H.D. Kloppenborg, Hans Diderik Kloppenborg, 28.6.1802-7.9.1882, gårdejer. Født i Gramby, død i Københoved, begravet i Skrave. K. voksede op i et tysksproget embedsmandshjem i Nordslesvig. Han lærte i nogle år tobaksspinderi hos en morbror i Haderslev, men blev som ganske ung bestyrer af en større gård, Bejstrupgård i Københoved, som morbroderen havde overtaget i pengekrisens år; af denne gård blev han sidst i 20erne ejer, forstørrede den yderligere og drev den med meget stor dygtighed. Myndig, robust og temperamentsfuld fik han tidligt en sognekonges stilling. Under treårskrigen var han knyttet til den danske hærs spejdervæsen og fulgte bl.a. Olaf Ryes hærafdeling op gennem Jylland 1849. – Grundstammen i hans fædrelandsfølelse var en gammeldags kongetroskab – han var personlig knyttet til Frederik VII – og i begyndelsen stod han forbeholden over for det nyvakte nationale liv. Men da han under krigen måtte opholde sig længere tid i Kbh. lærte han Grundtvig at kende og påvirkedes folkeligt og kirkeligt af ham. Han blev 1853 medlem af bestyrelsen for Rødding højskole og var senere en af skolens medejere. Han udvirkede at den grundtvigske præst H. Sveistrup 1861 blev kaldet til Rødding-Skrave, og han levede stærkt med i det ved dennes forkyndelse vakte kristelige liv. Da Sveistrup afskedigedes af preusserne 1867 indrettede han sin storstue til brug til gudstjenester, og her prædikede igennem en årrække først Sveistrup, senere Cornelius Appel. Han blev en af Rødding frimenigheds bedste støtter. – Fra sidst i 30erne var han sognefoged, mellem krigene stændersuppleant og medlem af Haderslev amtsråd og efter 1864 af kredsdagen. 1867 deltog han i de 47s sendefærd til Berlin.

Familie

Forældre: tingskriver i Frøs og Kalvslund herreder Jacob K. (1747–1828) og Anna Catharina Otzen (1772–1853). Gift 1. gang 10.7.1830 i Skrave med Cathrine Thaysen, født 23.3.1803 på Toftlundgård, død 31.7.1831 i Københoved, d. af gårdejer Johan T., Toftlundgård (1764–1846) og Marie Kathrine Jochumsdatter (1770–1830). Gift 2. gang 23.11.1833 i Skrave med Mette Kirstine Thaysen, født 30.10.1804 på Toftlundgård, død 16.5.1878 i Københoved, søster til 1. hustru. – Halvbror til Jacob K.

Ikonografi

Træsnit 1885. Foto. – Mindesten i Skibelund krat, 1885.

Bibliografi

Mads Jensen i Højskolebl. X, 1885 617–19 666–69. H. D. Kloppenborg-Skrumsager i Håbets mænd, ved H. Lausten Thomsen og Nic. Svendsen, Flensborg 1923 35–42. Samme i Sønderjydske kvinder under fremmed-herredømmet, ved Hanne Jenssen m. fl. I, 1930 169–83. Fr. Kjær i Sønderjydsk månedsskr. IV, 1928 145–49. H. Hjelholt: Sønderjylland under treårskrigen I-II, 1959–61. Højskolens ungdomstid i breve, udg. Roar Skovmand I-II, 1960. Laur. Skau: Brevveksl. I-II, 1966–70. A. Pontoppidan Thyssen: Vækkelse, kirkefornyelse og nationalitetskamp i Sønderjylland, 1977 = Vækkelsernes frembrud i Danm. VII.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig