til omkring 1500 større og mindre privathaver. Han projekterede haveanlæg ved landsudstillingen i Århus 1909 og 4. nordiske havebrugsudstilling på Islands Brygge i København 1912.1 udlandet virkede han især i Sverige med projekt til parken ved Ribersborg og første etape af Pildammsparken i Malmö. 1905 fik han 1. præmie for projekt til anlæg af Fælledparken i København, som dog ikke blev udført.

Som skribent viste han stor flid med inspirerende artikler i Gartnertidende, Havekunst, Arkitekten, Det ny Aarhundrede, Medd. fra det kgl. danske Haveselskab samt i dagspressen. I et par år var han redaktør af Havekunst og Vore Kirkegaarde. Af fagbøger udgav han Villahaven, 1900, Anlægsgartneri, 1926 (2. udg. 1939) og Vandhaven, 1939. Medarbejder ved III. Havebog 1920-21, Berlingske haveleksikon, samt Hirschsprungs Havebog 1935 (2. udg. 1938). E.-J. var virksom i foreningslivet som bestyrelsesmedlem i Det kgl. danske haveselskab, i Selskabet for dekorativ kunst, i Foreningen til fremme af kirkegårdskultur i Danmark, i Foreningen til hovedstadens forskønnelse og fra 1932 formand for Dansk havearkitektforening.

Familie

Forældre: arkivassistent, senere rigsarkivar A. D. J. (1840-97) og Ida Marie Pedersen (1847-1937). Navneforandring 15.9.1904. Gift 2.9.1902 på Frbg. med Astrid Gudrun Rafn, født 17.2.1883 i Kolding, død 15.7.1958 i Vordingborg, d. af skovfrøhandler Johannes R. (1854-1935) og Oluffa N. D. Olsen (1857-1941). – Far til Troels Erstad. Bror til Troels G. Jørgensen.

Ikonografi

Tegn. af Carl Jensen udst. 1942. Foto.

Bibliografi

Vald. Koppel i Politiken 18.11.1905 (polemik om Fælledparken, jfr. sst. 3.12. og 8.12. s.å.). Anton Rosen i Architekten, 1908-09 567. C. Th. Sørensen sst. M, 1927 203-12. Berl. tid. 17.11.1921. København s.d. Gartnertid. LVII, 1941, 527. Johs. Tholle sst. LXI, 1945 113. Vore kirkegårde, 1940, juli 91. Hj. Hess-Petersen i Forskønnelsen XXVIII, 1945 nr. 2 12f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig