A.E.M. Tang, Andreas Evald Meinert Tang, 26.5.1803-12.8.1868, godsejer, politiker. Født på Nørre Vosborg, død sst, begravet i Ulfborg. T. gik i Ribe katedralskole uden at tage studentereksamen, lærte derefter landbrug i Holsten og overtog 1824 sammen med to brødre det fædrene gods Nr. Vosborg, Ulfborg sogn. 1826 udkøbte T. sine to brødre, s.å. købte han en del jordegods fra sin stedfar, og desuden overtog han en række bondegårde der var frasolgt godset men hvis ejere under landbrugskrisen ikke kunne klare deres forpligtelser. Også i andre henseender udvidede og kompletterede T. godset der 1850 havde 45 tdr. htk. hovedgårdstakst og 200 tdr. htk. bøndergods. T. var en dygtig landmand der drev sin ejendom betydeligt frem, ligesom han ofrede meget på istandsættelse af det særprægede bygningsværk og hægede om den omfattende park. – T. var banebryder for hedesagen, udførte omfattende plantninger og vandingsanlæg og var drivkraften bag det begyndende lokale foreningsliv på landbrugets område s.m. Ole Kirk og O. Th. N. Krarup. 1840 blev han landvæsenskommissær, 1842–46 havde han sæde i Ringkøbing amtsråd og mødte ved Viborg stænder som suppleant 1842, 1846 og 1848. 1848–49 var han medlem af den grundlovgivende rigsforsamling for Ringkøbing, 1849–66 af landstinget og 1864–66 af rigsrådets landsting. T. var som politiker liberal, nåede ikke nogen førerstilling, men spillede en vis rolle i en række udvalg, fx i udvalget om jernbaner i Jylland fra 1861. 1851 blev han medlem af stutterikommissionen. Han var en udpræget repræsentant for det jyske landbrug, virkede ivrigt for sin egns og erhvervets fremme (bl.a. kreatureksporten mod vest) og stod ikke i den frontstilling over for bønderne som var hyppig hos øernes godsejere. Han krævede også i god overensstemmelse med sit miljø en streng økonomi i statsstyreisen. – T. var en vellidt og respekteret personlighed der 1843 og 1844 bistod St. St. Blicher med afholdelsen af Himmelbjergfesterne, ligesom han 1859 var vært for H. C. Andersen under dennes besøg på Nr. Vosborg. –

Familie

Forældre: kammerråd, godsejer Niels Kjær T. (1767–1814) og Marie Cathrine Meinert (1776–1855, gift 2. gang 1816 med stiftsprovst, senere biskop i Ribe Conrad Daniel Koefoed, 1763–1831, gift 1. gang 1793 med Sophie Dorothea Fridsch, 1776–1815). Gift 22.12.1837 i Kbh. (Frels.) med Maria Elisa (Molly) Fenger, født 16.4.1807 i Kbh. (Frels.), død 5.2.1885 på Nørre Vosborg, d. af kontorist, senere sæbefabrikant Johannes F. (1767–1829) og Christine Lorentze Meinert (1779–1834).

Udnævnelser

Justitsråd 1845. Etatsråd 1856.

Ikonografi

Mal. af D. Monies, 1855 (Nr. Vosborg). Mal. af Constantin Hansen 1861–62 (folketinget) og efter dette afbildet på sammes mal. 1860–64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Mal. af J. V. Gertner, 1865 (Nr. Vosborg). Litografi af Har. Jensen, 1869, efter fotografi. Foto. – Mindestøtte i haven ved Nr. Vosborg.

Bibliografi

P. Storgaard Pedersen i Hardsyssels årbog XV, 1921 1–37 (geneal.). Samme: Ulfborg herred, 1900 154f. Samme: Ole Chr. Kirk, 1902 81–93. Samme: Ulfborg-Hind herreders landboforen. 1856–1906, 1906 9–17. Jeppe Aakjær: St. St. Blichers livstragedie II, 1904 (fot. optr. 1964). Søren Vasegaard i Gads da. mag. XIX, 1925 256–66 328–45 (heri breve). Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I–II. 1931–34. Aug. F. Schmidt i Hardsyssels årbog, 1937 33–53. Ejnar Munksgaard: H. C. Andersens manus, til "Jylland mellem tvende have", 1940. Alfr. Kaae: Ulfborg. Sogn og saga, 1953–56. H. C. Andersen: Mit livs eventyr, ny udg. II, 1975. – Papirer i Landsark. for Nørrejylland, Viborg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig