Svend Erichsen

Svend Erichsen, 17.11.1903-29.9.1984, teaterkritiker. Født i Kbh. Allerede 1937 formulerede E. sit kritiske "program" i et foredrag om Kjeld Abells Melodien, der blev væk: Teatret skal "alliere sig med fantasien", en fantasi der "øser liv af sin egen tid, stiller sig i fremskridtets og frisindets, ikke i stilstandens eller reaktionens tjeneste" således at teatret kommer til at virke "for en humanistisk og socialistisk verdensanskuelse". Det er for dette teater E. vil kæmpe – med den ene væsentlige tilføjelse (citeret efter den sene artikelsamling En humanist taler sin sag. 1974) at anmelderen naturligvis må være "kritiker, ikke politiker": "dogmatikken ødelægger kunsten". Dette program har E., der tog cand.mag.-eksamen 1934, forfægtet konsekvent som redaktør af teatertidsskriftet Forum 1934-41 og som anmelder ved Social-Demokraten (fra 1959: Aktuelt) 1934-75. I 30erne var han en varm fortaler for det ny, socialt engagerede teater, repræsenteret ved forfattere som Abell og Poul Henningsen samt instruktøren og teaterlederen Per Knutzon. Med sit indgående kendskab til fransk teater bidrog E. til at introducere dramatikerne Jean Giraudoux og Jean Anouilh for et dansk publikum hvad der blev af betydning for 40ernes hjemlige "poetiske" teater i humanismens tegn. Et fyldigt udvalg af E.s teaterkritik 1937-52 findes i de to samlinger Teater-strejflys, 1945 og Det frie teater, 1953. E.s interesse for opbygningen af et hjemligt arbejderteater med en dertil knyttet publikumsorganisation fremgår af artiklen Teatret i det af Julius Bomholt redigerede værk Kulturen for Folket, 1938. Det praktiske resultat af disse overvejelser blev organisationen Arte (med den dobbelte betydning "pro arte" og "Arbejdernes teatercentral") hvortil E. var en af hovedinitiativtagerne ved grundlæggelsen 1946. Fra E.s sene år stammer det teaterhistoriske trebindsværk Realismens gennembrud i parisisk teater i det nittende århundrede, 1972-74, et populært og letlæseligt oversigtsværk hvis hovedhensigt er påvisningen af at de "naturalistiske" tendenser, man pr. tradition giver Emile Zola og teaterlederen André Antoine æren for, i virkeligheden kan spores helt tilbage til den senromantiske periode. – Nogle forstudier til dette værk Fra Racine til Talma udkom 1974. Af E.s forfatterskab i øvrigt må nævnes biografierne af forfatterne Martin Andersen Nexø, 1938 og Nordahl Grieg, 1946, et indforstået og hengivent portræt af Else Skouboe, 1942 samt mindebogen om Bodil Ipsen, 1965, redigeret af E.