Jacob Sunesen

Jacob Sunesen, d. 17.5.1246, godsejer. S., der var den næstyngste af de berømte Sunesønner, indtog i Valdemar Sejrs tid en fyrstelig stilling på Møn hvor han havde gods, men tillige vistnok var kongelig lensmand ("Hr. Jacob af Møn"); for øvrigt ejede han gods bl.a. ved Roskilde og Holbæk og i Nordsjælland og stod i en årrække som Danmarks mægtigste og fornemste stormand; hvor han har været vidne til retshandeler nævnes han foran de andre adelsmænd, og ved Valdemars helgebrudsforordning for fynboerne (1228) anføres han som eneste læge vidne. Han fulgte sin bror Ebbe på Sverigetoget, men undslap fra nederlaget ved Lena (1208); ligeledes har han været med på Valdemars forskellige krigstog, og hans nøje forhold til Hamburgkirken kunne tyde på at han en tid har været kongens høvedsmand i de erobrede lande ved Elben. Mest fremtrædende er han dog ved underhandlingerne om kong Valdemars løsladelse, og det synes som om han efter Albert af Orlamündes tilfangetagelse (jan. 1225) har været den ledende mand i Danmark. Ved overenskomsten med grev Henrik af Schwerin nov. 1225 måtte han være borgen for udbetalingen af løsesummens anden del og for Rendsborgs overgivelse til grev Adolf IV af Holsten, og ved det endelige forlig med schwerinerne (1230) var han den der skulle modtage kongesønnerne Erik og Abel når de udløstes, og han stod forrest blandt de danske forlovere for overenskomsten. Som sine brødre var han meget kirkeligsindet. Sorø kloster gav han gods på Sjælland og Møn, og ved Roskilde domkirke oprettede han en ny præbende, ligesom han skænkede kirken Auderød i Nordsjælland. Endvidere stod han i nøje forbindelse med katedralkirken i Hamburg: han lod sig optage i kannikernes broderskab og gav dekanen Bertold penge for at afskrive bøger til kapitlet, deriblandt broderens Hexaëmeron, hvorfor Bertold indstiftede årtider for ham og to af hans sønner. S. overlevede såvel sine brødre som også sine sønner – kammermesteren Andreas Jacobsen døde allerede 1223, biskop Peder Jacobsen af Roskilde 1225 og Johannes Jacobsen 1240 – og han blev vidne til rigets nedgang under Erik Plovpenning og det skæbnesvangre brud mellem hans egen æt og kongen. Han og biskop Gunner af Viborg stod da ene tilbage som levende minder om Valdemarstidens svundne storhed.